Copenhell 2018: Guide til torsdagen

Smertegrænsens Toldere, UxDxS og Nyt Liv blæser liv i andendagen på Copenhell, der på musikfronten serverer rock og metalcore i stride strømme, atmosfæriske eksperimenterer med Zeal & Ardor, mens et dansk band har fundet vej i midnatsmørket.

Med ekkoet fra Red Warszawa dundrende i den tømmermandsbefængte hjerne er der al mulig grund til at kickstarte torsdagen foran Pandæmonium, inden det senere på dagen går løs med et varieret musikprogram og alskens gøglerier på den betonbelagte festivalplads.

SMERTEGRÆNSENS TOLDERE/UxDxS/NYT LIV - Pandæmonium, kl. 13.30

Fordi: Det er umådelig gennemtænkt fra Copenhells side at sparke festivalen sår'n for alvor igang med en tretrinsraket af noget af det bedste hardcorepunk, vores yndige lille land kan præstere. Hvordan det helt kommer til at spænde af, ved vi ikke, men et solidt gæt er, at hvert band får 20 minutters tid til at præsentere deres materiale. Det kommer i hvert fald til at gå stærkt.

Smertegrænsens Toldere er, udover det fedeste bandnavn i danmarkshistorien, dansksproget hardcore af den gamle slags. Centreret omkring Cola Freaks-sanger Mads Stobberup og tidligere Hatesphere-frontmand Jacob Bredahl er det en flok rutinerede gutter, der er sublime og kompromisløse i deres tilgang til punken. Bandet har en enkelt ep på gaden, og har tilbage i februar udgivet en split med netop UxDxS.

"Kompromisløs" beskriver også meget godt UxDxS' tilgang til punken. Det er hurtigt, det er brutalt, og det er tenderende til grindcore. Bandet er oprør, vanvid og fordærv skåret ned i en plade, og for den lidt mere magelige del af Copenhell-publikummet bliver deres optræden nok lidt af en øjenåbner. Bandet har udgivet en fuldlængde og en ep. inden de som nævnt udgav en split-ep med Smertegrænsens Toldere for et par måneder siden.

Nyt Liv er et relativt nystartet orkester, der udgav deresførste ep 'Livet Brænder' i august 2017. Det er dog rutinerede og knivskarpe folk med en fortid i bl.a. As We Fight, Numbnuts og Pilgrimz, man finder bag instrumenterne. Bandet er en lidt mere melodisk mundfuld ovenpå UxDxS' grindcore-overfald, men det er stadig hardcore med masser af nerve og attitude og med rigeligt på hjerte i de dansksprogede tekster.

For: Folk, der kan lide deres punk velspillet (gisp!) og godt lige kan overskue en buffet med både det gamle, det altødelæggende og det fremadskuende.

Pensum: Skumle demoer!

TREMONTI - Hades kl. 15

Fordi: Tremonti vender tilbage til Copenhell efter bandets første besøg på festivalen i 2016. Guitaristen Mark Tremonti er nok først og fremmest kendt for sin fortid i det amerikanske rockband Creed og senere som leadguitarist i stadionrockbandet Alter Bridge, der desuden spillede på Copenhell i 2017. Til forskel fra sin rolle i Alter Bridge har Tremonti indtaget en fast position bag mikrofonen i sit soloprojekt, hvor han leverer en klassisk, ren rockvokal, der hverken overrasker eller skuffer sit publikum, i et setup med plads til den melodiske guitar, der er så karakteristisk for netop ham.

Med soloprojektet og dets tre anmelderroste udgivelser i ryggen har Tremonti efter hånden skabt sig en betydelig fanskare herhjemme, og mon ikke der igen vil blive skrålet med på en ballade som 'Dust' og speed metal-inspirerede sange som 'Another heart' og 'Rising Storm', når han gæster Copenhell til sommer. Koncerten kommer til at stå i den lyttervenlige guitars tegn og vil uden tvivl favne det brede publikum, som Copenhell igen i år har valgt at satse stort på.

For: Fans af Volbeat og Creed.

