Black metals nye rebeller

Få timer inden Zeal & Ardor leverede én af årets bedste koncerter på dansk grund, tog vi en snak med bandet om at være politiske, om at blande nyt og gammelt og om aldrig at stå stille kunstnerisk.

Lørdag eftermiddag. Jeg er netop vendt tilbage til Aarhus efter to dage på Aalborg Metal Festival, en solid Primordial-koncert aftenen før og minimum én skovlfuld bajere, jeg sikkert fint havde levet uden. Den noget tidlige hjemkomst fra festivalen skyldes Zeal & Ardor, der samme aften lukker deres langstrakte verdensturné på Voxhall i Aarhus. Tømmermændene kæmper for at blive i kroppen, mens bandets frontmand Manuel Gagneux smilende gelejder mig ind på spillestedet til en tiltrængt kop kaffe. Samme Gagneux, der få minutter senere afslutter bandets lydprøve i den tomme sal med sammen med sit fire mand høje orkester at brage to numre af sted med en indlevelse og intensitet, der for alvor tænder op under forventningerne til, hvad vi har i vente i aften.

Endnu 20 minutter senere har jeg sat mig ned med hele Zeal & Ardor. Hvad der skulle være et interview med Gagneux udviklede sig til et regulært stormøde, da bandet ”alligevel ikke havde andre planer lige nu”, og korsangerne Denis Wagner og Marc Obrist, trommeslager Marco von Allmen og guitarist Tiziano Volante optager nu én af Voxhalls bløde backstagesofaer, mens bandchefen selv, energisk gumlende på en pære, storsmilende og med en ny farjoke på vej når som helst, tager til takke med en af de hårde stole i lokalet. En noget minimalistisk trone til manden, der stort set egenhændigt skrev én af sidste års allerbedste udgivelser.

Selv om andenpladen ’Stranger Fruit’ efterhånden har halvandet år på bagen, virker det oplagt at spørge til den. Pladen brillerede ved at have en større, mørkere og mere metallisk brutal klang end debuten ’Devil Is Fine’ fra 2016. Samtidig gik Gagneux fra den gimmick, der var et minimalistisk mix af negro spirituals og black metal til at inkorporere elementer af thrash, Motown-lyd og swingmusik i den eksisterende blanding, hvilket resulterede i et udtryk med langt flere facetter og en mere tidløs lyd. Var det mon meningen?

– Egentlig ikke bevidst, beretter Gagneux. Det kom af, at jeg løbende tilføjede elementer fra genrer, jeg personligt godt kunne lide, og det viste sig bare at fungere i sammenhængen. Det var ikke en stræben efter at få så mange inspirationer puttet ind som muligt. Men jeg skrev altså også en del sange, der ikke var særlig gode, og som aldrig bliver udgivet, så det var ikke alt, der fungerede.

Hvorefter han slår en rå og hjertelig latter op, der runger gennem rummet. Den første af mange i løbet af interviewet. Trods det sortmetalliske udtryk i bandet er det tydeligt, at mens musikken bliver taget seriøst, er ingen af de fem alt for selvhøjtidelige. I betragtning af, at Zeal & Ardors udtryk oprindeligt er et produkt af en udfordring, Gagneux blev stillet på websitet 4Chan, virker det oplagt at spørge, om bandets musikalske udtryk kunne have endt et helt andet sted?

– Jeg prøvede en mængde kombinationer af genrer, og de fleste lød forfærdeligt. Salsa og trance, eksempelvis. Men denne her blanding lød spændende, og jeg havde med det samme en del idéer til, hvordan det kunne eksekveres. Samtidig er jeg også virkelig glad for black metal, fortæller Gagneux, der indtil da havde gjort sig mere i kammerpop-genren og soloprojektet Birdmask.

Forskellen på debuten og ’Stranger Fruit’ er også, at Gagneux i mellemtiden udvidede Zeal & Ardor fra at være et enmandsprojekt til at være et decideret band. Har det mon haft indflydelse på bandets lyd?

– Absolut. For det første var ’Devil Is Fine’ en samling af forskellige sange og forsøg, jeg havde arbejdet kortvarigt på. Det viste sig at være en succes, og med ’Stranger Fruit’ fik jeg i højere grad en chance for at tænke ideerne igennem og føre dem fuldt ud i livet. Og ja, de her smukke mennesker har helt sikkert haft deres indflydelse på, at det hele er blevet mere aggressivt, indrømmer Gagneux, mens han grinende gestikulerer over mod kvartetten ved siden af ham.

