Ekstremfestival i ekstremvejr

Hvem fanden har fået den fantastiske ide at lægge en festival i Oslo i slutningen af februar?

Folk, der er bygget som kæmper, gør. Og det er, hvad nordmænd er. Med det sagt, så er vinteren i år usædvanligt kold, og by:Larms hjemby Oslo har været frosset til så længe, at fortovene er regulære dødsfælder. Nordmændene skøjter galant henover isen, men man spotter nemt de tilrejsende. Internt i kroppen på dem kæmpes en hård kamp mellem motorikken og promillerne.

Kulden er dog lidt en udfordring, når koncertstederne er fordelt over hele den frosne storby, og Google Maps altså ikke giver et retvisende billede af gåturens dødsfare og dertilhørende rejsetid. Overtøjet kan også ende med at koste en formue, hvis altså du vil placere det i en garderobe, imens du nyder et set. Norge er dyrt. En sådan seance kan koste dig cirka 35 kroner for en halv times opbevaring – og det er den generelle spilletid på festivalen.

Øllene er ligeledes dyre. Det kommer næppe bag på nogen. Men 88 norske kroner for 33cl Carlsberg-kopi er alligevel lidt af et fjeld at bestige – mentalt. Især når denne ikke kan transporteres mellem koncerter: Der er bødestraf for at drikke på offentlig vej. Heller ikke mellem venues i samme bygning lader det sig gøre at tage sin øl med på tur, hvilket betyder at du har præcis 30 minutter til at bunde din dødsensdyre øl. Alt i alt en opskrift på nordmænd, som vi kender dem: Berusede.

Afstande og vejr taget i betragtning betyder det, at man ikke lige hopper fra venue til venue. Heldigvis har by:Larms black metal-scene på Vulkan Arena og Pokalen lagt et program, hvor der alligevel ikke er mange huller til små spadsereture ud til koncerter andre steder i byen. Man kan lige så godt bare blive inde i varmen på de to scener og høre bands, man ellers ikke ville være gået efter. Den strategi fører til flere positive overraskelser.

Hvis du altså kan fremvise pas og en forholdsvis sober opførsel i døren, der patruljeres intenst af vagtpersonale. I Norge er shows nemlig opdelt i dem, hvor der serveres alkoholiske drikke, og dem, hvor der ikke serveres alkohol. Der er ingen kære mor, hvis du som 45-årig mand med fuldskæg ikke kan fremvise gyldigt ID. Alt dette skal også tages in mente, inden du beslutter dig for at tage til ekstrem-festival.

Despereaux
Inden jeg drager afsted til en festival, smider jeg altid en pulje af bands på en playliste for at få et par sange under huden inden showstart. Det er ofte nogen genre-løse, forvirrende lister, der ikke har andet formål end at påvirke min underbevidsthed, imens jeg er på arbejde. Ikke desto mindre måtte jeg gang på gang kigge ned på telefonen for at identificere noget ekstra lækkert. I denne omgang var det igen og igen de knaldunge drenge fra Despereaux, der fik mig til at stoppe op og kigge på indeværende afspilning.

Bandet bevæger sig i hardcore-landskabets mere tekniske egne, hvor der skabes kaotiske fornemmelser og rytmiske kontraster i ét væk. Selvom klokken kun er 19:30, og by:Larm Black knapt er officielt åbnet på en bidende kold torsdag, kaster bandmedlemmerne sig rundt på og ud fra scenen. Bandet står et par gange til at miste pusten grundet lav crowd-response – men formår at holde sig selv og undertegnede godt underholdt alligevel. Senere på weekenden spiller bandet et mere eksplosivt sæt på samme scene. Alt i alt er Despereaux og særligt den karismatiske vokalist Emil Solbakken nok én af de mest positive overraskelser, man kan ramle ind i til by:Larm.