Pensum: 'All I Was', 'A Dying Machine'

THE LAST INTERNATIONALE - Pandæmonium kl. 15.15

Fordi: Mere alternativt, blues-rocket og væsentligt mere politisk indigneret bliver det, når The Last Internationale indtager scenen. Sangtitler som ’Life, Liberty and the Pursuit of Indian Blood’, ’1968’ og ’Workers of the World Unite!’ giver sammen med bandnavnet et sikkert fingerpeg om trioens ideologiske ståsted, og det er da også en revolutionær venstreorienteret politik, som de stiftende medlemmer, forsanger og bassist Delila Paz og guitarist Edgey Pires, advokerer for. At de så har Brad Wilk fra Rage Against the Machine, Audioslave og Prophets of Rage med på trommer, forstærker kun den politiske pondus.

Albumdebuten ’We Will Reign’ udkom i 2014 og bød på en blueset garagerock, der lyder af The White Stripes, men også trækker tråde tilbage til den amerikanske tradition for politisk folk, og på sidste års unplugged-album var det den amerikanske borgerrettighedsbevægelses sange, der blev fortolket ved siden af covers af koryfæer som Woody Guthrie og Kris Kristofferson. Et nyt album skulle være på vej.

For: Fans af garagerock, Janis Joplin og The Raveonettes

Pensum: 'Soul on Fire'

PARKWAY DRIVE - Helvíti, kl. 16.15

Fordi: Udover Killswitch Engage er der kun ét metalcore-band, der for alvor har formået at slå igennem på globalt plan. Surfer-core-bandet fra landet down under har over de sidste 15 år fastcementeret deres position på den internationale scene. Deres udgivelser er sjældent meget mere end middelmådige, men deres live-shows og -optræden er til gengæld noget af det stærkeste, man kan komme i nærheden af. 

Parkway Drive vender tilbage til Copenhell, og det er en kærkommen booking. Sidst den australske kvintet gæstede Copenhell, var i 2013, hvor deres koncert blev belønnet med en velfortjent topkarakter. Siden da har bandet udgivet deres 6. studiealbum, ‘Reverence', og spillet flere koncerter i Danmark. Vi oplevede dem senest på Wacken Open Air sidste år, hvor de lukkede Party Stage, endnu en gang til topkarakter. 

Parkway Drive er et af det absolut bedste metalcore-bands på en scene. Deres koncerter er oftest rene energiudladninger og bombardement af sanserne. Siden vi så australierne sidst, og siden de sidst gæstede Danmark, har kvintetten turneret med et inferno af et sceneshow, der både involverer omvendte trommesæt, fyrværkeri, pyroteknik og lys i alle former. Det bliver ikke kun lyttevenligt, men også seværdigt, når Winston McCall og resten af Parkway Drive vender tilbage til Copenhell.

For: Fans af bandets seneste to udgivelser, der forventes at have en voldsom overvægt i sætlisten. Hertil alle, der elsker et intenst sceneshow, med ild, fyrværkeri og alt det andet, der bare er pissefedt kl. 16:00.

Pensum: Kast dig over de seneste to udgivelser 'Reverence' og 'Ire' krydret med numre som 'Carrion', 'Karma' og våhåhåh-baskeren 'Wild Eyes'.

ZEAL & ARDOR - Pandæmonium kl. 17.30

Fordi: For festivalens musikconnaisseurer disker Copenhell op med schweizisk-amerikanske Zeal & Ardor, der oprindeligt var Manuel Gagneuxs sociopolitiske enmandsprojekt, men som, i takt med at hans debutplade fra sidste år, 'Devil Is Fine', har haft godt vind i undergrundssejlene, er blevet udvidet til et større orkester. Stilen kan kaldes for en sumpet form for afroamerikansk black metal. Der trækkes lige så meget på den spirituelle vokalmusik, som slaverne for alamerende få år siden brugte som frihedssøgende værktøjer på bomuldsmarkerne, som der trækkes også på en black metal med progressive, semisymfoniske undertoner. Til trods for den aparte sammenblanding af genrer har flere af debutpladens numre en særlig udadvendthed, og det er slet ikke utænkeligt, at Zeal & Ardor vil passe som fod i hose hos Copenhells publikum.

