Stadig skizofrent, endnu mere sublimt

_XTD8812
DSCF6534
_XTD8974
DSCF6577
_XTD9042
_XTD8740
DSCF6426
DSCF6296

Zeal & Ardor lukkede deres verdensturné på magisk vis og serverede den muligvis bedste metalkoncert på dansk grund i år.

Kunstner
Titel
+ Nyos
Spillested
Dato
09-11-2019
Trackliste
1. Sacrilegium I
2. In Ashes
3. Servants
4. Come On Down
5. Row Row
6. Blood in the River
7. Waste
8. Fire of Motion
9. Gravedigger's Chant
10. Stranger Fruit
11. Ship on Fire
12. You Ain't Coming Back
13. We Never Fall
14. Built on Ashes
15. We Can't Be Found
16. Don't You Dare
17. Devil Is Fine
18. Baphomet
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
666

Det er sjældent, at konstellationerne rammer så perfekt. At en musikalsk oplevelse er så fuldendt, at man står som en måbende tilskuer og blot kan håbe, at det her varer for evigt. At denne stemning, denne følelse af at overvære en ophøjet kraftpræstation af en koncert, blot vil blive siddende i én til den sidste dag. Som en anmelder med et par hundrede koncerter på tapetet over et kalenderår når man tæt på den følelse en 5-6 gange årligt. Og så er der den ene gang, hvor alt er godt.

Sådan en koncert bød Zeal & Ardor os på med det sidste show på bandets verdensomspændende og langstrakte tour, der allerede har været i Danmark to gange indenfor det seneste halvandet års tid. Begge gange, på Copenhell og i Pumpehuset i København, med habile præstationer. Men tredje gang blev lykkens gang, hvor Zeal & Ardor for alvor skrev sig ind i denne anmelders historiebog.

Inden turen kom til de schweiziske genrebastarders triumftog, var det opvarmningen fra den finske duo Nyos, der stod for at udfordre det behageligt store århusianske publikum. Som denne aften skulle have stor ros for det tidlige og talrige fremmøde, den gode opførsel og evnen til at indleve sig i musik, der udfordrer lytteren. Store dele af det faste århusianske metalpublikum var denne weekend stukket nordpå til Aalborg Metal Festival, og tilhørerne var i stedet en broget skare af par på date, akademikere, unge som gamle, skæve eksistenser, tilfældige nysgerrige og forbløffende få battleveste. Fælles for dem var viljen til at opleve og lytte entusiastisk og lade sig begejstre, og publikums indsats havde absolut sin indflydelse på succesen denne aften.

Skævt, skørt - finsk
Kun oplyst nedefra af en enkelt, nøgen pære placeret midt imellem de to bandmedlemmer havde Nyos lagt op til et minimalistisk show. Hvilket ikke kunne være fjernere fra sandheden. Ansporet af et atmosfærisk, drømmende keyboardbacktrack kastede de to musikere, trommeslager Tuomas Kainulainen og guitarist Tom Brooke, sig omgående ud i at udforske snart sagt alle farverne på genrepaletten. Fra et post-punket new wave-udtryk bevægede bandet sig ud i skæve, kaotiske utakter, hvor ingen rytme og mønster fik lov at stå mere end et par takter, før ekspeditionen gik videre til nye genrer og nye lyde.

Kainulainens trommespil var konstant uforudsigeligt, søgende, ekvilibristisk og nærmest fusionsjazzet. Snart duftede bandet til en dronet lyd, så kastede de sig lynsnart ud i et post-metallisk industrial-eksperiment, som fik lov at vare et halvt minuts tid, inden funk, nu-metal og hiphop pludselig satte sig små overraskende aftryk i det kalejdoskopiske lydbillede, der var Nyos. Bandet optrådte instrumentalt, og de adskillige numre, de spillede, lod de ubesværet væve sig ind i hinanden, så helhedsindtrykket var én lang, kaotisk, legende og drillende musikalsk tour de force. I få øjeblikke fandt de to sammen i gungrende, tunge metalliske riffpassager, der næsten tog pusten fra én midt i al den musikalske leg. Nyos var en oplevelse, der var ligeså svær at definere, som den var at finde hoved og hale i. Men den halve times musikalske ekspedition gjorde et fint indtryk hos et taknemmeligt og feststemt publikum, der tog særdeles godt imod Nyos’ legestue.

