Den uafvendelige indieficering
Populær
Vælger man at høre Møls debutplade som black metal, bliver man slemt skuffet. Men ønsker man sin indie med metallyd, er ‘Jord’ vellykket på sine egne præmisser.
Penumbra
Bruma
Vakuum
Lambda
Ligament
Virga
JORD
Indieficeringen af metal er uafvendelig, uanset hvor meget den gamle garde måtte begræde det. Det er ellers en ganske naturlig udvikling, når nu metal altid har udviklet sig gennem krydsbefrugtninger. Men lige så sikkert, som den gør det, er det også, at der vil blive stillet spørgsmål ved, om det nu er at regne for sand metal.
Og naturligvis er blackgaze ikke sandt. Det er korthåret, det lægger sig ofte op ad popskabeloner, og det henvender sig i det hele taget til et helt andet publikum end metallens. I hvert fald metallens traditionelle publikum.
Sætter man sig ud over det, åbner det dog for andre og alvorligere problemer, som desværre kun eksemplificeres alt for glimrende hos Møl på deres debutalbum. For subgenren tegnes fortsat af fyrtårnene Alcest og Deafheaven, og det har vist sig overordentlig svært for nyere bands at træde ud af deres skygge og finde en egen identitet. At frigøre sig fra beskyldningerne om blot at imitere enten det ene eller det andet af de to bands.
Det problem har vi såmænd allerede påpeget hos Møl: Den aarhusianske gruppe deler ikke alene Deafheavens forkærlighed for den lyserøde farve; deres solbeskinnede skater-black, der henter sin stemning hos ikke mindst Deftones, ligger også gevaldig tæt op ad forbillederne. Det er et problem, fordi man så uvægerligt holder dem op mod hinanden, og det er ikke en sammenligning, der falder ud til Møls fordel. Har man hørt den nye Deafheaven-single, ‘Honeycomb’, er det slående, hvor langt mere episk opbygget den er. Hvor meget bedre den rammer viben fra indierockens storhedstid i 90’erne – hvor et yndet trick i bogen hos bands som Six. By Seven og Mogwai i øvrigt var at trække metalliske tendenser ind i musikken.
Indie spillet som metal
De otte sange på ‘Jord’ viger sjældent fra den gængse struktur i pop og rock, og det sortmetalliske kommer primært til udtryk i vokalen og trommerne. For det meste er det reelt indie-sange spillet som en art metal. Eller måske snarere med virkemidler lånt fra metallen. Kun ‘Vakuum’ falder lidt udenfor og er som sådan egentlig lidt malplaceret på pladen.
For det virker faktisk, som om Møl er ret tilfredse med at spille shoegazer-pop. Hvor de for alvor skiller sig ud fra andre blackgaze-bands, er i guitarlyden, der ligger endog meget tæt op ad Robin Guthries signaturlyd i Cocteau Twins. Det kunne faktisk have været endnu mere interessant, hvis det så var det tidlige, goth-agtige Cocteau Twins, der var blevet kombineret med black metal, men som sangene er skrevet, er vi tættere på ‘Heaven or Las Vegas’ og frem. På den måde ender Møl i samme båd som artpop-bandet Blaue Blume, der ligeledes har valgt at tage afsæt i den kunstnerisk mindst interessante del af Cocteau Twins’ diskografi.
Men det kan naturligvis altsammen nå at ændre sig. Blackgaze er stadig en relativt ny subgenre, Møl et endnu nyere band med blot fire år bag sig, ‘Jord’ deres fuldlængde-debut. Ambitionerne er der tydeligvis, og pladens vision er gennemført. At man kunne have ønsket sig en større, mere radikal vision, er ens eget problem. Pladen er vellydende, bandet er velspillende, melodierne er fængende. At den eneste sang, der rigtig falder igennem, gør det ved at være lidt for black i konteksten, er dårligt noget, Møl kan kritiseres for, hvis man samtidig beskylder dem for ikke at være black nok. Selv ikke det djentede breakdown i slutningen af ‘Bruma’ er rigtig kriminelt, fordi det trods alt er med til at skabe lidt afveksling og egentlig ikke falder uden for den overordentlig moderne metallyd.
Det handler altså om tage Møl på deres egne præmisser. At åbne armene for dem. At det så strider mod selve metallens natur at gøre sådan, er ikke det store problem ovre i indie-land. Og det er trods alt her, Møl i sidste ende hører hjemme.