Den selvsmørende motor
Populær
Den udkom i første halvdel af 2013, men først nu har Devilution fået lyttet til Motorpsychos 18. studiealbum, der er en kraftpræstation af et rockudspil.
AugustB
Barleycorn (Let It Come, Let It Be)
Ratcatcher
The Afterglow
Den anden aften gik det op for én, at et af Norges mest produktive og også stærkeste rockkort, Motorspycho, er på vej med et nyt album. Det kommende album er sat til udgivelse d. 7. marts og hedder ’Behind the Sun’. Ved samme lejlighed gik det så op for én, at en af plader, der gjorde indtryk i 2013, men som man mangler at skrive om, netop er den seneste udgivelse fra trioen fra Trondheim, den efterhånden ret gamle ’Still Life With Eggplant’. Som en form for opfordring til læserne om i det hele taget at holde øje med denne trio hives den seneste motorpsykotiske plade derfor frem fra hylden igen.
Over den seneste årrække har Motorpsycho været omtrent ligeså produktive på musikscenen, som Woody Allen har været det på filmfronten. Produktiviteten har mildest talt været imponerende, og nordmændene har spyttet plader ud i ét væk. ’Still Life With Eggplant’ er det femte studiealbum siden ’Little Lucid Moments’ i 2008, og der er som sagt allerede endnu en udgivelse på trapperne. Ind imellem studiepladerne har bandet samtidig udgivet et par livealbum, ligesom både trommeslager Kenneth Kapstad og bassist Bent Sæther har fået tilfredsstillet deres musikalske damp ved også at være aktive i diverse andre bands (Kapstad oplevede man måske som sublim hyremusiker i black metal-bandet God Seed på Copenhell sidste år).
Motorpsychos tilgang til det at udgive album synes i det hele taget som antitesen til den tilgang, som rock- og metalbands typisk arbejder ud fra. Hvor der vel nærmest er en slags tommelfingerregel om, at det tager rock- og metalbands i hvert fald et par år og formentlig også tre eller flere, før de får finskrevet og finpudset deres næste værk, da synes Motorpsychos tilgang til det at spytte plader på gaden i højere grad at læne sig op ad en filosofi, men kender fra free jazzens frit fra leveren-metoder. Mindre fortænkt og ditto analt.
På den anden side synes ”jazz” som et måske for let prædikat at give Motorpsycho i dag, skønt de gennem det sidste årti rent musikalsk netop har opprioriteret det, vi kan kalde for jazzede rockvibrationer. Forkærligheden for kombinationen af jazz og rockmusik er i dag slet ikke til at tage fejl af. Denne forkærlighed har altid været der hos bandet, men tog først rigtigt fat ved indgangen til 00’erne. Også inden da - mens Motorpsycho drønede derudad med deres skizo-blanding af sludge og grunge og poprock op gennem 90’erne - var de imidlertid et meget aktivt band (fra ’91 til ’01 udgav de ti studieplader, to livealbum plus det løse), og det er således ikke udelukkende med opprioriteringen af jazzen, at den løse tilgang har sneget sig ind hos bandet. Den mindre fortænkte tilgang har tværtimod altid været en del af musikforståelsen hos Motorpsycho, også inden de trådte det progressive jazz-gear tydeligt i bund.
Men bandets forkærlighed for jazz - med alt hvad det indebærer af henholdsvis løse strukturer, der kun har skuldertræk til overs for omkvæd og det almindeligvis melodiøse, og improviserede jams - har altså sjældent været mere fremtræden hos Motorpsycho, end det så har været de sidste fem år. Fokuseringen på jazz skyldes formentlig netop jazz-konservatorieuddannede Kapstad, der joinede bandet på udgivelsen af førnævnte ’Little Lucid Moments’ i 2008, efter at tidligere trommeslager Håkon Gebhardt forlod bandet nogle år forinden. Kapstad har tydeligvis fået frie hænder til at tage sit musikalske vanvidsgesjæft med ind i Motorpsycho-lejren og ægge navnet løst til.
