"Jeg kan ikke trække vejret"
Populær
Zeal & Ardor holder ligsyn for et land med en udgivelse, der ikke kunne vente.
2. Tuskegee
3. At The Seams
4. I Can't Breathe
5. Trust No One
6. Wake of a Nation
Zeal & Ardor er et af vor tids helt store metalfænomener. Vi har adskillige gange før talt med dem og om dem. Den helt særlige blanding af sorte amerikanske spirituals og moderne black metal er både nyskabende og inspirerende og har sjældent været mere relevant end i 2020.
Oprindeligt havde Manuel Gagneux, manden bag projektet, planlagt at skrive og indspille en plade, der skulle udkomme i 2021, men, fortalte han til thePRP, så skrev han disse sange, der skulle blive hans bud på et gravskrift for USA, som en reaktion på sommerens uhyrligheder mod afroamerikanere. Og de sange kunne ikke vente.
Set kan man kun give Gagneux fuldstændig ret i, når man lytter til ‘Wake of a Nation’.
“I tog alt vores håb fra os”
I can’t breathe, it’s a cellphone, please don’t shoot,
I need to get home, I’m on my knees begging please
Sådan åbner pladens første nummer, ‘Vigil’, og det er nok til at sende kuldegysninger ned ad ryggen. Disse linjer er de sat sammen af flere dræbte sorte amerikaneres sidste ord. Eric Garner blev i 2014 kvalt af politiet, mens han fortvivlet fortalte, at han ikke kunne trække vejret. Det samme var tilfældet for George Floyd, der oplevede det samme i år. Stephon Clark blev skudt tyve gange af politiet, efter sigende fordi de troede, hans mobiltelefon var et våben. Elija McClain var en 23-årig dreng med autisme, der blev kvalt af tre politibetjente i Colorado, mens han bad om at komme hjem.
Der er ikke den mindste tvivl om Gagneux’ intentioner og holdninger. Han er rasende og rystet til sit allerinderste over den behandling, sorte amerikanere udsættes for i USA. ‘Vigil’ fortsætter med linjer, der henviser til politets forsvar om, at de “blot følger ordrer”, og slutter med det retoriske spørgsmål:
How many more will it last?
Why not just take all of us?
‘Vigil’s sarte klavermelodi kombineret med Gagneux’ blide vokal sætter de urimeligt stærke tekster i relief og gør det nærmest til pladens tungeste nummer, dets milde instrumentering uagtet.
Men lyden kommer til at matche indholdet allerede fra andet nummer ‘Tuskegee’. The Tuskegee Syphilis Study var et horribelt eksperiment, der pågik fra 1932 til 1972, hvor man foregav at behandle sorte amerikanere for syfilis, men i stedet bedrog dem og udelukkede gav dem placebomedicin for at undersøge effekten af den ubehandlede kønssygdom på mennesker.
Naturligvis kun sorte mennesker.
Sygdommen spredte sig, adskillige mennesker blev inficeret, børn blev født med sygdommen, og mange døde som direkte følge af studiet.
‘Tuskegee’s rasende black metal med den næsten Thyrfing-lignende raspende vokal er et frådende angreb på et land, der har stjålet et folk fra deres hjemstavn, men aldrig har villet behandle dem som mennesker. De umenneskelige skrig kombineret med det nedtunede og usædvanligt bastunge mix giver et nummer, der ikke alene er gruopvækkende i sit indhold, men også i sin form.
Vekselvirkningen mellem det virkelige hårde og de rene og nynnede omkvæd sætter begge dele i relief og får de tunge sider til at fremstå tungere, de rene mere urovækkende. Det er et nyskabende bud på black metal, der tilføjer en tyngde, som sjældent høres andre steder.
Hævn og modstand
Midten af pladen fungerer som optakt til afslutningen. ‘At the Seams’ er næsten en vuggevise fra en mor til et barn. Hun ved, hvordan han vil dø, fra det øjeblik han bliver født. Den slutter med et stærkt processeret klageskrig over de enkle klavertoner.
‘I Can’t Breathe’s samples leder direkte ind i ‘Trust No One’, der er det tætteste på Zeal & Ardors tidligere udgivelser med håndklap og call and response-struktur, der minder om gospel-musik. Alt dette smides oven i de elektroniske mønstre, der tydeligt hørtes på ‘Stranger Fruit’.
Afslutningen er eksplosionen. ‘Wake of a Nation’ er der, hvor Gagneux lover hævn over det døende land. Den afrikanske inspiration har aldrig været tydeligere end på denne kampsang. Der trommes og klappes over tunge og skærende guitarrytmer, og Gagneux og hans kor synger og gentager på både engelsk, latin og tysk og får på mærkværdig vis givet det hele en meget mørk og truende stemning, mens de kalder til kamp som et ekko af ‘Vigil’s løfte om modstand.
At vurdere ‘Wake of a Nation’ musikalsk er næsten umuligt, dens enorme tyngde taget i betragtning. Men det er måske heller ikke nødvendigt. Det er protestsange som dem, arbejderaktivisten og sangskriveren Joe Hill skrev for hundrede år siden, inden han blev henrettet af den amerikanske stat.
Dette er måske årets vigtigste metalplade, alene af den årsag, at den tvinger os til at forholde os til noget meget vigtigt, som ellers ofte ligger fjernt i metalmusikkens tankeunivers. At den fungerer fremragende musikalsk, er sekundært.
'Wake of a Nation' får topkarakter, ikke fordi den nødvendigvis er årets bedste plade. Men den er måske årets vigtigste plade. Dette års begivenheder er monumentale og overmåde vigtige, og denne plade skriver sig ind i både tiden og tidsånden og fortæller os noget meget vigtigt om begge disse og om den verden, den er et produkt af. Af samme årsag skal den ses i sin helhed og som et vidnesbyrd i højere grad end blot som et stykke musik.