Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Joakim Von Ands liv

Populær
Updated
Joakim Von Ands liv

Nightwishs tangenttroldmand Tuomas Holopainen står bag årets formentlig mest overraskende udspil, der leger med Disney-universets vigtigste person.

Titel
The Life and Times of Scrooge
Dato
14-04-2014
Distributør
Trackliste
01. Glasgow 1877
02. Into The West
03. Duel & Cloudscapes
04. Dreamtime
05. Cold Heart Of The Klondie
06. The Last Sled
07. Goodbye, Papa
08. To Be Rich
09. A Lifetime Of Adventure
10. Go Slowly Now, Sands of Time
Forfatter
Karakter
4

En litterær klassiker genfortalt musikalsk er ikke nogen nyskabelse, heller ikke inden for den hårde rockgenre - for eksempel slap Mastodon rimeligt godt fra deres gendigtning af Herman Melvilles 'Moby Dick' på 2004-udgivelsen 'Leviathan'. Men Nightwish-keyboardmand Tuomas Holopainen har alligevel valgt et af de mere overraskende værker at genfortælle - han vil skildre Joakim Von Ands liv!

Altså en af litteraturens største og mest kendte eventyrere, og dermed masser af stof at tage fra. Toumas har dog klogeligt valgt at basere sin fortælling på Don Rosas kronologiske beskrivelse af Von Ands liv - den udkom samlet på dansk som 'Her er dit liv, Joakim' i 1997 og er i øvrigt forlængst udsolgt fra forlaget. (Historien findes dog også i "Hall of Fame"-serien-) Et imponerende værk, som fortæller om Von Ands bedrifter fra udklækning og til han introduceres i Disney-universet i historien 'Jul i Bjørnehytten'. Tolv kapitler, der på nørdet vis er baseret udelukkende på de hentydningen, som Von Ands skaber Carl Barks i sine historier kom med om andens liv som guldgraver og knoklende millionær - de såkaldte "barksianske kendsgerninger".

Tuomas Holopainen har altså lavet noget så sjældent og originalt som et soundtrack til en tegneserie - en ide, som seriens skaber Don Rosa syntes godt om, og derfor har han da også tegnet coveret til pladen.

Guld og drømme

Og først og fremmest: Dette har musikalsk meget lidt med med Nightwish at gøre - det har intet at gøre med heavy metal! Men det er et soundtrack af langt højere klasse, end man kunne forvente at et udpræget enmandsprojekt. Det lider måske under, at Holopainen ikke har haft helt de samme budgetter, som vi kender dem fra Hollywood-filmenes lydspor, men kompositorisk og melodisk holder det højt niveau og falder på ingen måde igennem.

Da det tegnede mesterværk er en forholdsvis lang fortælling, har Holopainen klogeligt valgt en del fra og koncentreret sig om enkelte centrale dele. Af naturlige årsager fylder tiden som guldgraver og cowboy en del, og dette er godt underbygget af heltetemaer i den klassiske pompøse stil - det manglede også bare.

Her har den finske tangentdribler sin absolut stærkeste side. Han finder en god balance mellem storladent og seriøst og falder aldrig i den let latterlige grøft, hvor trompeterne trutter en gang for kækt. Helt så sikker er han dog ikke, når han giver sig i kast med folkemusik med skotsk præg, sådan som det også kræves, når hovedpersonen er opvokset i kilt-området ved slottet Dismal Downs. Det går an, men det er kun lige, og helhedsindtrykket havde været en tand stærkere med flere "almindelige" sange.

Til gengæld overrasker det, at tiden i Australien bliver fortalt så stærkt gennem en drømmende og mystisk musik, sådan som Von And også oplever tiden i ørkenen mellem det oprindelige folk og den særprægede natur. Det læner sig op ad new age, og det må det gerne i dette kapitel

Selvom 'Life of Times of Scrooge' er mest interessant for de af os, der har nydt værket og studeret både fortælling og streger mere end grundigt, er der kompositorisk også noget for tegneserie-ignoranter, og Holopainen viser, at han er langt mere end Nightwish - selvom man godt kan høre små sammentræf mellem dette og bandet. Hans arbejde med at overføre et udtryk fra en kunstart til en anden er i dette tilfælde mere end vellykket.