Devin Townsend
Alright, Devin Townsend. Du har en imponerende vokal. I spændvidde kan den klart konkurrere med Freddie Mercury. Men på opfindsomhed scorer vi en del lavere. Townsend leverer sin nærmest Monty Python'ske stand-up rutine (og her skal der lægges vægt på rutine), og det er sjovt – lige indtil han begynder at spille sange uden den komiske forløsning. Så er det lige pludselig bare lidt mærkeligt og måske ikke sådan rigtig “godt”. 

Det er ikke et godt tegn, når du er mest underholdende, imens du stemmer din guitar, og ikke mens du spiller på den. Der er lagt godt med charme og finurlighed til optrædenen, men musikalsk er der lidt længere mellem snapsene. Man skal i hvert fald ikke tage til koncerten, hvis man bare gerne vil høre sangene.

Psykopath
Psykopath ser ud og lyder, som et thrashband skal lyde – måske lige undtagen den bemærkelsesværdigt korthårede trommeslager, der får smadret flot igennem på de 30 minutter, bandet har til rådighed. Der er den klassiske undergenre af headbanging – nemlig hårbanging både fra bandet selv og dertilhørende publikum (hvoraf en enkelt deltager er skaldet). Den udadvendte og energiske genre hjælper bandet et godt stykke på vej – men det er altså lidt af en generisk 80’er-omgang i bedste Megadeth-stil. Bandet har en enkelt single ude på Spotify, og den kan man passende høre. Hvis du kan lide den, så kan du nok også lide resten af repertoiret. 

Baest
Det tager ikke mange sekunder at forstå hypen over danske Bæst – eller i denne internationale setting Baest. På klingende midtjysk træder bandet ind på scenen med ordene “kom tættere på” og en energi, der ellers forbeholdes bands i international kaliber. Bæst leverer, hvad der kan kaldes en tung, men ikke tung i røven, koncert. Selvom bandet næsten stolt fortæller, at de spiller “klassisk dødsmetal”, så er attituden og det ekstroverte ikke det, jeg forbinder med "klassisk".

Selv de norske puritanere begynder at nikke anderkendende rundt i salen efter de første par numre. Vokalist Simon Olsen tager tur efter tur i fotopitten og op på rækværket til de viftende frisurer. Svend Karlsson og Lasse Revsbech konkurrerer om flotteste hårpragt og flotteste riff. Det giver en blanding, der er lige akkurat melodisk nok til at skabe en rød tråd selv for de mindre inkarnerede. Fra tid til andet virker bandet, som om de har indstuderet en koreografi. Men det er nok bare resultatet af et gennemprøvet set og god intern koordination. Man er ikke flov over at komme fra Danmark efter sådan en omgang.

Aura Noir
Med fare for, at jeg nu bliver blacklistet for evigt i Oslo, så serverer Aura Noir en af de tyndeste kopper te på hele festivalen. Apollyon, eller Ole Jørgen Moe, som hans almindelige navn er, er jo lidt af en legende med forbindelser til Immortal, Darkthrone og Gorgoroth. Det er en flot track record – men med sådan nogle navne på CV’et kommer der også højere forventninger. De indfries ikke.

Aggressor (Carl-Michael Eide) formår ikke rigtig at levere en skudsikker indsats på trommerne, mens Blasphemer (Rune Eriksen) står iført bandets egen t-shirt. Men det bliver først rigtig uchecket, når Apollyon, iført farvede solbriller indendørs i et land, der ofte er på to-cifrede minusgrader, bruger det meste af sin udvidede sendetid på 45 minutter på at skælde ud på lydmanden og være usikker på, hvad de skal spille. Og nej, det er ikke tidlig demens, der har sat ind – bandet virker rystet over at have fået stillet de tre kvarter til rådighed i stedet for en halv time. I stedet for at udnytte at kunne spille flere sange, så fjanter man tiden væk med at få publikum til at råbe navnet på sange, som bandet alligevel ikke spiller. Det skal dog siges, at hvad Aggressor ikke har i dobbeltpedalerne, det har han i struben, når han får lov til at synge et par sange. 

