Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Satansønner vender tilbage

Populær
Updated
Satansønner vender tilbage

De svenske dødsmetal-pionerer leverer værdigt comeback-album.

Titel
Back To The Front
Dato
04-08-2014
Distributør
Trackliste
01. Kill To Live
02. Bedlam Strike
03. Pandemic Rage
04. Second To None
05. Bait And Bleed
06. Waiting For Death
07. Eternal Woe
08. Digitus Medius
09. Vulture And The Traitor
10. The Underminer
11. Soldier Of No Fortune
Karakter
4

Entombed er svensk dødsmetals vigtigste band. Punktum. Bandets debut, 'Left Hand Path' (1990), var med til at definere, hvordan svensk dødsmetal skulle lyde og lød i årene efter. Og det selvom bandet bevægede sig videre og udover deres egen lyd, da de med 'Wolverine Blues' (1993) smed lidt mere end bare én knivspids hard rock i dødsmetalgryden; death ’n’ roll var født og forblev bandets genre-prædikat op til 'Morning Star' (2001), hvor de endelig vendte tilbage til en mere “ren” version af den svenske dødsmetal.

Det er nu syv år siden bandets sidste album, 'Serpent Saints - The Ten Amendments', udkom, og i mellemtiden har L-G Petrov (vokal) brudt med Alex Hellid (guitar, Entombed 1989-2014) efter lang tids interne stridigheder og svirrende rygter om søgsmål vedrørende brugen af navnet Entombed.

Nu er L-G endelig tilbage med et nyt album, 'Back To The Front', under navnet Entombed A.D. Men kan den nye udgivelse, der altså på mange måder kan siges at være et comeback for specielt L-G, leve op til bandets enorme arv?

Entombed A.D. indvarsler bestemt ikke en ny æra for svensk dødsmetal, det er helt sikkert. Men 'Back To The Front' lyder, som man har lært at forvente, at Entombed skal lyde: Det er stadig snigende skummelt, det er beskidt, det er ondt. Men man skal ikke forvente noget nyskabende her!

Som den lille fanboy jeg er, havde jeg - grundet den lange ventetid - ALT for store forventninger til 'Back To The Front', så ved første gennemlytning var jeg ikke videre imponeret og tænkte: “Det er for spinkelt! Det er for plant! Der er for meget vokal! Der er for lidt band! Det er ikke oldschool nok!” Så jeg lagde albummet på hylden i et stykke tid, før jeg tog den frem igen. Da jeg havde forbandet L-G og det “nye” line-up langt ned i helvede og ligesom fået afløb for nogle af mine aggressioner, kunne jeg lytte til det med lidt mere afbalancerede ører.

'Back To The Front' har knitrende, dybt nedstemte, groovende riffs, hvinende bends og truck-tempo d-beat-trommer, som få andre end Entombed formår at stykke det sammen, men det er L-G's raspende og dog letforståelige growl, der er bandets stærkeste kort, og som slår generelt stærkere igennem end resten af bandet. Ikke at det betyder, at instrumenteringen har fejlet; tværtimod... Det er desværre bare blevet mixet lidt for meget i baggrunden af vokalen og får på den måde en slags birolle, så længe musikken ikke står alene. Men når den til gengæld får lov at tordne afsted på instrumentalstykkerne, står den stærkt!

Som tidligere nævnt formår Entombed A.D. som få at skrive skummel musik; man mærker som det første i den melankolsk melodiske intro til albumstarter 'Kill To Live', at et ubestemmeligt ‘noget’ isnende kryber op ad rygraden på én; en stilhed før (en glædeligt forventet) storm. Bandet har stadig evnen til at lave melodier, der indgyder samme følelse af klaustrofobisk gru og afsky, som H.P. Lovecrafts litteratur formår; det kilder de helt rigtige steder! Det skumle element bliver afløst af ufortyndet aggression. Og kamp i forskellige aspekter er da også albummets tematiske røde tråd - uden tvivl næret af de sidste par års interne stridigheder mellem nutidige og forrige medlemmer.

'Back To The Front' er et solidt og lytteværdigt “første” udspil fra Entombed A.D., men ikke noget decideret mesterværk. Er man fan af det “gamle” Entombed, skal man dog ikke være bange for at glæde sig unødigt, så længe man har tålmodighed til at give pladen den chance, den fortjener, og ikke giver efter for sin indre naysayer for tidligt. Umiddelbart er pladens eneste virkelige nedtur nummeret 'Digitus Medius', der er mere end bare almindeligt kedeligt og desværre virker som en helt unødvendig filler på et ellers solidt album. Der er endog mere end ét nummer på pladen, der har potentiale til at blive fremtidige live-yndlinge; specielt står 'Soldier of No Fortune', 'Eternal Woe' og 'The Underminer' stærkt i bandets allerede bugnende bagkatalog.

Entombed A.D. kan opleves d. 16/11-2014 på BETA og på årets Aalborg Metal Festival d. 6-8/11-2014.