Metal med sopransang er ikke helt død endnu

Populær
Metal med sopransang er ikke helt død endnu

Tyske Xandria har smidt en ep med lidt nyt, lidt genbrug og lidt forfalsket materiale på gaden. Det er slet ikke så tosset og giver håb for et kommende album.

Kunstner
Titel
Fire & Ashes
Dato
31-07-2015
Genre
Trackliste
– Voyage Of The Fallen
– Unembraced
– In Remembrance
– I’d Do Anything For Love 
(But I Won’t Do That)
Meat Loaf-cover
– Ravenheart
Original version on ‘Ravenheart’, 2004
– Now & Forever
Original version on ‘India’, 2005
– Don’t Say A Word 
Sonata Arctica-cover
Karakter
4

Xandria har efterhånden mere end 20 år på bagen. Men det er dog kun 12 år, siden bandet debuterede med albummet ’Kill The Sun’. Siden debuten har der dog været en heftig udskiftning på den vokale front, hvor der har været fire kvindelige sangere indtil nu.

Xandria lyder meget som et hollandsk symfonisk goth metal-band med kvindelig sopranforsanger. Det giver bestemt også mening med den nuværende forsanger Dianne van Giersbergen (der ikke er i familie med Anneke van Giersbergen, der var med i The Gathering), der netop er hollænder og en formidabel sopran.

van Giersbergen har kun medvirket på et enkelt Xandria-album – ’Sacrificium’ fra 2014  der samtidig har været det Xandria-album, der har høstet de højeste hitlisteplaceringer.

Nyt, gammelt og brugt


Som en lille pause indtil opfølgeren til ’Sacrificium’ har Xandria været forbi studiet for at indspille en ep. Den består af tre helt nye kompositioner, to genindspilninger af gamle Xandria-sange fra før Dianne van Giersbergens tid i bandt samt endelig to coverversioner af andre rocksange.

Xandria er sluppet gevaldigt godt fra indspilningen af denne ep. De tre nye sange er faktisk rigtig udmærkede. Man kan med en vis ret påpege, at den symfoniske gothgenre, som eksempelvis Within Temptation og Nightwish står for, snart må være et overstået kapitel. Alligevel viser Xandria med de nye sange, at der stadig i den grad er puls i genren.

’Voyage Of The Fallen’ og ‘Unembraced’ er typiske for genren, hvorimod ’In Remembrance’ i begyndelsen mere har karakter af en folkemusikpræget hymne. Men alle tre sange er intense og interessante.

">

De to genindspilninger ’Ravenhart’ og ’Now & Forever’ er også veludførte og velproducerede og har en fin fortolkning af disse sange fra Dianne van Giersbergens side.

Fine coverversioner

Så er der kun de to coversange tilbage. Den ene er Sonata Arcticas ’Don’t Say a Word’, hvor den finske power/speed metal får en ordentlig omgang sopransang.

Den anden coversang er dog endnu mere interessant. Her har Xandria kastet sig over en fortolkning af ’I'd Do Anything For Love (But I Won't Do That)’ fra Meat Loafs album ’Bat Out of Hell II: Back Into Hell’ fra 1993. 

Der nok ingen tvivl, om at hvis denne version af denne Jim Steiman-klassiker var kommet for 20 år siden, så ville den være blevet et hit i lighed med Bonnie Tylers ’Total Eclipse of the Heart’ 10 år før.

Men nu, hvor radiostationerne er stoppet med at spille rock, så er det nok et håbløst foretagende.

Dette skal dog ikke fratage Xandria, at de har lavet en flot version af den gamle klassiker, og at ’Fire & Ashes’ er en fin lille ep, som man kan glæde sig over, imens man venter på nyt.