Grus i maskineriet

ZA

Samtiden har indhentet Zeal & Ardor og hymnerne er udskiftet med slagsange.

Kunstner
Titel
Zeal & Ardor
Trackliste
1) Zeal & Ardor
2) Run
3) Death to the Holy
4) Emersion
5) Golden Liar
6) Erase
7) Bow
8) Feed the Machine
9) I Caught You
10) Church Burns
11) Götterdämmerung
12) Hold Your Head Low
13) J-M-B
14) A-H-I-L
Forfatter
Karakter
4

Vi har skrevet stolpe op og stolpe ned om hvordan Zeal & Ardor blev til, vi har kloget os på hvordan frugterne af hans arbejde smager, og ikke mindst hvordan omstændighederne fremskyndede og formede hans forrige udspil ‘Wake of A Nation’. Men hvordan står det så til nu, små to år senere?

Det har jeg forsøgt at redegøre for i min gennemgang af 'Zeal & Ardor' — begrænset af bevidstheden om, hvor påpasselig man skal være med at udtale sig på andres vegne. Jeg er hverken blind eller uempatisk, og af samme årsag er det også en grum omgang at fordybe sig i Zeal & Ardors beretninger. Jeg har søgt tilflugt i noget jeg trods alt kan udtale mig om, uden at tage ordet fra dem der burde have det og konstaterer; at Manuel Gagneux har skabt noget unikt, der på en og samme tid løfter og begrænser ham.

Nye vinde
‘Run’ er første eksempel på, at her mangler det særpræg der har gjort Zeal & Ardor til Zeal & Ardor. Nummeret føles fladt og uinteressant, og uden den livlighed, der kastede stråleglans over ‘Strange Fruit’. Jeg har haft lange debatter med mig selv om, hvad der er vigtigst at belyse i denne anmeldelse: budskabet eller formidlingen. Det føles besynderligt at sidde og smaske, mens man smager på hvordan det bliver serveret, men det er trods alt mit primære formål; at videreformidle hvordan musikken udfolder sig.

På ‘Death to the Holy’ bevæger Manuel Gagneux sig endnu længere væk fra den grynede og nærværende stemning, der ellers har været hans varemærke. Denne gang dominerer frøvokal og tænderskærende elektroniske nedslag, i opposition til korsang og dybe pianotoner. En afstikker til deathcore trækker os endnu længere frem i (musik)historiens annaler og kan, hvis man vil, ses som en parallel til de forhold, der bliver belyst i teksterne. Black metallen som de undertryktes åndelige afsæt til oprøret fungerede i parløbet med gamle slavehymner, og uden den dynamik, vakler kreationen under sig selv.

Det er samtidig også et varsel om den drejning black metallen har taget. Den er ganske enkelt ikke altid stærk nok til at stå alene, uden det element der før var i fokus: nemlig afro spirituals, soul og den spirituelle frigørelse af slaverne gennem Satan. Det ses endnu tydeligere på næste nummer, ‘Emersion’ der er rendyrket post-black/blackgaze, som jeg ville have forventet af Deafheaven - før de sprang ud som popmusikere. Der breder sig for en kort stund en følelse af fred, før ‘Golden Liar’ prøver at genvinde formen med patos, bluesguitar og korsang.



Måske har Zeal & Ardor har gjort sig selv en kæmpe bjørnetjeneste ved at have skabt noget så unikt. For i og med, at han har bevæget sig væk fra raslende lænker og røde floder, skal han pludselig til at definere sig ud fra de samme spilleregler, der gælder for mere standardiserede black metaludøvere. Og dér halter han desværre bagefter sine kolleger, der valgte den traditionelle vej.

Jeg har dog ved redaktionens ophør besluttet mig for at denne plade er det næste naturlige, dystre kapitel i en fortælling, der udfolder sig i realtid. Kronologisk og narrativt har vi indhentet samtidens og fremtidens scenarier, og derfor oplever jeg også musikken som overvejende mere digital, hvor den førhen har haft en meget mere analog tekstur. Derfor er det nærliggende at tro, at den stormfyldte ‘Erase’ refererer til destruktionen af historiske monumenter i kølvandet på protesterne i USA, som fremskyndte tilblivelsen af  ‘Wake of A Nation’. ‘Bow’ er en underlig størrelse, da den lyder som et remix af Zeal & Ardor, omend en udgave mere blottet for følelser end hvad vi førhen har været vant til.

‘Feed the Machine’ er som så mange andre af hans numre, glad for tiltale/svar dynamikken. Men uden den tyktflydende sydstatsstemning, føles det malplaceret i de nye rammer for fortællingen. Det er et af de svagere numre på pladen, og næste nummer ‘I Caught You’ fortsætter i samme rille, før den kulminerer i et skrig der ville gøre Anaal Nathrakh grønne af misundelse. Nummeret eksploderer mellem hænderne på en, og besidder en bidsk kvalitet — en kvalitet der uden tvivl stadig er at finde på hele pladen fra start til slut. Der er kampgejst og stålsathed til overflod, så jeg ikke kan lade være med at føle uretfærdighedens flammer blusse op.

Et spørgsmål om temperament
‘Church Burns’ er en emotionel størrelse, der kaster en kæmpe skygge i kraft af sit budskab. Den smager af de tidligere plader med sin taktfaste klappen og støvede blues, men effekterne på guitaren, i samspil med den indsmigrende rene vokal, giver en blød kant til et uapologetisk protestalbum. Der er stadig knyttede næver, så det er nok mere et spørgsmål om hvorvidt du er til Martin eller Malcom, der afgør, hvad du synes om ‘Zeal & Ardor’.

Et andet lille stykke med særegenhed kommer på ‘Götterdämmerung’. Det er et spændende nummer, med et tysk omkvæd leveret med så megen galde, at jeg bliver helt bekymret. Vokalen halser om kap med en tung og skrævende omgang staccatoriffs, i et virvar af stemninger og et bette nik i retning af System Of A Downs skæve nu-metal.

Personligt finder jeg det til at være pladens bedste nummer, både fordi det er så fjernt fra, hvad jeg forbinder med Zeal & Ardor, men stadig lyder velkendt og samtidig er interessant som selvstændigt værk. Modsat på skalaen finder vi ‘Hold Your Head Low’, der oser af dæmpet belysning og tilrøgede lokaler, tilsat en solid dosis reverb, og kan klassificeres som den obligatoriske ballade.

 ‘J-B-M’ pg ‘A-H-I-L’ føles begge som et endegyldigt farvel til hvem Zeal & Ardor var, og denne idiosynkratiske konklusion efterlader mig med flere spørgsmål end svar. Det er en plade, der på en og samme tid føles som en naturlig udvikling, set ud fra et historisk perspektiv og et skridt til siden, ud fra et musikalsk perspektiv. Om det er et statement i det eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på, men budskabet er stadig ikke til at tage fejl af.

Bare Lyt, Makker.