– Marco (von Allmen, trommeslager, red.) og Tiziano (Volante, guitarist, red.) kommer begge fra metalcore-miljøet i Schweiz. Den der meget djentede indgangsvinkel. Det er også derfor, Tizi skal have så mange strenge på sin guitar, skraldgriner Gagneux. Og Marc (Obrist, korsanger, red.) er en stor stoner rock-fan. Så selv blandt os og vores metalsmage lytter vi til meget forskelligt, Meshuggah, Baroness, sære ting som Portal. Der kommer mange forskellige inspirationer ind over. Og for mig personligt, fremfor alt Tom Waits. Fordi han evner at bygge verdener i sine sange. Det øjeblik, du lytter til en af hans sange, står du dér, i situationen. Du er til stede i sangen. Det er en effekt, jeg meget gerne har villet bruge. Samtidig har han også denne rustikke, skramlede lyd over sig, som fungerer godt.

Iscenesættelsens vigtighed
Netop viljen til lyrisk og stemningsmæssigt at opbygge scenarier, der trænger ind under huden, har været et gennemgående element på begge Zeal & Ardors plader. Mens der har været meget fokus på mødet mellem de traditionelt gudfrygtige spirituals og modpolen, satanmetallen, er det svært ikke at fornemme den politiske snert, der også ligger i bandets univers. De undertrykte, slaverne og de lavere klassers kamp for at gøre oprør og blive frie. Er Zeal & Ardor i bund og grund et politisk band?

– Vi er i hvert fald også et politisk band, bekræfter Gagneux. Men udover at være politisk handler det også om at skabe et narrativ at udtrykke det igennem. Hvis du har et budskab, men du vælger at udtrykke det gennem et medium, som er kedeligt, så vil folk i bund og grund være ligeglade. Du skal have en idé, et udtryk, som kan fange folk, for at du for alvor får dem til at lytte og tænke over tingene.

Så idéen er at bruge alkymiens fremgangsmåde, som I også hylder på ’Stranger Fruit’, nemlig at bryde helheder og i delelementer og sammensætte dem på nye måder. Som I har gjort med det forskellige musikgenrer, således også med ikke umiddelbart kompatible koncepter som religiøs lovsang, satanisme og venstrefløjspolitik?

– Præcis, ja!, udbryder Gagneux begejstret. Men igen, efter at læst en del op på symbolikkerne og det okkulte i den moderne satanisme, så handler den jo i høj grad også om at efterstræbe personlig frihed. Hvilket slaverne ikke havde dengang, og hvilket nogle sorte mennesker også kæmper med at få nu. Så satanismen og de politiske holdninger er ikke totale modpoler.

– Uanset hvad åbner lagene i musikken for, at man kan fortolke i en mængde forskellige retninger, konkluderer Tiziano Volante.

– Og så er koblingen mellem politik og satanisme også rimelig fucking cool, gnægger Gagneux.

Latter bordet rundt. Så skal vi trods alt heller ikke tage os selv mere seriøst.

Politiske for enhver pris
Men skal man så forvente, at Zeal & Ardor vil gøre et større nummer ud af at skabe politisk musik? Det kræver ikke meget mere end et opslag på Blabbermouth eller et flashback til sommerens Refused-koncert på Copenhell for at forstå, at mange metalfans ikke vil have, at deres musik er politisk.

– Jeg tror ikke, med tanke på hvordan det internationale politiske klima er netop nu, at man kan tillade sig at have to meninger om det. Ja, vi vil være politiske. Det er meget sigende, at hvis Rage Against the Machine kommer tilbage, hvis selv Zack De La Rocha vender tilbage, så er der noget galt. Det siger lidt det hele.

Men betyder det mon noget for bandet, at en del af deres fanskare foretrækker, at de ikke er politiske?

– Jeg kommer fra en baggrund som teenager i punkmiljøet, og for mig går den hårdere musik og politiske holdninger hånd i hånd, fortæller Tiziano Volante. Men der var en tendens til, omkring 2008-2009, at folk blev træt af at lytte til politiske bands. De ville hellere fokusere på musikken uden at skulle tænke så meget …

– Måske var det et produkt af, at folk var træt af bands, der prædikede for åbenlyst politisk op gennem 90’erne, byder Gagneux ind. Bands, hvor den politiske holdning tog forrang for den musikalske kvalitet. Hvor vi, som sagt, prøver at flette de politiske budskaber mere subtilt ind i vores sange.

– Og helt ærligt, hvis vi mister noget af vores publikum på grund af det, så er vi sgu ligeglade, griner Volante, mens resten af bandet nikker samstemmende.

– Det ville være kujonagtigt af os ikke at være et politisk band, bare fordi vi nu er blevet større, samstemmer Gagneux. Det kan ikke rigtigt lade sig gøre at tage ud af det koncept, og de kulturelle områder (satanisme og slaveri, red.), som vi arbejder med. Hvis der intet politisk er på den næste plade, er du meget velkommen til at skrive en artikel om mig med overskriften ”This Fucking Idiot!”.

Og igen runger rummet af latter.

