AMF'14: Lørdag

Cannibal Corpse og Entombed A.D. var naturligvis stærke navne og gav gode koncerter, men det var danske Solbrud, der løb med dagens klart bedste præstation.

Efter to tunge dage var det lørdagens program, der skulle danne rammen om kulminationen på Aalborg Metal Festival 2014. Det tunge skyts var trukket frem, og publikum fik muligheden for at nyde hele ni bands, førend vi kunne binde en sløjfe på endnu en udgave af Danmarks ældste metalfestival, der i år var den 13. i rækken under navnet Aalborg Metal Festival. Tæller vi årene som Metal Marathon med skal vi endda længere tilbage. Nu skriver vi dog 2014, og der var endda en fan og en medarrangør, der sidst på aftenen kunne fejre et lille jubilæum og formåede at gøre det på utraditionel og helt igennem fantastisk vis.

Først gjaldt det dog Death Comes Pale, der havde fået den skæbnesvangre opgave at åbne denne lørdag kl. 14.00 og vække publikum efter en lang dag og nat, der udover metal også bød på J-dag i Jomfru Ane Gade kun hundrede meter fra Studenterhuset. Så folk havde festet igennem. Ikke desto mindre var det lidt ligesom om torsdagen et nærmest historisk flot fremmøde, da første band Death Comes Pale gik i gang. Trods lidt knas med stortrommen fyrede Death Comes Pale deres brutale dødsmetal af og kunne gå fra scenen velvidende, at de nok er det band, der som åbner af lørdagen til Aalborg Metal Festival har haft flest tilskuere. 

Efter dem var det italienske Hideous Divinity, der ligesom danskerne spillede dødsmetal, dog en lidt mere tekniske variant af genren. Med deres koordinerede garderobe kunne de tilføre festivalen lidt sydeuropæisk kolorit, der blev gjort mindeværdig af nogle ganske udmærkede guitarsoli. 

Det var der knap så meget af hos Corpus Mortale. Tredje band med dødsmetal, og så begyndte det egentlig at blive lidt ensformigt. Corpus Mortale spiller ganske udmærket, men undertegnedes øren trængte på nuværende tidspunkt til lidt variation.

Det skal jeg da lige love for, jeg fik. Solbrud gik på scenen, og efter ganske få minutter stod det klart, at nu ville vi få noget meget anderledes end det, vi tidligere var blevet budt denne lørdag.  Deres helt egen version af black metal blev serveret på en melodisk, fængende og drømmende måde. Med lige dele aggressivitet og trancelignende tilstande blev vi henført til egne tanker, og det er en af de gange, hvor det var helt i orden at lukke øjnene og bare nyde musikken i sin egen verden. Solbrud har rigtig mange facetter, og de blev alle serveret med ynde. Det var anderledes, udfordrende og godt. Tilsammen en yderst farlig cocktail, der kan gøre det svært for andre bands at følge efter. For Solbruds koncert var så god, at det var svært at holde koncentrationen efterfølgende.

Aeon blev derfor lidt en kold klud i hovedet. Så var vi tilbage ved noget dødsmetal. De blev desuden martret af lidt dårlig lyd, der ellers ikke havde været problemer med på Aalborg Metal Festival anno 2014. Tværtimod. Det blev bare aldrig nogen specielt mindeværdig koncert.

Lidt bedre gik det for Revocation, der igen bød på dødsmetal fra Boston i USA. De gik på scenen til ikke specielt mange tilskuere. Her havde en del nok valgt at lægge deres pause fra musikken for at få noget mad indenbords. Det blev heldigvis bedre undervejs i koncerten og oppe foran var det samlet en flok, der var meget dedikerede til denne koncert. De fik, hvad de kom efter, og blev bl.a. trakteret med det, der for denne anmelder blev koncertens højdepunkt, nemlig titelnummeret fra den seneste plade 'Deathless', hvor forsangerens vokal gør, at sangen fænger mere end det ensidige smadder, det ellers nemt kunne udvikle sig til.