For: Fans af avant-garde metal.

Pensum: 'Zeal and Ardor', 'Stranger Fruit'

ASKING ALEXANDRIA - Hades, kl. 17.45

Fordi: Den amerikanske metalcore-kvintet Asking Alexandria vender tilbage til Copenhell. Sidst de gæstede Copenhell var i 2015, hvor de spillede en noget tam koncert. Dengang havde Denis Stoff overtaget mikrofonen fra Danny Worsnop få uger forinden. Den plads holdt han et lille års tid, inden bandets originale forsanger vendte tilbage, og så var der ellers ballade i Alexandria-land. Officielt blev Stoff opsagt, da han ikke var til at komme i kontakt med. Det faldt lidt for tilfældigt sammen med, at de resterende medlemmer og Worsnop fik klinket skårene. En situation, som guitarist Ben Bruce sidenhen flere gange har kategoriseret som en “full circle”. 

Asking Alexandria startede som et gennemsnitligt metalcore-band, men har de seneste par år bevæget sig mod en mere heavy metal-orienteret lyd, hvilket også tydeligt kan høres af de første to udspil fra den kommende plade, ‘Into the Fire’ og ‘Where Did It Go?’. Især førstnævnte lugter af fællessang og storladen stadion-heavy.

Om bandet stadig ikke spiller numre fra ‘The Black’, om resten af den kommende plade følger samme mønster som singlerne, og hvorvidt Asking Alexandria formår at tage revanche på Copenhell, må vi finde svar på inden længe. 

For: Alle, der kan lide melodiøs metalcore. 

Pensum: Bandets seneste femte udgivelse 'Asking Alexandria', er en streg i sandet og forventes at få meget plads på sætlisten.

NIGHTWISH - Helvíti, kl. 19.15

Fordi: Kun en uge efter vi her på Devilution kiggede i glaskuglen, blev vores spådom opfyldt. Det blev således et faktum, at Nightwish skulle spille på Copenhell 2018!

Bandet gik for tolv år siden ind i rodet periode, der startede med fyringen den oprindelige forsanger Tarja Turunen og fortsatte i årene frem med indslusningen og den efterfølgende udskiftning af efterfølgeren Anette Olzon. Men efter at bandet nu siden 2013 har haft Floor Jansen i front, synes der at være faldet ro over tingene, og Nightwish kan for alvor koncentrere sig om at genvinde det i kaostiden tabte terræn inden for den symfoniske metal.

Der er efterhånden gået mere end tre år siden det seneste album, ’Endless Forms Most Beautiful’, som udkom i marts 2015. Vi var ganske godt tilfredse med den udgivelse, hvor vi fremhævede Floor Jansens præstation, men satte et lille spørgsmålstegn ved bandets fremtid under hensyntagen til, at bandets stifter og hovedkomponist syntes at bevæge bandet i retning af filmmusik.

Heldigvis kan man konstatere, at bandet stadig er flyvende på tilsyneladende mere end bæredygtige vinger. Bandet har holdt pause i 2017, i forbindelse med at Floor Jansen har fået sit første barn, men påbegyndte en længerevarende USA-turné i starten af 2018. Det bliver således et forhåbentlig gennemsammenspillet band, der i juni gæster Copenhell.

Desværre synes der ikke at være nærtstående planer om udgivelse af et nyt album fra Nightwish, selv om et opsamlingsalbum er på vej. Men udover sange fra ’Endless Forms Most Beautiful’ er der bestemt en række store klassikere fra bandets tidligere album at se frem til et genhør med på næste års Copenhell.

For: Fans af poppet, symfonisk og pompøs hårdrock

Pensum: 'Angels Fall First', 'Once', 'Endless Forms Most Beautiful'

THY ART IS MURDER - Pandæmonium kl. 20.30

Fordi: Når Thy Art Is Murder besøger Copenhell, er det fire år siden, de sidst gæstede festivalen. Dengang spillede bandet en svært definerbar omgang smadder, som ikke overbeviste vores anmelder. Rigtig meget er sket for den australske kvintet siden da. Der er blevet leget stoledans om forsangerpladsen, en konkurrence, Chris McMahon endte med at vinde, efter han ellers selv havde forladt den. Mere relevant er udgivelsen af bandets to seneste udgivelser. ’Holy War’ (2015) og sidste års ’Dear Desolation’. To stærke plader, der har givet bandet en plads som et af de bedste nuværende deathcore-bands.

