Copenhell 2018: S(j)ælen blæste væk i vinden
Populær
Zeal & Ardor gjorde, hvad de kunne for at indlemme publikum i deres aparte black metal-univers, men vinden spillede dem et alt for stort puds.
Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Zeal & Ardor, så er det okay at blive lidt forvirret. For i en tid, hvor hybriderne for alvor har taget fat – også indenfor metal – er det schweizisk/amerikanske band alligevel lykkedes med at toppe det meste i afdelingen for sære blandinger.
Black metal parret med spirituelle tekster og melodier fra slave-tiden i USA. De politisk korrekte alarmklokker ringer sikkert hos nogen, men det er med den absolut største respekt, at bagmanden Manuel Gagneux har kastet sig over sit projekt – og endda med stor succes til følge.
Hvor den første plade 'Devil Is Fine' var skåret skarpt og næsten ligeligt fordelt mellem de to genrer, så bevægede gruppen sig med 'Stranger Fruit' fra tidligere i år over i et mere flydende univers, dog stadig med høj-oktan black metal og negro spirituals som de bærende søjler.
Det var egentlig meningen, at Zeal & Ardor med rette skulle have spillet efter mørkets frembrud, men en spøjs programomlægning førte altså til, at de i stedet måtte tage sig til takke med et tidligt eftermiddags-show. Lidt af en mavepuster for både band og publikum, for de havde uden tvivl haft bedre vilkår senere på aftenen, hvor vinden også har det med at drosle en smule af.
Copenhell kæmper generelt med vind – og det kan undre, at der ikke som minimum er én overdækket scene/teltscene, når festivalen nærmest ligger i en havn. For nogle bands betyder det muligvis mindre, for Zeal & Ardor blev det tæt på katastrofalt.
Godt nok gik black metallen fint igennem – og lød endda væsentligt mere opskruet end på plade – men de mange kor/chanting-elementer og de finurlige instrumentale detaljer, som især kommer til udtryk på 'Stranger Fruit', blæste ud i Østersøen og efterlod en underlig mat fornemmelse i luften.
Det var tydeligt, at både band og publikum var klar på hinanden, men grundet de svære lydforhold blev Zeal & Ardor reduceret til et tyndt optegnet band, der slet ikke lykkedes med at skabe en mærkbar stemning omkring deres på én gang aparte og vellykkede kompositioner.
Skæringer som 'Devil Is Fine' og 'Blood in the River' fra debuten samt Adult Swim-singlen 'Baphomet' blev dog leveret med så meget ekstra pondus fra korsangerne – mens Manuel Gagneuxs egne bestialske skrig skar hårdt igennem – at vinden og de umulige forhold for en stund fyldte mindre. Og så var det slut. Forhåbentlig med et snarligt gensyn. Et sted indenfor.