Det bedste, de har lavet?

Det bedste, de har lavet?

Engelske Anaal Nathrakh blander alskens godter i en stor pærevælling til ekstrem metal, der finurligt nok fænger og er svært vanedannende, selvom de programmerede trommer måske er et minus.

Titel
Desideratum
Dato
28-10-2014
Distributør
Karakter
4

Hvad enten man har hørt musik fra bandet før eller ej, så vil de fleste metalheads i Danmark sikkert være bekendt med navnet Anaal Nathrakh efter den lille misere sidste år, hvor bandet først havde angivet, at de ville spille på Copenhell, hvorefter det i stedet blev Roskilde Festival og ikke festivalen på Refshaleøen, som kunne smide bandet på plakaten.

Bandet består – på plade – kun af Dave Hunt på vokal og Mick Kenny på guitar, bas og programmerede trommer og ditto sære lyde. Lydbilledet er i den ekstreme ende, men indeholder stadig spor af den black metal, som bandet lagde ud med ved den spæde start i 1998, men der er i dag flere elementer af dødsmetal, grindcore og industrial.

'Desideratum' følger et meget naturligt spor fra den forrige udgivelse 'Vanitas', men formår i et par sange at komme tættere på noget mere umiddelbart, som må kunne nå ud til en bredere lytterskare. Det skyldes nogle meget storladne passager og fremragende omkvæd med ren vokal i modsætning til alskens growl- eller skrigevokaler, og de er den perfekte luft i et ellers meget tætpakket, ekstremt og nærmest stresset lydbillede. Det er specielt nummeret 'Unleash', der kan lidt ekstra, men også titelnummeret, der udover ovennævnte ingredienser også har nogle heftige metalriffs, der såmænd kunne gøre et band som Lamb of God ære, er også stærkt.

Idéer fra andre gennem selvstændigt lydfilter

Anaal Nathrakhs musik og sammensætning kan minde om Strapping Young Lad på grund af det kaotiske, men stramme lydbillede, dog er det mere industrielt her, og så med den nævnte snert af black metal. Altså: De to bands' lyd er ikke direkte sammenlignelige endsige ens, men stemningen og fremgangsmåden synes ens. På samme måde lyder Anaal Nathrakh heller ikke som Nevermore, men så er der alligevel et eller andet, der sætter tankerne i den retning, når omkvædene bliver fængende og storladne med Dave Hunts fremragende og særdeles varierede vokal.

Et kæmpe dilemma ved pladen er de programmerede trommer. På den ene side er det det mest oplagte valg i det industrielle lydbillede, og det bidrager til at gøre den hæsblæsende, nærmest stressende musik endnu mere bidsk. Men på den anden side, så bliver det også lidt stift, og så er "stortrommen" lidt for høj og markant i lydbilledet, selvom en justering af EQ'en på anlægget gav et efterhånden brugbart resultat. Eller også var det bare den faktisk ret stærke sangskrivning, som havde fået overtaget i forhold til anker mod programmerede trommer.

Det er dog de fængende sange med fede riffs og god produktion, altså udover en vis tilvænningstid til specielt "stortrommens" lyd og niveau i mixet, som får lov at vinde, og herfra dømmes albummet at være Anaal Nathrakhs bedste hidtil. Og et meget interessant album i ekstremmetal-genren i det hele taget.