Fremtiden i fortiden
Zeal & Ardor viste live, at de med blandingen af fortidige genrer har fremtiden for sig
In Ashes
Servants
Come On Down
Blood in the River
Row Row
You Ain't Coming Back
We Never Fall
Fire of Motion
Ship on Fire
Waste
Hold Your Head Low
Coagula
Cut Me
Gravedigger's Chant
Children's Summon
Built on Ashes
Don't You Dare
Ekstranumre:
We Can't Be Found
Devil Is Fine
Baphomet
Det var tydeligt i Pumpehuset, at Zeal & Ardor har fat i noget særligt. Bandet, som det nu er blevet til, er vokset ud af frontmand og krumtap Manuel Gagneux’ ambitioner om at skærpe sin kreativitet ved at sammenblande to fjerne genrer, nemlig de pænt gamle negro spirituals med det kun halvgamle black metal. Med hans egne ord er projektet: ”what if American slaves had embraced Satan instead of Jesus?" Det musikalske svar står klart, og det har gjort fortællingen om projektet knivskarp. Ved at blande noget gammelt har de skabt noget helt nyt, og Zeal & Ardor står i skrivende stund som et af de hotteste navne, der er steget op af den metalliske undergrund. Det viste sig også ved, at der var udsolgt.
Koncerten begyndte offensivt med ’Come on Down’ , River Runs Red’ og ’Row Row’. Alle varierede numre, der med Zeal & Ardors livelyd fremstod mere organiske end på plade, samtidig med sangene har en klædelig fremdrift.
Skal man kritisere Zeal & Ardor for noget, så er det, at de to musikalske verdener ikke for alvor bliver smeltet sammen. Der er ikke fundet en fællesnævner i udtrykkene, som der arbejdes ud fra. Derfor kan musikken til tider blive stillestående. Et klangligt stemningsbillede eller stilleben, der – i hvert fald for denne anmelder – kan sammenlignes med at kigge på amerikansk fodbold. Pludselig sker der en hel masse, så stoppes der op, hvorefter det går i gang igen. Både ’Ship on Fire’ og ’You Ain’t Coming Back’ led under det.
Men kritikken af det stillestående skal ikke overskygge, at vi med Zeal & Ardor har fat i en kreativ tilgang til musik, og metal i særdeleshed, som bliver leveret med nerve og dygtighed live, hvilket bør tages imod med djævletegn og kyshånd. Det er der heldigvis mange – og mange slags – der gør. Blandingsproduktet så ud til at have fat i flere forskellige publikumstyper end københavnermetallens tordenskjolds soldater og kan i den forstand godt sammenlignes med et andet metallisk blandingsprodukt, nemlig Volbeat.
Om Zeal & Ardor bliver helt så store som de danske rockabilly-metallere, må tiden jo vise, men indtil da kan vi glædes ove,r at de live leverer en sang som ’Don’t You Dare’ så pågående og ’Waste’ så drømmende, som de gjorde denne aften i den gamle Kransal. Med dem er der bestemt noget at se frem til de kommende år, især med det lille håb, at de med det næste kobbel sange på en ny skive kommer helt i mål med den musikalske sammensmeltning.