Det er lidt trist at skulle opleve Aura Noir ovenpå en dag med unge, tørstige bands, der har øvet i måneder, starter på minutslaget og presser tiden til en ekstra guitarsolo i slutningen. Det er lidt en tandløs omgang b-side-Slayer med dårligere riffs, featuring skænderier med bandets egen lydmand på engelsk. Det er bare ikke godt nok.

Solbrud
Til at begynde med ser det sort ud for Solbrud. I salen på Vulkan Arena er der nærmest flere fotografer i pitten end mennesker i salen. Det er fredagens første koncert. Men arbejdsdagen forinden forsvinder hurtigt i bandets altomfavnende atmosfære. Som en ikke-så-rutineret black metal-lytter kan jeg kun beskrive, hvad jeg oplever, ikke om det er en stilsikker præstation. Men oplevelsen er overvældende.

Effekter og lydbølger danner et nærmest filmisk backdrop for vokalist Ole Luks skarpe, kontrastfyldte skrig. Der samles kræfter til, at dobbeltpedalen skaber forløsning, med og uden hårsvingning. Numrene får lov til at strække sig ud og blive nærmest hypnotiserende. Overvældet af intensiteten føles den halve time i Solbruds selskab både som flere timer og fem minutter. Det er en sjælden oplevelse at få lov til at give midlertidigt slip på tid og rum, men Solbrud formår at agere turledere på en af de smukkeste ture ind i mørket, som jeg i hvert fald har været med på. 

Barren Whomb
Trondheim lader til at sætte større og større aftryk på den norske musikscene. Barren Whomb er med på den trondheimske bølge og i denne omgang også med på en tur i smadreland. De to bandmedlemmer præsterer en flot omgang støjrock. Det er højt. Det er mørkt. Men særligt for vort norske broderfolk: Det er angstfyldt. En følelse, man fornemmer mere i musikken heroppe, hvor vreden måske i højere grad er et dansk varemærke.

I det hypnotiske mørke skærer klare guitarriffs igennem og blæser over hovederne på de adskillige norske kæmper, der gør sigtbarheden på Pokalens 20 centimeters høje scene lidt udfordret. Et af de sidste numre, 'Crook Look', har både radio- og moshpit-potentiale på samme tid med en kreativ rytme og spoken word-vers. Trommeslageren står op og spiller på sine hi-hatte, og crowden møder ham med klapsalver. Os, der er lidt vertikalt udfordrede, får endelig set, hvem der egentlig spiller for os.

Atena
Hvis du gerne vil få øjenbrynene til at løfte sig i metalmiljøet i Norge, så er noget der ender på -core altid en god begyndelse. Måske lige med undtagelse af hardcore er den international metalcore-trend ikke rigtig nået herop. Atena spiller ikke metalcore, men deathcore og måske en smule djent. En gammel ven, jeg ikke har mødt i Norge længe, er det elektroniske backing track, som bandet da også får brugt en del af. 

Atena har to vokalister, og de er lige så dygtige til at råbe, som de er til at agere hypemænd. Jakob Skogli leverer en gedigen clean vokal. Det er det første band, der afslører at have kigget mod internationale benchmarks for udadvendthed, og det danner en forudsigelig kløft imellem den skeptiske del af publikum og dem, der bare går all-in. Det er dog mest død og ikke så meget djent, der præger koncerten, der selvfølgelig også indeholder den klassiske breakdown extravanganza og kædesavsriff. 

Der er dog ikke mange temposkift at hente, ej heller den store kontrast i lydbilledet. På mange måder lyder bandet præcis som på optagelser – og således desværre som en IRL loudness war: Alt er skruet op på max. Selv på backing tracket er der lagt ekstra bas. De flotte riffs får ikke lov til at stå alene, men syltes ind i Ulrik Lindstads ellers skønne bas. Lidt mere kontrast i lydbilledet havde givet både vokaler og guitar plads til at ånde lidt mere. I stedet bliver ingen af delene rigtig luftbårne.