Herefter var det tid til svenske Marduk. Klokken var 20.30, og nu havde det været mørkt i nogle timer i Aalborg, så nu var det relativt sikkert at lukke ondskaben ud. Det blev da også gjort med et ordentligt brag, for Marduk var klar til kamp. Der var fuld skrald på den sorte musik fra Skandinavien, og Marduk havde en horde af fans med, der kunne synge med på nær ved hver en tekstlinje. Der var en god og ond stemning. Forsanger Daniel 'Mortuus' Rostén var i vanlig corpse paint og bar også sin herligt vrede attitude, der gav præcis den teatralske vinkel, der på godt og ondt har været en del af det kunstneriske fundament, hvorpå genren er blevet støbt. Med nyklassikere fra 'Serpent Semon' og 'Plague Angel' var der ikke et krigsmalet øje tørt efter en time i selskab med de satans svenskere.

Det stod i skærende kontrast til det scenarium, der efterfølgende udspillede sig i Jägergrotten, der mestendels dannede rammen om karaoke og heftig indtagelse af alkoholbaseret fluidum. Men for en stund blev det udskiftet med en velklædt fan, der kunne fejre 10-årsjubilæum på Aalborg Metal Festival. I stedet for at lade den slags milepæl blive forbigået i tavshed valgte denne unavngivne fan at fejre sig selv. Så der var dækket op med champagne og kransekage. Her stod John Larsen så i smoking og holdt en tale, der mest handlede om ham selv og nogle få kammerater. Et studie i selvcentrering.  Det blev kronet, da han sang Frank Sinatras 'My Way' i karaokeanlægget. Han nåede dog også lige at uddele tre priser i hver sin kategori, hvor prisen for 'Bedste Frivillig' gik til Tania Larsen Kvist. Hun havde nemlig også 10-årsjubilæum som medarrangør af festivalen, og hun modtog sin pokal til stående applaus. For uden Tania og holdet omkring hende ingen Aalborg Metal Festival. Hun lovede ved prisoverrækkelsen at fortsætte i yderligere 10 år, hvis den unavngivne jubilar fra publikum, John Larsen, så til gengæld lovede også at deltage. Det var tilhørerne bestemt ikke utilfredse med at høre. Så afgjort aftenens morsomste indslag.

Mens kransekagen blev skyllet ned af det medfølgende boblevand, begav vi os ned i salen igen, hvor endnu en flok svenskere stod klar til at indtage scenen. Entombed A.D., som du kan læse om her.

Til sidst skulle Cannibal Corpse lukke og slukke. Det skal jeg da også lige love for, de gjorde. Eftersom redaktionen havde valgt også at anmelde dem fra deres koncert søndag i København i Amager Bio, var dette anmelderens mulighed for anmelder bare at smide tøjlerne og fyre den af i pitten. Så jeg stillede mig ind i midten, velvidende at min over 20 år gamle tour shirt med netop Cannibal Corpse, hvis ærmer for lang tid siden blev klippet, meget vel kunne lide en krank skæbne. Men den overlevede. Det gjorde jeg også. 75 minutters sveddryppende dødsmetal, hvor det blev brølet med så ofte, som jeg kunne huske teksterne, og moshet, hver gang der var mulighed for det. En energiudladning, der stod i skærende kontrast til de korslagte arme, undertegnede ellers ofte kan ses stå med, nøgternt vurderende om det her elektroniske larm er værd at kaste positivt ladede superlativer efter. Her fik den mangeårige fan af Cannibal Corpse lov at stikke af med lige dele nostalgi og opsamlet energi og så ellers bare fuld hammer i pitten. Cannibal Corpse sørgede for, som de plejer, at spille alle de rigtige numre fra bagkataloget og krydre det med de bedre fra den nye plade. En sikker optræden.