Smuk symbiose
Populær
Lyriel er en herlig symbiose af metal, folk, goth og pop, der fungerer fint på den korte bane. Om bandet kan holde kadencen på længere sigt er måske tvivlsomt, men det må tiden vise.
2. Falling Skies
3. Skin and Bones
4. Black and White
5. Days Had Just Begun
6. Your Eyes
7. Dust to Dust
8. Der Weg
9. Astray
10. Worth the Fight
11. Running in Our Blood
12. Dream Within a Dream
Jeg må med skam meddele, at jeg indtil for to uger siden aldrig havde hørt om tyske Lyriel. Det på trods af at bandet har rødder helt tilbage til 2003.
Men kort fortalt kan det berettes, at Lyriel spiller en blanding af heavy metal, folk, symfonisk metal og goth med et ordentligt drys poptilgængelighed på toppen.
Bandet består af syv medlemmer og giver udover den sædvanlige opstilling af forsanger, to gange guitar, bas og trommer også plads til cello og violin.
Lyriel er female fronted med Jessica Thierjung i den vokale forgrund. Herudover byder bandet på endnu et kvindeligt islæt i form af Linda Laukamp, der tager sig af celloen og byder ind på duet og backingvokaler. Resten af bandet består af Tim Sonnenstuhl – guitar, Steffen Feldmann – bas, Joon Laukamp – violin, Oliver Thierjung – guitar og Marcus Fidorra – trommer.
Ikke ligefrem debutanter
’Skin And Bones’ er bandets femte album, og det er så sandelig en gennemlytning værd. Som sagt er undertegnedes kendskab til Lyriels bagkatalog ikkeeksisterende, men 2014-udgivelsen her er fremragende.
Skal der drages paralleller til andre bands i samme genrer, så er stilen ikke så langt fra bands som Delain, Elis og Leaves’ Eyes, ligesom man ikke kommer uden om, at Lyriel i kraft af folk-inspirationen lyder lidt som en metallisk udgave af Blackmore’s Night.
For bare rolig – på trods af bandets folk- og pop-tendenser, så er der godt med metal i Lyriels musik.
’Skin And Bones’ lægger således fra land med et særdeles råt og effektivt guitarriff i sangen ’Numbers’, hvor guitaren dog hurtig får følgeskab af violin i bedste Alexander Rybak-stil (den norske Eurovision Song Contest-vinder i 2009). Sangen er en umiddelbar og hitpotentiel sag og en fin symbiose mellem metal, symfonisk rock og hitsang i stil med det, som Mike Oldfield for flere årtier siden leverede til Maggie Reilly.
Oven på denne flotte start på ’Skin And Bones’ følger en række fine sange. ’Falling Skies’ er en mere tung sag end albumåbneren og lægger sig mere i Nightwish-stilen, selv om der hos Lyriel ikke er keyboards, men i stedet cello og violin, der giver en mere nuanceret lyd. Titelsangen er ligeledes en metallisk og hurtig sag, hvor der samtidig er kælet for den gode sang og gode vokal.
Symfonisk metal med rå maskulinitet
I sangen ’Black And White’ skrues der for alvor op for den symfoniske metal. I denne sang får Jessica Thierjung selskab på vokalen af en mandlig sanger på såvel klar sang som på growlende vokal.
’Days Had Just Begun’ er en særdeles smuk ballade, hvor metallen kun sniger sig ind via bund i guitar, bas og trommer, men hvor sangen klart giver mindelser om Blackmore’s Night. Sådan kunne lovprisningerne af dette fine album blive ved og ved. Men pladsen er kort, så giv selv ’Skin And Bones’ en gennemlytning.
Der skal dog lige afslutningsvis nævnes sangen ’Der Weg’, hvor Lyriel for en enkelt sangs skyld synger på modersmålet.
’Skin And Bones’ er her og nu et rigtig godt album, som gennemspilles ofte hos undertegnede. Det må indtil videre stå hen i det uvisse, om albummet holder over længere tid. Det er måske tvivlsomt. Men øjebliksbilledet er fremragende.