Gaahls Wyrd
Så er det endnu engang tid til Gorgoroth-referencer, for vi er tilpas langt inde i aftenen til at blive præsenteret for God Seed’s efterfølgere i form af Gaahls Wyrd. Som allerede indrømmet er hverken død eller black lige normalt det, jeg sætter på derhjemme. Og særligt her kommer jeg simpelthen til kort. Jeg er først og fremmest overrasket over bandets ret energiske kompositioner, da jeg havde forventet en mere atmosfærisk lyd.

Atmosfære leverer Gaahl nu selv med hans karismatiske vandreture over scenen. Imens han skriger sit hjerte ud, ser man, hvordan hans krop ryster af energiudladningen. Dog taber manden bag ansigtmalingen lidt fatningen, da flere fulde, norske fans råber komplimenter til ham og bandet. Det kan være svært ikke at grine af de norske kontraster, selvom man er en meget, meget styg satan.

Lüt
Jeg når akkurat at fange et par udemærkede minutter med Tromsøs eneste rockband Jabba, inden jeg desværre må trække op i den store sal igen. For der er pludselig begyndt at strømme folk ind på spillestedet. Folk i huer og striktøjer. De har ikke battle vest, men hipsterhuer på. Det fornægter sig ikke, at vi skal se Lüt: - Et af Norges bedste bud på en tronfølger til Honningbarna.

Bandet er seks mand højt, men fem af disse har mikrofoner. Markus Danjord leverer som frontmand en nærmest Brian Johnson-lydende vokal, men dertil kommer altså fire gange kor, der skaber en imponerende bølge af smadder lige i ørekanalerne i nærmest hvert omkvæd. Det skjuler næsten, at Lüt faktisk er lidt et pop-band i forklædning. Alle omkvæd kunne fint smides igennem en auto-tuner og levere et bud til Melodi Grand Prix. Men kontrasterne ender med at virke – som en humlebi, der egentlig er dyreverdenens største freak. Især nummeret 'Trash Gjennom' er en skizofren oplevelse af tyggegummi-synth og hvæsende vokal fra Danjord.

“Er I alle rockere da? Er der noen der jobber i bank? Noen som har kontor?” råber Danjord til publikum, hvortil flere faktisk rækker armen i vejret. De får grinende en applaus fra salen. Det viser egentlig fint den spændevidde, et band som Lüt faktisk har, og af samme årsag spår jeg bandet en lys fremtiden. Det er måske ikke særligt true, men det er fandme underholdende.

Bokassa
Bokassa tager i følge by:Larms program æren for at have dannet genren stoner punk. Men lad dig ikke narre af stoner-delen: Der er utroligt fin energi i bandet, hvor frontmand Jørn Kaarstad har god interaktion med sit publikum. Fra stonerrocken lånes først og fremmest lækre guitarriffs. Der er råbekor på de melodiske omkvæd. Bokassa tager desuden prisen for at være mest punk: Man har frabedt sig, at kunstnerne drikker øl på scenen (de skulle jo helst ikke inspirere nogen). Kaarstad driter i det og skåler med sit publikum. “Vi kjører på,” siger han med ølskum i skægget og starter en sang om at feste. NOFX møder Fu Manchu. Det burde de gøre oftere.

Zeal and Ardor
Og når man snakker om genrer, der burde mødes mere, så er næste band på dagsordenen det perfekte eksempel. På Copenhells hjemmeside står der: “Hvordan ville det have lydt, hvis de sorte slaver i USA havde været satanister?” og svaret er, at det lyder præcis som Zeal and Ardor. Der er ingen tvivl om, at bandet har metal-delen i universet nede. Men det er især dybden i slave-musikken, der imponerer her. Hvem havde nogensinde forestillet sig, at spiritual-kompositioner à la 'Wade In The Water' eller 'Go Down Moses' ville klædes så godt af metallens tyngde.

