Frådende velspillet rock
Norske Spidergawd debuterer på medrivende og sublimt velspillet vis med et udspil, der har stor succes med at slippe rockmusikken legende fri.
2. Blauer Jubel
3. Master of Disguise
4. Southeastern Voodoo Lab
5. Empty Rooms
6. Million $ Sommersault
Det kommer ikke som en overraskelse, at Spidergawds selvbetitlede debutudspil, er et vaskeægte rockalbum, og at det på mange måder består af musikalske godbidder på stribe. Alle seks sange på albummet er krediteret til Per Borten fra bandet The Moving Oos, men med Motorpsychos Kenneth Kapstad og Bent Sæther på henholdsvis trommer og bas kunne albummet nu være krediteret til frøken-hvem-som-helst, og pladen ville formentlig stadig have denne skribents/fanboys nysgerrige opmærksomhed. Alle, der først én gang har erfaret det bundsolide sammenspil mellem Kapstad og Sætner, vil sandsynligvis have det på omtrent samme måde. Når det er sagt, må det konstateres, at nysgerrigheden efter Spidergawds debutplade heldigvis kun tager til, i takt med at man så rent faktisk også dykker ned i albummet og kommer ind i den energiske og signaturstærke musikalitet, der gemmer sig bag udspillets suveræne musikernavne og pladens farverige, sexede psych-cover. Der er gode ting på spil her.
Suverænt ufærdig rock-feel.
Ikke ulig netop Motprspycho skriver også Spidergawd sange, der er så melodiøse, at de fremstår direkte imødekommende. Dette er sangenes umiddelbare udtryk: Blandingen af rockjazzet Motorpsycho-puls, MC5-vrede, små glimt af Captain Beefheart samt en (til tider) Hendrix-lignende vokal fra Borten opstemmer lytteren og gør det let at leve sig fysisk ind i sangene. Samtidig er der noget differentieret og uafrundet over skæringerne, hvilket giver en ellers imødekommende rock noget sjældent slidstærkt, og som er med til at gøre lytterens interesse for pladen vedvarende. Pladens æggende, improvisationsvenlige - men åbenlyst skrevne - ”ufærdigheder” gør udspillet spændende på tværs af genlytninger. Der dukker nye ting op, hver gang man vender tilbage til pladen, og uanset ens rockpræferencer vil der formentlig være noget at komme efter for én på ’Spidergawd’.
Retro uden påtagethed
Det er da også hovedsageligt instrumenteringen frem for sangskrivningen, der gør skiven til det solidt rockende udspil, som det vitterligt er. Sangskrivningen er skam okay, mens bandets fornemmelse for musikalitet, rytme og samspil hinanden imellem er direkte hæsblæsende. Det er det fire mand store orkesters fornemmelse for hinanden, der giver Spidergawd en helt særlig insisterende glød. Selv en standardsag som ’Blauer Jubel’ er på ingen måde en uvedkommende sang, thi den bliver leveret med en musikalsk kraft, man kun sjældent støder på. Kapstad, hvis hårdtslående trommespil er alfa og omega, skal også fremhæves. I en tid, hvor rocktendensen i øvrigt er, at udtrykket helst skal være retrofikseret for at være rigtig cool, da trækker Spidergawd et af de længere og flottere strå; Retrorocken er sjældent hørt mere naturlig end her. Produktionen strammer sig heller ikke an for at være insisterende 70’er-true, hvilket er en skøn befrielse.
Fra rock til blues
Der er plads til eksperimentalpassager på pladen, ligesom jazz heller ikke er ukendt for musikerne. Hele tiden er det dog med den gode rockmusik i fokus. Det afsluttende nummer ’Million $ Somersault’ fjerner i øvrigt også fokus fra det solidt rockende for i stedet at fokusere på det solidt delta bluesede. Specielt sendes der på dette nummer anerkendende nik til Skip James’ karakteristiske mørke fingerspillende delta blues-melodier (hvem de da også har indspillet to covernumre af, som man kan finde som b-sider på bandets to 7”-singler). Det gør sig generelt for Spidergawd, at der er tale om et band med en tydelig musikalsk nysgerrig sult, der spænder bredt. Og denne sult, som pladen nærmest bruser over af, formår denne gode debutplade at trække over lytterens ører. Også som lytter er man sulten efter mere.