Copenhell 2014: Læderrobotter med colgate-smil

Populær
Copenhell 2014: Læderrobotter med colgate-smil

Within Temptation præsterede torsdag aften at levere en koncert, der var så klistret til af falske smil og storhedsvanvittige armbevægelser, at man følte sig helt utilpas. Copenhell bør skamme sig. 

Dato
12-06-2014
Distributør
Trackliste
1. Intro
2. Let Us Burn
3. Paradise (What About Us?)
4. Faster
5. In the Middle of the Night
6. Fire and Ice
7. And We Run
8. Dangerous
9. Our Solemn Hour
10. Stand My Ground
11. Covered by Roses
12. Mother Earth
-----------------------
13. What Have You Done
14. Summertime Sadness
15. Ice Queen
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
0

Så fik man set det med. Within Temptation. Måske har man endda set dem før. Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, jeg har set dem før. Jeg husker i hvert fald, at jeg én gang tidligere har været så nervøst forulempet over en koncert, som jeg blev, da hollandske Within Temptations torsdag aften spillede på Copenhell. Nervøs og forulempet på rockmusikkens vegne forstås. Samt en lille smule på vegne af Copenhells fremtid.

Laveste fællesnævnere

Within Temptation er et band, der gør rockmusikkens visdom til skamme. Within Temptation er et gøglerband, som overflødiggør det, guitaren er til for. Within Temptation er et band, der står på skuldrene af laveste, fordummende, folkelige fællesnævnere som Eurovision og flakkende youtube-æstetik, og derefter - ikke så lidt provokerende - vælger at kalde sin stil og genre for symfonisk rock. Within Temptation er ikke bare et røvringe band, der tilsyneladende (at bedømme ud fra de numre, de spillede under Copenhell) har skabt en hel karriere ud fra præcis samme musikalske præmis. Within Temptation er også et decideret forfærdende band, sådan som de tager disse modbydeligt lave fællesnævnere til sig og krydrer dem med letkøbte forsøg på at berøre henholdsvis det politiske, det eksistentielle samt det samfundsmæssigt relevante. Men ikke nok med det. I alt seriøsitet placerer de så forsøgsvis deres materiale på en piedestal, hvorefter de beder et rockpublikum om ligeledes at tage pisset 100 % seriøst. Og det er netop det, der får det direkte skræmmende frem i Within Temptation: Deres totale mangel på kendskab til sig selv og den verden, de tror, de forholder sig til.

Når pulsen skal op

I front af orkesteret har vi Sharon den Adel, der sammen med sine to guitarspillende, Colgate-smilende kollegaer gerne løber rundt på bandets heftigt dekorerede scene, som var koncerten et modeshow på energidrinks. At rock- og metalmusikere fræser rundt på scener, har vi selvfølgelig intet imod. Tænk blot på Dee Snider, der var en fræsende speed-torpedo på scenen på årets Copenhell, og som af samme grund var en pissemedrivende fornøjelse at spendere rockende kvalitetstid med. Snider løb kort sagt, så man troede på manden! Men det er anderledes med Within Temptation, og det skyldes ikke blot, at hvert eneste skridt og løb, disse storsmilende symfoniske Pokemoner foretager sig, er koreograferet ned til den mindste detalje. Det accepterer vi. Det skyldes heller ikke, at bandet skjuler deres mange mangler som musikere bag disse dekorationer og al koreografien. Det forstår vi skam, at der er nogle bands, der må gøre, hvis de skal bryde igennem som seriøse musikere, og Within Temptation var selvfølgelig ikke meget uden alt gøgleriet.

Men hvad er det så, der er så irriterende råddent ved alt det hysteriske løberi, Within Temptation foretager sig på en scene? Jo, det skyldes, at der hos disse hollandske glansbilleder er en bagvedliggende tanke med det. De har noget, de vil sige med alt deres scene-fysik. De har et budskab. De vil fortælle os, at der er noget, der skal udrettes. De vil sige, ”vi har noget at nå, vi har et mål ,og I er en del af det. Vi er alle en del af det, og vi skal stå sammen”. Når Within Temptation taler, taler de nemlig for os alle. Det er det, de vil fortælle os – at vi skal stå sammen - og hvis de løber hurtigt nok, så tror de, at vi, publikum, som blinde lemminger springer med på vognen. De siger ikke, hvad det er, vi skal give os hen til, men alligevel forventer de skam, at vi følger dem. På den måde taler de ned til os. Det gælder især frontkvinden, når hun i stramt læder-outfit samt med trutmund og håndkys inviterer sit publikum ind i euforiens samhørighed. Det er emaljeret hjernevaskning fra en ”musiker”, der selv opfører sig som en robot. Det er pisseulækkert.

Smilende lædergirl

Løberiet er én ting, musikken selvfølgelig noget andet. De knivskarpe melodier, der bevæger sig fra det enerverende romantiske over det slående nosseløse til det hidsigt manipulerende er omtrent lige så farlige som en døv dolk. Men når de er bedst, melodierne, er de vel i det mindste... hmmmm... tilforladelige? Ja, lad os bare sige, de er det. De er åh, så pisse tilforladelige. Og jo, bevares, bevares, hvem siger, at Within Temptation overhovedet går efter ”at være farlige”? Det gør de sandsynligvis netop ikke, jf. alle trutkyssene og colgate-smilene. Men når nu den enorme bagskærm, som man på ingen måde – uanset hvor meget man vendte og drejede sin paralyserede nakke - kunne undgå at stirre sig fucking blind på under denne alt for lange koncert... når nu denne bagskærm ikke stoppede ved de neonfarvede Tolkien-amuletter eller ved alle ”gæste”hiphopperne, der i tide og utide dukkede op som youtube-videoer for at synge duet med den smilende lædergirl i front... men når nu denne enorme bagskærm tog sit digitaliserede udtryk videre endnu, ind i en forvirret sump af pixelerede farver, som den spædede med billeder af napalm, død og ødelæggelse, samtidig med at man hørte en arkivoptagelse af det, der umiskendeligt mindede om Winston Churchills stemme, ja, så var det, at man tog en ekstra dyb indånding, inden man frustreret og bange pandede sin fremmede sidemakker ned pga. et mentalt overload forårsaget af dette usalige massemediecirkus.

Det er seriøst ikke pis, at Within Temptation får det værste frem i én. Bandets manipulerende effektmageri bør være forbudt for børn. Den katarsis, man gennemgår, når man ser eksistensens sorthed i øjnene - ufarvet og glansløst - i selskab med eksempelvis Triptykon eller Watain, den mærker man ikke et eneste sekund i selskab med Within Temptation. I stedet sender de os tv-værtssmil, samtidig med at de beder os om at forholde os til verden omrking os. Rend mig! Det er ikke blot det mest u-metalliske overhovedet. Det er også en løgn.

Copenhells falliterklæring  

Der er ingen undskyldning for, at Copenhell trækker metalhoveder igennem de stupide og anmassende floskler, som det vitterligt var at overvære en koncert med Within Temptaion. Her går festivalen og advokerer, at man skal se alle de navne, de har på programmet, og så smider de dette ”rockband” på plakaten og forventer, at man fremover skal tage deres anbefalinger for gode varer. 

”Der er fire ting, som ikke kan efterstræbes: ægthed, charme, ulykke og poesi”, skriver den svenske litterat Horace Engdahl. Within Temptation havde på stressende vis det hele på deres hysteriske dagsorden, uden dog at finde frem til en snert af noget som helst af det. Within Temptation leverede årets koncertelendighed. Præsenteret af ingen ringere end Copenhell!