Men tag ikke fejl, ’Still Life With Eggplant’ er ikke en jazzplade. Tværtimod er det en af de mere tilgængelige plader fra bandets senere år – og det til trods for at den samlet set egentlig er omtrent lige så kaotisk og diffus en størrelse, som bandets vidtrækkende karriere er i det hele taget. Motorpsycho er et kamæleonband, man aldrig ved, hvor man har, hvilket netop ’Still Life With Eggplant” indrammer. Det diffuse udtryk skyldes sandsynligvis, at pladen består af "leftovers", forstået på den måde at den angiveligt er sammensat af materiale, der ikke passede ind på de to tidligere plader, henholdsvis ’Heavy Metal Fruit’ (2010) og rockoperaen ’The Death Defying Unicorn’ (2012). Lige så diffus, som pladen samlet set er, lige så homogen og forbandet sammenhængende er pladens fem sange dog hver for sig.
Pladens første nummer er 10 minutter lange ’Hell’, der lægger for med et af de tungere guitarriffs, man har hørt fra Motorpsycho i lang tid. Rent sonisk er der fra start af samtidig noget nyt på spil, hvilket skyldes en gæsteoptræden fra Reine Fiske hentet fra et naboband, svenske Dungen. Fiske akkompagnerer Hans Magnus Ryan, aka Snah, på guitaren meget af pladen igennem, ligesom han også bidrager med mellotron til et lydbillede, der sjældent har lydt sprødere hos Motorpsycho. Efter 'Hell' følger ’August’ som en kortere, mere lystig sag. Sangen sætter tonsende i gang, inden den hurtigt finder frem til et let feel, som var Motorpsycho for en stund sydstatsbandet, der forsøger at snige Zappa-lignende finurligheder ind i sættet, mens de spiller på den lokale røvballebar.
Herfter dukker ’Barleycom (Let It Come, Let It Be)’ op, der er en ballade af både æggende og episke proportioner. Den råbende fællesvokal, der i dette nummer er på spil mellem Sæther og Snah, er charmerende og medrivende ud over det sædvanlige. Overgangen mellem den ekstremt sagte vokal under sangens åbning og vers til de råbende konfrontationer under omkvædene er pokkers effektfuld. Kapstads simple, men pulserende trommer er desuden ikke til at komme udenom, som de har underspillet wauw-faktor skrevet all over. Tilføj desuden et lag af noget psykedelisk og svævende til lydbilledet samt en Gilmour-episk solo, og du svæver højst sandsynligt gerne velvilligt af sted til den.
Og så er det, at pladen for alvor bliver jazzy. Den 17-minutter lange ’Ratcatcher’ er en omgang fuldblods-fuzz, der på interessant og paradoksalt vis tilføjer pladen et nedspillet overload af psych og som ikke mindst bidrager med dansende trommestikker i løse håndled. Lige denne ”overskudslagersang” stammer formentlig fra ’The Death Defying Unicorn’, hvis afslutningsnumre dukker op i hukommelsens øregange hos én i mødet med den. ’Ratcatcher’ er et smukt og skramlet bæst af et nummer, hvis fantastiske midterstykke går fra at være stille og psych-balancerende til hektisk, bombastisk og tungere end tung. Det er et af bandets bedste ”jazznumre” til dato, som det i øvrigt ikke kræver meget mere end en sofa, et sæt gode højtalere og en kop kaffe i favnen for at nyde. Hvis man er villig til at sætte sig tilbage og lade det overvælde én, kræver det kort sagt ikke en skid for at komme til at storelske dette nummer.
Afslutningsvis dukker ’The Afterglow’ op, der er en ballade fra den mere banale skuffe. Det er efterhånden flere år siden, Motorpsycho ramte helt rigtigt med deres ballader, og de gør det heller ikke denne gang – også selvom guitardrivet i slutningen af sangen bestemt er mere end værdigt. Overordnet set er Motorpsycho dog i dén grad værdige. Musikalsk usømmelige, diffuse og aldrig lette at sætte i bås - men satans værdige! Indtil næste gang, Motorpsycho - og heldigvis er det lige straks.
Se en hjemmebrygget video til 'Ratcatcher':