Vedkommende black med ambitioner
Islandske Misþyrming rammer inden for skiven.
2. Með Harmi
3. Engin Miskunn
4. Engin Vorkunn
5. Blóðhefnd
6. Aftaka
Som udgangspunkt er der ikke noget nyskabende eller nytænkende over deres nordatlantiske black metal, men alligevel formår Misþyrming endnu engang at tage konceptet og gøre det til deres eget. Der er rigeligt med riffsalat og blast beats allerede fra første færd. ‘Með Hamri’, den titulære intro, vælter ind med sømbeslåede støvler på og jeg indrømmer blankt, at jeg nærmest med det samme ikke gad. Lilletrommen er lynhurtigt meget fremme i billedet og for en, der stadig døjer med traumerne fra ‘St. Anger’, er det svært at se bort fra.
Men det kom de så rigeligt efter, da først der kom samling på tropperne. Nummeret alene er en voldsom omgang, men munder ud i noget udefinerbart ambience, der lægger an til endnu en energiudladning. Tvillingenummeret, efterfølgeren ‘Með Harmi’, er langt mere velorganiseret og melodisk. Vi læner os op ad Insomniums ‘Winter’s Gate’, vokalen er passende rå til genren og er en af de ting der er med til at gøre ‘Með Hamri’ god. Dagur Gíslason snerrer, spytter og knurrer som et vildt dyr i fangenskab og formår tilmed at vride decideret sang ud af sine udgydelser, så det er en fryd for øret.
Faktisk er der en del ting der gør albummet godt, som ikke nødvendigvis har noget med musikken at gøre. Den afvæbnende og glidende overgang mellem ‘Með Harmi og ‘Enging Miskun’ varmer mit kolde anmelderhjerte; de har forstået vigtigheden i musikalske fartbump og integreret dem i konstruktionen af helheden, således at de ikke føles som sømmåtter i stedet. En spøjs lille detalje, som jeg er klar over jeg måske er ene om at bemærke, er, at de har lånt en lille snas til netop det nummer fra ingen ringere end Tenacious D. Det er ikke det åbenlyse valg af inspiration og det er så kort en sekvens at den slet ikke registreredes hos mig de første par gange jeg hørte den.
Men vi kan altså ikke tale om slægtsskab med andre bands, uden også at rette blikket mod mellemspilleren ‘Engin Vorkunn’. Her kigger Windir frem i baggrunden, det samme gør den irriterende lilletromme fra før, men black metal kunstnere stjæler alligevel med arme og ben fra hinanden, og patchworker sig ud af ensformighedens sorte hul. Selvom jeg et par gange undervejs i mine gennemlytninger har fundet overlap med både Marduk og Hades Almighty, synes jeg stadig at Misþyrming har fat i den lange ende, i forhold til at lyde som sig selv. De formår at kombinere skramlet, men ikke skraldet, vellydende, men ikke overproduceret black metal med den syntetiske ambience, der altid har huseret i kulissen hos sortmetallen.
‘Blóðhefnd’ er pladens sjæler, hvis man da kan kalde det det, og er pladens mest skrabede nummer og samtidig det korteste. Den march-inspirerede tromme fører an, D.G huserer lidt i baggrunden og så kommer et blidt vokaliserende kor og favner vores stakkels ører for en kort stund, inden sidsten, ‘Aftaka’, lægger os i graven. Det er ikke gået ubemærket hen, at det korteste nummer introducerer det længste, ej heller at der ikke er nogen glidende overgang. I stedet får du isnende tavshed, afløst af et par anslag af den dybe slags på et klaver. Stemningen lægger op til en eksplosion af format, og giver sig så god tid, at der er risiko for at mere utålmodige sjæle taber tråden.
Om de så formår at forløse spændingen, er en smagssag. Der bliver skruet op for tempoet og aggressiviteten, borte er ethvert antræk til melodi eller tænksomhed i tusmørket. Den go’e gamle paptønde er blevet støvet af til formålet, men skriver man et nummer på lige knap 10 minutter, bør der være plads til afveksling. Pist borte er atmosfære og kant, de starter sådan set bare nummeret forfra og det synes jeg er lige lovlig billigt sluppet, når nu den forrige plade excellerede ved at kunne veksle ubesværet mellem to sindsstemninger.
Misþyrming er et band, der til trods deres relativt korte levetid (deres første plade udkom i 2015) lyder langt mere erfarne, end de reelt set har år på bagen. Deres seneste udspil bærer således præg af en modenhed, der afslører både engagement og talent. Jeg synes beklageligvis, at sidste nummer føles som et hængeparti, der ikke rigtig bidrager til helheden. Den variation over temaet, jeg roste på de øvrige numre, synes jeg ikke er til at få øje på, men som kunstnere har de stadig overhånden og har understreget med ‘Með Hamri’, at deres videre færd fra første plade til nu, er værd at følge med i.