Veleksekveret og rutineret
Populær
De norske rock’n’rollere slog ikke særlig hårdt fra sig til fredagens show, der hverken skrabede bunden eller kom op i nogen særlige højder
De unge fyre i Awesome Mr. Powerwolf fik sat rimelig god gang i et ellers lidt tyndtbefolket Pumpehus. Normalt ville jeg ikke bruge et øjeblik på et band med ordet ‘awesome’ i navnet, men måske jeg vil turde gøre det igen fra nu af. For Awesome Mr. Powerwolf er da meget habil rock. Der var stadig lidt højskolestemning over deres show - f.eks. er den med at have ens eget bands t-shirt på lidt fjollet, og det er måske hellere ikke nødvendigt konstant at komme med servicemeddelelser, om hvor mange numre man har tilbage. Musikken er dog mange niveauer over, og minder mig lidt om en mere pænt poleret udgave af Graveyard, med en meget stærk forsanger, der gjorde sit for at holde gang i festen. Settet var også en god omgang blandet, hvor det stille nummer dog røg i hundene på grund af problemer med basfeed - der lidt fik det hele til at følest som en Sunn0))) koncert. Nu går jeg udfra at det var et uheld, og bandet ikke leger med dronemetal i passager, men jeg har så hellere ikke hørt Awesome Mr. Powerwolf før. Ej heller var det meget vi fik lov at høre, da settet varede omkring de 23 minutter. Hvilket egentlig var meget befriende i en tid, hvor 5-bands tournéer er blevet alt for almindelige.
Intet at skrive hjem om
Efter pausen var der ankommet en del flere publikummer, og det var tydeligt at Skambankt har en hel del fans i Danmark. Selv havde jeg ikke set dem før, kun hørt magiske ting om koncerten på Roskilde i 2009, hvilket den i Pumpehuset i fredags desværre ikke kom op på knæene af. Jeg håbede rigtig meget på at få lov at kalde denne anmeldelse noget à la ‘skamridt af Skambankt’, men der var ikke helt så meget punch i dem som man kunne håbe.
Med et nyt album ude, var en ikke helt overraskende stor del af materialet nyt, og selvom publikum tog godt i mod det hele, var det til at høre forskel på folks forhold til det nye og det gamle. Man kan så også fremhæve at helt oppe foran var den hårde kerne af fans, der hoppede som gjaldt det livet, mens de andre 3/4 af publikum stod meget fikseret og solidt plantet. Her viste problemet jeg har med Pumpehusets akkustik sig også, da de stilleståendes sniksnak var meget lydt i hele rummet - hvilket gjorde det ret svært at blive helt opslugt af koncerten, der ellers ikke var meget negativt at sige om. Det ene nummer med Magtens Korridorers Johan Olsen var et fedt indslag, og der er et par andre, jeg stadig går og nynner. Jeg har hørt frontmand Terje Wintherstø Røthing blive beskrevet som en mere udadvendt Josh Homme, hvilket jeg bestemt ikke er uenig med, og hele bandet præsterede såmænd også over gennemsnittet. De er erfarne typer, og rutinerede i deres spil og performance. Men måske er der gået lidt rutine i det. Når man forlader scenen uden det store ståhej, tæller til ti og kommer ud med armene i vejret til to ekstranumre - på trods af at publikum ikke har klappet synderligt meget - så kunne man måske overveje at stikke fingeren i jorden, og lige mærke efter hvad der sker ude i salen. I fredags har jo været endnu en dag på kontoret, og sådan er det nu engang. Men det er jo ikke den metode der skaber magiske liveoplevelser. Den skaber god musik og fin stemning, men det genskaber så ikke det samme som Skambankt på Roskilde i 2009.