Australierne har efterhånden gæstet Danmark flere gange siden 2014. Både som opvarmning for landsmændene fra Parkway Drive og senest som hovednavn, da bandet lagde Lille Vega ned på en særdeles brutal deathcoreaften. At bandet vender tilbage til Copenhell og får mulighed for at tage revanche for koncerten i 2014, er kun velfortjent. Denne gang vil det sandsynligvis være klart for alle, hvilken type smadder Thy Art Is Murder begår sig i. Potent og aggressiv deathcore, der ikke sparer på mulighederne for at starte circlepits eller moshe igennem.

For: Sure mænd og kvinder, der kan lide at brøle ondt og hoppe højt til solide breakdowns.

Pensum: 'Reign of Darkness', 'The Purest Strain of Hate', Holy War' og 'Puppet Master'.

ARCH ENEMY - Hades, kl. 21

Fordi: Svenske Arch Enemy er nok det mest populære band inden for den melodiske dødsmetal. Guitarist Michael Amott dannede bandet efter sin kortvarige karriere som guitarist i Carcass. De udsendte i september 2017 deres 10. album, 'Will to Power', der dog overhovedet ikke imponerede vor anmelder, som kaldte det genbrug og tilbagelænet. Arch Enemy havde i mange år Angela Gossow som ikonisk forsanger, men hun trådte tilbage i starten af 2014 og er nu blot manager for bandet. I stedet fik de Alissa White-Gluz ind, og hun debuterede på 'War Eternal' senere samme år.

Det var også i 2014 på ryggen af netop den plade, at Arch Enemy for første gang spillede på Copenhell. Det var faktisk første gang, Devilution anmeldte Arch Enemy med den nye forsanger. Senere på sommeren så vi dem på Wacken Open Air, og siden har der været stille om bandet i Danmark. Nu er de dog tilbage med ny plade, og til sommer er de så tilbage på Copenhell. Med sig har de den velkendte guitarist Jeff Loomis, der i mange år var med til at definere lyden i Nevermore. Da han blev uenig med forsanger Warrel Dane, forlod han Nevermore, og bandet blev opløst kort tid efter. Siden har han været gæstemusiker og udsendt et enkelt soloalbum, førend han blev indlemmet i Arch Enemy.

Det har aldrig skortet på gode musikere i bandet; således heller ikke til sommer, når de gæster Copenhell for anden gang. Er man til dødsmetal, som man kan synge med på, så er de et oplagt navn at feste til.

For: Fans af melodisk dødsmetal

Pensum: 'Anthems of Rebellion', 'War Eternal', 'Will to Power'

AVENGED SEVENFOLD - Helvíti, kl. 22.30

Fordi: Johnny Christ var hverken til at hugge eller stikke i, da Devilution snakkede med bassisten i november sidste år: “Jeg må ikke sige noget lige nu. Men jeg kan da afsløre, at vi nok skal komme tilbage. Vi elsker at være i Danmark.”

Men hvad vi havde regnet ud ved at tjekke offentliggørelser fra omkringliggende festivaler og bandets egen turnéplan, viste sig også at holde stik: Avenged Sevenfold blev bekræftet som et af hovednavnene til Copenhell 2018. 

Og det kan godt være, at de fleste metalfans over 40 er overraskede over, at bandet er i den liga nu, men for dem, der har fulgt dem siden begyndelsen omkring årtusindskiftet, er det indlysende. I USA har Avenged Sevenfold længe været et af de allerstørste navne i metal, og de har udviklet sig med deres fans fra at være metalcore fuld af teenage-angst over heavy metal med hard rock-attitude og kæmpehits til sidste års voldsomt prætentiøse og imponerende gennemførte ‘The Stage’. Den plade er blevet genudgivet i en udvidet udgave, og til sommer får de danske fans så chancen for at få rådet bod sidste års lidt skuffende koncert i Royal Arena.