Opbrud i traditionerne og uskrevne bøger
Med bandets venstreorienterede budskab, eksemplificeret ved albumtitlens reference til Abel Meeropols anti-racistiske digt ’Stranger Fruit’ fra 1937, kombineret med Manuel Gagneux’ egen mørklødede hud, er det svært ikke at forestille sig, at han kan have oplevet visse problemer med sit engagement i black metal-scenen, som har sin andel af højreorienterede bands og kunstnere. En forestilling, Gagneux straks bekræfter, da jeg stiller ham spørgsmålet, og det evigt imødekommende smil for et øjeblik forsvinder.

– Det er noget, jeg har besluttet ikke at tale om, fordi jeg ikke vil tillægge det mere vægt, end det allerede har. Jeg elsker genren i sig selv, så jeg vælger at lave acceptabel musik og derudover ignorere holdningerne til min person og musik. På den måde mister de meget af deres vægt og værdi.

Jeres publikum er måske heller ikke det typiske black metal-publikum?

– Det får du at se senere, byder Volante ind. Det er meget blandet og meget farverigt, men det afhænger selvfølgelig også af sammenhængen, hvori vi optræder.

– De klassiske metalfestivaler har naturligvis det klassiske metalpublikum, men vi har også optrådt på pop-, stoner-, alle mulige festivaler, og vores publikum er blandet derefter. Specielt i USA oplevede vi de her publikum bestående af mennesker fra de mest modsatrettede sociale og kulturelle baggrunde, folk i alle aldre, med alle mulige forskellige musikpræferencer. Det er smukt at opleve, fortæller Gagneux.

– Specielt i LGBTQ-miljøet har vi faktisk mange fans, fortsætter Volante. Det er ret cool, og det er ikke lige publikummet, man ville forvente til en traditionel black metal-koncert. Nu er jeg ikke selv så godt inde i black metal-miljøet, men for mig virker det meget stift, og mange mennesker er måske en smule usikre på sig selv. Så kan det være svært at byde nye mennesker ind i klubben, og det prøver vi gerne at hjælpe med gennem vores musik.

– Vi er nogen fucking hippier, vi ved det godt. Gagneux. Latter.

Mens snakken lakker mod enden virker det oplagt at spørge ind til, hvilken musikalsk vej Zeal & Ardor nu vil vandre. I aften er sidste show på den langstrakte verdensturné, så venter en lille håndfuld hjemme i Schweiz. Og hvad så?

– Det er det store spørgsmål, som skal besvares, medgiver Gagneux. Vi har besluttet os for simpelthen at sætte bandet på pause et halvt års tid for at tænke over, hvilken retning vi nu vil bevæge os i. Vi er, forstået positivt, nået til et punkt, vi aldrig forventede at nå til. Og nu skal vi så til at foretage os ting, vi aldrig troede, vi ville komme til at foretage os.

Hvorfor forventede I aldrig at nå hertil?

– Jeg tror ikke, nogen nogensinde har planlagt, at ”nu har jeg skrevet det her musik, nu skal jeg turnere over hele verden”. Ingen laver den slags femårsplan. Nu skal vi til at reagere på folks reaktion, som vi egentlig ikke havde forventet, så herfra skal vi lidt famle os frem for at finde ud af, i hvilken retning, vi nu skal.

– Vi blev oprindeligt bedt om at spille otte koncerter, indskyder Denis Wagner, inden han ingen synker tilbage i lytterrollen bagerst i sofaen.

– Og her står vi nu, 250 koncerter senere, understreger Manuel Gagneux.

Så den positive reaktion har været en overraskelse?

– Mig og mine venner lyttede meget til Manuels Birdmask-materiale, fortæller Tiziano Volante. Og som med det troede vi ikke, Zeal & Ardor nogensinde ville blive noget, der ville komme ret meget længere ud end den schweiziske metalundergrund. I stedet har vi opnået en vis popularitet, og Zeal & Ardor har vokset sig stort på rekordtid.

Mens bandet taler om den uudforskede fremtid er det værd at erindre, at Zeal & Ardor musikalsk startede som en gimmick. Tror bandet mon selv, at folk bliver trætte af konceptet? Og hvor længe kan de holde det kørende?

– Vi skal helt sikkert have rusket op i tingene, indrømmer Gagneux. Der vil komme et naturligt slutpunkt, hvor vi er færdige med at udforske denne her blanding, ikke mindst for ikke også selv at begynde at kede os. Det er muligt, at vi bliver nødt til at putte endnu flere genrer ind i blandingen.

– Der er en uskrevet bog, der skal skrives nu, stemmer Volante i.

– Så mange nuancer, vi kan udforske, udbryder den indtil nu stumme trommeslager Marco von Allmen.

– Vi vil i hvert fald ikke blive det der band, der udgiver en ’Stranger Fruit 2’, og så derfra udgiver den samme plade år efter år efter år. Helst omkring juletid, understreger Gagneux, indtil rummet igen eksploderer i et grin, der fint konkluderer, at uanset hvor meget sjov Zeal & Ardor har indbyrdes, er seriøsiteten i musikken stadig alfa og omega. En musik, der er skælmsk, skæv og omskiftelig, og som angiveligt først lige er begyndt at tage form.