Like a box of chocolates ...
Populær
Det nye album med Kamelot er en lidt svær kamel at sluge. Det ene øjeblik er man lykkelig, det næste forvirret, trist eller vred.
2.Insomnia
3.Citizen Zero
4.Veil of Elysium
5.Under Grey Skies
6.My Therapy
7.Ecclesia
8.End of Innocence
9.Beautiful Apocalypse
10.Liar Liar (Wasteland Monarchy)
11.Here's To The Fall
12.Revolution
13.Haven
’Haven’ er Kamelots 11. album og det andet med sanger Tommy Karevik, der afløste Roy Khan i 2012. Stilen på ’Haven’ er tro mod de seneste mange Kamelot-albumudgivelser, og Tommy Karevik lyder ofte meget lig forgængeren. Så med det udgangspunkt er der formentlig ikke tvivl om, at ’Haven’ vil falde i alle Kamelot-fans' smag.
For os andre, der står på sidelinjen og gerne hører Kamelot, men samtidig forbeholder os retten til at være kritiske, er ’Haven’ en noget blandet fornøjelse.
Metal eller musical?
Kamelot har på ’Haven’ tilsyneladende lidt svært ved at bestemme, om man ønsker at spille power metal, prog metal, heavy metal eller noget helt andet med blanding af symfonisk rock, powerpop, folk metal eller hard rock-musical.
Dette synes desværre at være en tendens, der er ret udbredt hos de mange melodiske metalbands i øjeblikket.
Det skal bestemt medgives Kamelot, at bandet har en tæft for at skrive den gode melodi og det fængende omkvæd. Men til tider går det hele ganske meget over gevind, hvor man vil tilføje en dimension ud over den gode, melodiøse metalsang.
Underligt produktionsteam
Tommy Karevik synger godt. Men det virker ind imellem ret irriterende, at hans sang hele tiden er så følt, at det grænser til den klynkesangertyper, man nu og da støder på i power metal. Der er alt for lidt kant på Kareviks vokal og alt for meget metaloperette.
Samtidig virker det bestemt lidt underligt, at man tilsyneladende har forsøgt at give albummet en hårdere kant i produktionen for at kompensere for den følte vokal. Albummet er produceret af Sascha Paeth, der igennem mange år har stået bag produktionen af europæisk power metal som f.eks. og især Rhapsody. Albummets masterering er derimod lagt i hænderne på danske Jacob Hansen. Det er synes ikke umiddelbart, som om det har været en god idé.
Det hele er endt med en lidt mærkelig lyd, hvor trommer og guitar er boosted helt vildt med kompressor og alt muligt gejl mens Tommy Karevik stadig lyder som en blanding af Michael Bubblé og Josh Groban.
Men der er samtidig en masse gode passager, på ’Haven’, man kan blive helt glad over. Åbningssangen ’Fallen Star’ byder på den sædvanlig gode melodi, som Kamelot magter. Efterfølgeren og første videoudspil ’Insomnia’ følger fint efter.
">
’Citizen Zero’ er et interessant nummer, der giver mindelser om Queensrÿche. Desværre giver den tunge produktion slet ikke plads til den ’luft’ i lydbilledet, der altid løfter Queensrÿches sange op. Samtidig giver et mellemstykke, hvor formentlig alle korsangere fra Tjekkiet og nærtstående lande medvirker, et overpompøst indtryk, der ikke rigtig gør sangen en tjeneste.
Endnu en tvangsballade
Med ’Under Grey Skies’ skal vi så alle martres med den obligatoriske ”Romeo og Julie”-ballade. Denne gang er det en duet mellem Tommy Karevik og Charlotte Wessels fra det nederlandske band Delain. Hvis poppen ikke var poppet nok, har man osse tilsat sækkepibe spillet af det nye medlem i Nightwish, Troy Donockley. Sangen minder i uhyggelig grad om noget, vores egen lille Melodi Grand Prix-stjerne Emmelie de Forrest kunne have kastet sig over.
Sangen ’End of Innocence’ begynder så genkendeligt, at man tror, at det må være en coverversion af Within Temptation, men forsvinder stille ud i intetheden i en ret ligegyldig sang.
Alle sejl er sat i sangen ’Liar, Liar (Wasteland Monarchy)’, hvor Kamelot for alvor forsøger at træde i Queensrÿches fodspor. På sangen får bandet endnu en gang hjælp af Alissa White-Gluz (Arch Enemy, ex-The Agonist). Det fungerer desværre kun nogenlunde. På en eller anden måde fungerer kvindelig sopran bedre som modspil til mandlig growl end mandlig tenor som modspil til kvindelig growl.
Slet ikke så dårligt!
Ovenstående kunne tyde på, at ’Haven’ er en skodalbum. Det er ingenlunde tilfælde. Der er – som også anført – mange gode facetter på albummet. Men det er noget ujævnt.
Herfra savnes mere kant på vokalen, og at bandet opgiver samarbejdet med Sascha Paeth og Jacob Hansen. De to modsætninger klæder ikke hinanden. Måske skulle bandet hellere kigge tilbage til USA – hvis Queensrÿche-produceren Peter Collins ikke er tilgængelig, så kunne Kevin Shirley måske få sat skik på lyduniverset.