Det er ikke den moderne spiritual heller, men med elektronisk backdrop af klinkende kæder er man tættere på Sydstaternes chain gangs end lovsang til en tilgivende Gud. Især sangen 'Blood In The River' med refræner som “A good God is a dead one” eller den kanoniske “The riverbed will run red with the blood of the saints and the holy” efterfulgt af dobbeltpedals-intermezzo sætter en klar ny dagsorden for spiritualen: Gud har forladt dig. Imens du vader langs med undergrundens togskinner, skal du ikke regne med, at han redder dig. Men Djævlen, han skal ikke tilgive nogen af de synder, du måtte begå på din vej gennem mørket. Zeal and Ardor er hermed min klare anbefaling til dette års Copenhell og generelt til dine ørebøffer.

Outer Limit Lotus
Endelig kommer jeg en lille tur udenfor Pokalen/Vulkans trygge rammer. Denne gang er det til BLÅ, hvor danske SVIN spiller senere. I mellemtiden nyder jeg dog en halv time i selskab med Outer Limit Lotus, det mest dystre psych rockband, jeg har hørt i et stykke tid. Der er ikke mange hyggelige olielamper over Outer Limit Lotus’ nærmest futuristiske psych med et touch af stonerstøv. Det smager også lidt af jangly americana, - men mest af alt er lydbilledet massivt og repetitivt, så ikke mange enkeltelementer får lov til at bryde med synth-bølgerne. Bandet formår reelt at samle sig i et unisont tæppe af lyd. En meget overvældende oplevelse efter mange af aftenens lidt mere skarpe kanter.

SVIN
København er lidt kult heroppe, og det spiller de danske avantgardister på. “Kom tættere på, så spiller vi mega dansk” siger trommeslager Thomas Eiler. SVIN spiller op til dystopisk dans med neon-seksualitet. SVIN er et instrumentalt projekt, men det gør ikke forfærdeligt meget, da særligt Henrik Pultz Melbye på saxofon i virkeligheden udtrykker de følelser, man nok normalt ville bruge en vokal til. Lyden fra instrumentet ændrer sig fra en saxofon til et tågehorn til en synthesizer, og det er en lækker inkludering af en undervurderet instrument i rockbranchen. Melbye når kun lige at hive sin elektroniske klarinet frem, inden jeg desværre må videre for at se på svenske glamrockere.

Spiders
Spiders er meget svensk. Der er mullet gallore på alle medlemmer, inklusiv forsanger Ann-Sofie Hoyles. Det er dog også det mest interessante, der er at sige om et band, der ellers lyder som noget, man har hørt før. Der er et kort øjeblik, hvor Hoyles trækker os tilbage til årtiet forinden med en harmonika-solo, men det er ikke nok til at redde stemningen. Det kunne have været så godt. Men selvom klokken nærmer sig midnat, og der er kommet et par overprized pilsnere i halsen, så slår fest-rocken ikke igennem hos publikum.

Skambankt 
Med Skambankt skulle man tro, at der var kaldt ind til folkefest. Men den udebliver, for bandet leverer en koncert, der mest af alt virker lidt metaltræt og koreograferet. Det nye album 'Horisonten Brenner' har ikke brændt sig fast på publikums nethinde, og først et par sange inde i sættet råber Terje Røthing “Nå begynner jeg at føle det”. Desværre kan jeg ikke sige det samme. Det er faktisk uendeligt kedeligt at være til Skambankt-koncert i 2018. Der er for langt mellem de sange, jeg egentlig kom for at høre, og ryggen begynder at værke efter tre dages opretstående tilstand på hårde gulve. Jeg sætter 'Me sa nei' på i høretelefonerne og tøffer forsigtigt hjem over isen i stedet for at vente på den i salen.