Pstereo festival, fredag: Stonerjazz, gedigen garagerock og robust retro

Pstereo festival, fredag: Stonerjazz, gedigen garagerock og robust retro

Pstereos første dag bød på tre forskellige grader af høj norsk rockkvalitet i universer af både stener-jazz-hybrid, garagerock og retro-heavy fra Hedvig Mollestad Trio, Skambankt og Spidergawd.

Kunstner
Titel
+Hedvig Mollestad Trio +Spidergawd
Dato
15-08-2014
Fotograf
Jens Jam Rasmussen
Karakter
4

Pstereo festival, Marinen og Byscenen, Trondheim, Norge

Pstereo festival er beliggende på den grønne eng Marinen langs Nidelven bag Trondheims vartegn, Nidarosdomen. Et fint og oplagt sted til en to-dages byfestival, der er gået fra de små 6500 publikummer i åbningsåret 2007 til de udsolgte 24.500 i de seneste par år, og nu også i denne 2014-udgave.

De senere år suppleret med forskellige klubshows, som Pre-stereo og Klubstereo, der sikrer et solidt festivalleben i hele byen her i sommerens udkant.

Et program med fortrinsvis rock, electro, pop, indie og hiphop og med Biffy Clyro og Franz Ferdinand som headliners, samt et dansk indslag i poptøsen Mø.

Som sådan ingen 100 % Devilution-minded festival, men alligevel med et par meget hårdtslående, relevante og interessante indslag på både festivalpladsen og klubscenen.

Scofield møder Black Sabbath?

Hedvig Mollestad Trio. Det lyder måske på papiret som en Tina Dickow-lignende størrelse, men guitaristen Hedvig Mollestad Thomassens trio er en helt anden og tungere størrelse. Et instrumentalband, der lægger sig 70’er-tungt i det evige ekko fra Black Sabbaths definerende tyngde, men langt fra som endnu et retro-stoner rock-band. 

Suppleret af den spændende bassist Ellen Brekken, som skifter mellem den traditionelle el-bas og kontrabas, og den lækkert swingende trommeslager Iver Loe Bjørnstad, lader Hedvig Mollestad den tunge stener-stemning smelte sammen med stemningsfulde jazzstykker, indimellem med lidt hviskende guitarklimpren a la jazzstjernen John Scofield, måske? Jeg er lidt ude i kanten af mine anmelderkompetencer her. Indrømmet.

Således ikke et særligt definerbart orkester, men publikum tog pænt imod trioen, som åbnede festivalen på den næststørste scene, Kanonscenen, i strålende fyraftenssol.

Måske bliver bandets instrumentalkoncept lidt for enerverende i længden, men sine steder et ganske spændende og udfordrende bekendtskab, som jeg gerne skal tjekke ud i intim klubsammenhæng, hvis chancen byder sig.

Træfsikre rocktærsk

Skambankt borger for træfsikker og rå garagerock, som det hørtes på deres gennemførte søndagsseance på sommerens Roskilde Festival.

På den fyldte Elvescene bankede bandet afsted med omtrent samme sydende dynamik og ekstroverte energizoner som på Dyrskuepladsen dengang i juli 2014.

Ingen dikkedarer, bare direkte og dirrende fed garagerock, hvor The Stooges, The Ramones og endda Motörhead danner en medrivende punk’n’rollet platform, og hvor Skambankts melodiske tæft og klassisk lydende rockrefræner hiver den hjem – også i større skala, som her på Pstereos festivalparate hovedscene tidligt fredag aften.

Den norske lyrik giver bandet en særlig autenticitet og gør dem måske en anelse mindre anonyme, end hvis det havde været (nok et) engelsksproget garagerockband?

Vi nåede ikke helt Roskilde-niveauet her, selvklart ikke, men Skambankt besørgede en rigtig god og reel time i rockens fuldt ud dedikerede tegn.

Coltrane møder Cream?

Trondheims egne Spidergawd rundede Pstereo-fredagen af på Byscenen med plads til 500 rockfreaks. Vi var cirka 400.

Bandet debuterede i starten af året med det energiske og umiddelbare småjammede, selvtitlede album, hvor både Kyuss, MC5, Cream og Grand Funk Railroad er refererencepunkter, men samtidig med et solidt spark fremad til sådan cirka 2014.

Spidergawd er et lovende band, bygget på ex-Cadillac-sanger og guitarist Per Borten og Motorpsycho-rytmegruppen Bent Sæther (bas) og Kenneth Kapstad (trommer), suppleret af saxofonisten Rolf Martin Snustad (skabandet Hopalong Knut).

Der er dimensioner i det line-up, deres variable musikreferencer og knaldstærke sammenspil.

På den lidt forsinkede og 50 minutter lange midnatssceance fik vi de fleste godbidder fra debuten samt et par lyt til bandets måske næste samling sange.  

Spidergawd spillede med en enorm kraft, der tog os fra hård og kontant stoner- og bluesrock, over nogle mere funky og groovy variationer af samme, frem til en lavere og mere meditativ volumen i noget, som ledte os i retning af en John Coltrane, der jammer med Cream på en stenet søndag formiddag. Den sammenligning er jeg mere sikker på.

Positiv tendens

Og måske fornemmer man en tendens på den norske retroinspirerede rockscene? Selvbevidste dyk tilbage i sen-60’ernes og 70’ernes tunge hellige rockgral, jovist, men med en insisteren på ikke bare at være endnu et rendyrket retrotrip. Der afsøges nye horisonter, herunder i jazzens verden, i kontrasterne og kombinationsmulighederne, og der arbejdes med jamsessionens spontane meningsfylde.

Og indimellem fik vi så den gennemførte rockfest fra Skambankt på stor scene.

En rigtig udmærket festivaldag, der gav løfter om noget mere på den kreative og lovende norske hård rock-scene.