Højre hånd op, venstre hånd ned
Populær
En tidlig julegave bestående af nordjysk forlegenhed og schweizisk-amerikansk satanisme blev foræret os i Pumpehuset.
2) Götterdämmerung
3) Come on Down
4) Row Row
5) Blood in the River
6) Gravedigger's Chant
7) Run
8) We Can't Be Found
9) Tuskegee
10) Feed the Machine
11) Golden Liar
12) Death to the Holy
13) Trust No One
14) Erase
15) Don't You Dare
16) Devil Is Fine
17) J-M-B
18) I Caught You
19) Baphomet
Omsorg
Omsorg har efterhånden fået en del vind under vingerne. Bandet har knapt udgivet en EP plus det løse. Med overbevisende koncerter på blandt andet Ilter Festival og Uhørt har en del døre åbnet sig for det forholdsvist unge band. I aften er nok den hidtil største og mest udfordrende. Selvom Zeal & Ardor er et alternativt metal-navn, så er det dog stadig et metal-navn og tiltrækker derfor metal-folk.
Der er desuden helt udsolgt, og folk står allerede som sild i en tønde. Der går lidt tid med at få folk ind, og derfor lader Omsorg også vente lidt på sig i forhold til den udmeldte spilleplan. Det er tre meget nervøse jyske herrer, der endelig træder ind på siden. Lyden er også lidt fumlet i starten. Det føles som om, man ikke har fået knapperne tilbage i stilling fra Zeal & Ardors større opstilling og tilbage til Omsorgs mindre bombastiske 3-personers.
Den lydmæssige tyndhed får de dog styr på indenfor de første par sange. Forrest fornemmer man en vis åbenhed overfor trioens inderlige og komplekse screamo, selvom de nok får en smule mere for pengene end de havde regnet med. Den bagerste del af salen lyder desværre som en bodega på Nørrebro efter midnat. Ikke desto mindre, så lyder de nye sange fra bandets kommende fuldlængde, der udkommer i januar, til at være spillet varme hos bandet.
Det er meget at sige, for der er utroligt mange spændende temposkift og generelt bare mood-skift på de nye sange. Selvom aftenen i aften ikke er det stærkeste show jeg har set fra Omsorg, så beviser bandet alligevel, at de er et navn man bør følge, hvis man kan lide screamo, melodisk hardcore eller lidt mere teknisk hardcore. Dem var der nok bare ikke så mange af i aften.
Zeal & Ardor
Efter en passiv rygepause i selskab med det meste af Pumpehuset, blev det endelig tid til et show jeg personligt har glædet mig til, sådan cirka siden det blev offentliggjort. “Det er sjældent, at konstellationerne rammer så perfekt. At en musikalsk oplevelse er så fuldendt, at man står som en måbende tilskuer og blot kan håbe, at det her varer for evigt.” lød det, sidst Zeal & Ardor gæstede Danmark. Forud for den for længst udsolgte koncert havde jeg en forventning om – som minimum ikke at blive skuffet – det synes jeg ikke er at lægge for meget pres på nogens skuldre.
Sejle op ad åen
Hans seneste udgivelse fortjener retrospektivt den samme behandling, for sjældent har et metalalbum været så råt for usødet som den selvbetitlede og, ikke mindst, så relevant for sin sam- og fremtid. Det vakte dengang en masse besynderlige følelser i mig, der blandt andet ledte mig til at reflektere over om jeg kan tillade mig at kritisere hvordan en protest bliver formuleret, når jeg ikke selv er en aktiv del af den bevægelse der protesterer. Den samme følelse måtte jeg tackle undervejs i showet, for hånden på hjertet: hvordan fanden klapper man med på et nummer som ‘Tuskegee’?
Nemt nok: med begge hænder. Og bifald var der rigeligt af i løbet af aftenen, til et band der nok ikke var fuldtallige grundet sygdom, men som ikke desto mindre lagde alle kræfter i, for at dække over deres fraværende kolleger. Til larmende bifald og en introduktion, der mindede os om, at ikke alle træer bærer spiselige frugter, betrådte et amputeret ensemble Pumpehusets scene og kastede sig direkte ud i ‘Church Burns’. Manuel Gagneuxs lyse vokal druknede i den dybe ende, men rettede heldigvis op i tide til ‘Götterdämmerung’ og dens almægtige raseri. Den ætsende kvalitet ved vokalen på pladen var intakt live og staccatorytmerne fungerede som dirigentstok for den skov af arme der rejste sig i vejret, med en knyttet næve for enden.
Zeal & Ardor er emotionelt, råt og brutalt og jeg mener ikke kun rent sonisk. ‘Ship on Fire’ er et af de numre, der stikker i halsen og det var næsten surrealistisk at bevidne kontrasten mellem en hyggesnakkende Manuel der ledte salen an i en fødselsdagssang for bassist Lukas Kurmann og den Gagneux som leverede en perlerække af numre. På dennes opfordring sang salen lystigt med på især ‘Blood in the River’, ‘Gravedigger’s Chant’ og ‘Run’, men så var det som om den bagerste halvdel af salen glemte hvor de var og rettede deres opmærksomhed mod hinanden. Det ærgrede mig, da de præsterede at overdøve interaktionen mellem hengivent publikum og veloplagt orkester.
Vi tog natten tilbage
Frontmanden havde ellers godt greb om sine mangfoldige fans. En ung mand med for meget indenbords blev hjulpet ud af pitten, til resten af de fremmødtes applaus. Han jokede med en entertainers charme, men formåede alligevel, trods de mange muntre indslag, at trække tæppet væk under mig. Efter den fællesklap-inducerende og hidsigt black metallede “We Can’t Be Found”, betror Gagneux sig til os, at han egentlig havde tænkt sig at skrive en tale. Det havde han bare ikke haft tid til alligevel, så her kom der en sang om folkemord.
Og her vender vi så tilbage til ‘Tuskegee’, fra den kulsorte ‘Wake Of A Nation’, som vi reflekterede over, i et år der bedst kan beskrives som horribelt på alle leder og kanter. Sidst jeg udtalte mig om Zeal & Ardor, lagde jeg ikke skjul på hvor meget budskabet påvirkede mig, og hvordan det ikke var let at udtale sig om manglende privilegier, som priviligeret. Den samme følelse oplevede jeg i Pumpehuset. Til gengæld hersker der ingen tvivl om at det var en god koncert, uanset det lydkiks under ‘Death to the Holy’, der havde fået Parken til at rulle med øjnene og det sædvanlige ævl fra publikum.
Afslutningsvis gjorde ‘I Caught You’ og 'Baphomet' sit for at sætte et stærkt punktum for en stærk koncert og jeg kan kun anerkende alle fires indsats. God kunst formår at rykke ved noget i modtageren, hvad end det så indebærer for individet. Hvordan et budskab formidles er afgørende for hvordan det bliver modtaget, og kombinationen af spas fra scenen og systematisk undertrykkelse gennem århundreder havde jeg langt sværere ved at forene, end black metal og afro spirituals. Begge genrer beskæftiger sig med opgør mod overmagt – og I dette tilfælde Satan – omend jeg vil argumentere for, at der er lidt mere substans i den sidste. Jeg siger tak for en medrivende koncert og kvitterer for gåsehud og knude i maven med topkarakteren.