Efter en kort pause gik Zeal & Ardor på scenen. Bandets karakteristiske logo udført som en lysinstallation, der viste sig at udgøre en central del af bandets visuelle udtryk, gjorde det ud for et bagtæppe, foran hvilket den sortklædte kvintet med bandchef Manuel Gagneux som naturligt centrum kastede sig ud i en magtdemonstration af fortrinligt musikalsk håndværk, glimrende og nøje afmålt showmanship og en intensitet, der er de færreste bands forundt. Udgangspunktet var den halvandet år gamle andenplade ’Stranger Fruit’, der fraset instrumentaler og introer blev spillet i sin helhed, garneret med numre fra debuten og et par nye skæringer.

Ét langt klimaks
I en koncert tætpakket med højdepunkter var den særegne og sublime blanding af rørende Tom Waits-smagende blues og brutale blastbeats i ’Come on Down’ det første. ’Row Row’ satte gang i en folkelig gang fællesklap, inden nummeret eksploderede i sit blackmetalliske klimaks. Den sørgmodige soul-følelse i ’Blood in the River’ skabte en sugende sorgfuld intensitet både hos band og publikum, der efterfølgende blev skreget ud i det amokløb, der er den grindcore-lignende ’Waste’. Det modsætningsforhold er særdeles sigende for, hvad der gør Zeal & Ardor så unikt. Det er denne modsætningsfyldte smeltedigel af genrer, der snart er stille, smuk og melankolsk med sin bluesede sydstatscharme for dernæst at transformere sig til et bombardement af smertensskrig og aggression gennem den koldeste, vredeste black metal.

Bandet havde leveret fra første akkord, hjulpet på vej af fænomenale lydforhold, der selv for ellers solide Voxhall var ekstraordinære. Det måbende publikum havde blot suget til sig af den stigende intensitet, der vældede ud over scenekanten, mens Gagneux bedyrede, at det var tourens sidste show, og at de havde planlagt at dø på scenen i aften. Og musikernes indlevelse og entusiasme var tydelig. Gagneux som det sorte fyrtårn i midten flankeredes forrest på scenen af korsangerne Denis Wagner og Marc Obrist, der, udover at bidrage med eminente vokalharmonier, kastede sig rundt i voldsomme og medrivende headbanging-sekvenser, når de ikke sang. Guitarist Tiziano Volante var et evigt bevægeligt elektron over alt på scenen, og trommeslager Marco von Allmen spillede upåklageligt, hvadenten han kastede sig ud i croonende soul eller norske blast-serier.

Og triumftoget fortsatte hos et band, der satte livet ind på at levere et højdepunkt denne aften. Det sjælfulde titelnummer fra bandets seneste plade tillod et åndehul, inden urovækkende sjælere som ’You Ain’t Coming Back’ og eminente ’Built on Ashes’ forsikrede os om, at verden er et ondt, mørkt og smukt sted. En ondskab og et mørke, der efterfølgende eksemplificeredes i den ekstreme, voldsomme ’We Can’t Be Found’. Et naturligt, gåsehudsfrembringende klimaks blev nået med den sataniske spiritual ’Devil Is Fine’, inden finurlige ’Baphomet’ satte punktum.

Denne lørdag på Voxhall var en aften bygget af ekstremer. Fra Nyos over Zeal & Ardor, der skiftevis var smukt og grimt, dragende og aggressivt, voldsomt i sin musikalitet og afvæbnende i Gagneux’ brede smil og tydelige benovelse over den effekt, hans egen musik havde på det medlevende publikum. Fælles for det hele var, at det var udført til perfektion. Og der var næppe én eneste tilhører, der ikke gik derfra med et stort smil på læben efter en katarsisk koncertoplevelse, rundet af med Gagneux’ velmente opfordring til en fortsat god aften: ”Drink stuff. Be kind. Etcetera.”