For: fans af moderne, amerikansk metal

Pensum: 'Waking the Fallen', 'Avenged Sevenfold', 'Hail to the King', 'The Stage'

MØL – Pændamonium, kl. 00:

Fordi: Møl er last-minute-bookingen, der skal opretholde kvantiteten i torsdagprogrammet, da Skindred i lørdags aflyste deres koncert og skabte en plads i line-uppet. Debutalbumet ’Jord’ ramte gaden i april, og gav straks ekko i anmelder-verdenen både til lands og internationalt, hvor de høstede mangeartede roser for de otte numre. Hos Devilutions egen anmelder kneb det med begejstringen over kvintettens bud på atmofærisk black metal og shoegaze anno 2018, men her blev også påpeget, at der er masser at komme efter hos Møl, når man vælger at købe præmissen, hvad er oplagt, når rammen er Copenhell, og den musikalske nysgerrighed skal pirres. 

For: Fans af Deafhaven, postblack og shoegaze

Pensum: 'Jord'

BULLET FOR MY VALENTINE - Hades, kl. 00.15

Fordi: Da emo-bølgen var på sit højeste i midt-00’erne, var britiske Bullet for My Valentine et af de bands, der gjorde sig særligt bemærket. På trods af at deres sangtekster fulgte genrens klassiske følelsesladede model, var musikken i den tungere ende og havde tydelige elementer af klassisk heavy metal, hvilket lod dem komme ud til et bredt publikum. Bandets populære debutalbum, ‘The Poison’, udkom i 2005 og sikrede dem blandt andet en US-tour med Rob Zombie og ikke mindst yderst succesfulde opfølgere, hvoraf flere kom på tredjepladsen på Billboards hitliste. Selvom bandets helt store hits som ‘4 Words (To Choke Upon)’, ‘All These Things I Hate (Revolve Around Me)’, ‘Scream Aim Fire’ og ‘Waking the Demon’ er godt og vel et årti gamle og vel hører Copenhell-publikummets folkeskole- og gymnasietid til, er bandet den dag i dag stadig en af de bedst sælgende britiske rockgrupper i historien med hele fem millioner solgte plader på verdensplan. Da Bullet For My Valentine gæstede betonfestivalen tilbage i 2011, var det ikke en af de helt store koncertoplevelser, men mon ikke de kan gøre det bedre i år?

For: Fans af moderne core-musik

Pensum: 'The Posion', 'Temper Temper', 'Gravity'



SOULFLY - Pandæmonium kl. 01.30

I april fejrede Soulfly 20-årsjubilæum for debutpladen ‘Soulfly’. En plade, der ramte lige ind i tidens ånd, mens nu metal var på vej op, og den thrash metal, Max Cavalera med Sepultura havde lagt bag sig, syntes håbløst bedaget. Det gør den heldigvis ikke længere, thrashen, og Max Cavalera har da også taget den til nåde igen på de senere Soulfly-plader, hvor fokus igen er på hidsige riffs og et heftigt tempo. Arrigheden fra debuten er intakt ni album og to årtier senere, og den spirituelle dimension fra de første år i Soulfly er blevet nedtonet noget, ligesom elementerne af brasiliansk folkemusik – og reggae! Og DJ-scratch! – ikke længere er så dominerende, som de var det i starten.

I dag er Soulfly et familieforetagende, hvor sønnen Zyon Cavalera har været med på trommer siden 2012, og den faste guitarist Marc Rizzo sørger for at lægge godt med fræs oven på Max Cavaleras riffing. De tribale elementer, der danner den tunge bund i Soulfly, er intakte, og Max Cavalera har varslet, at de vil træde endnu tydeligere frem på det kommende 11. album. Det kan vi sikkert se frem til at få høre prøver på til den koncert, der lukker Copenhell helt ned natten til fredag – og ellers er der lejlighed til at gribe muligheden for at jump da fuck up, som var det 90'erne.

For: Alle dem med tribaltatoveringer og gamle fans af Sepultura.

Pensum: 'Soulfly', 'Primitive', 'Enslaved'