Copenhell 23: Betagende Brutus
Populær
Alting gik i tusind stykker og blev lappet sammen igen, da Brutus indtog Gehenna med følelserne uden på tøjet
På Copenhells bedste scene foregik der noget magisk. Mens en flok franskmænd sang om hvaler, betrådte belgiske Brutus de skrå brædder og spillede sig direkte ind på en førsteplads i mit hjerte, helt uden forbehold.
Af flere kilder havde jeg forinden fået anbefalet Brutus, uden at egentlig få svar på hvorfor. Nu hvor jeg så har oplevet trioen, står det klart, at jeg omgiver mig med mennesker, der kender mig så godt. For lad os bare gå direkte til sagen. Brutus er, allerede nu, det absolut bedste, andendagen har at byde på, og den nemmeste topkarakter jeg nogensinde har givet.
Stefanie Mannaerts er et absolut fyrtårn, og alle, der har haft fornøjelsen af at opleve dem live, vil ikke anfægte mit postulat. Én ting er at synge, mens man spiller bas eller guitar. Noget andet er at synge, mens man spiller trommer som om selveste Dave Grohl i pelsbukser er efter dig. Og Stefanie gjorde begge dele lige godt, en sjælden gave kun givet få: evnen til at være lige god til to ting på samme tid.
Autenticitet og indlevelse
Hendes lidenskabelige vokal led aldrig under de mange veludførte stil- og temposkift, og hendes teknik og behændighed bag trommerne, var på intet tidspunkt i fare for at blive forfordelt. Aldrig i mit liv har jeg studeret nogen så intenst mens de spillede, for hendes kinetiske spillestil var dybt fascinerende og mindede i sin kontrollerede løssluppenhed om førnævnte Dave Grohls lemmedaskeri. Hun styrede med sikker hånd skibet i havn og vekslede mellem stilarter, melodier og niveauer af aggression, uden at tabe tråden én eneste gang.
Stefanie er i en liga for sig. Selvom hun naturligvis ikke var den eneste stjernedygtige musiker på scenen, d’herrer Stijn Vanhoegaerden på guitar og Peter Mulders på bas, er det hendes band. Hun er drivkraften bag sangene, det konkrete og bastante modstykke til de drømmende og skrøbelige melodier, der bærer hendes, perfekte til musikken, vokal lige ind i vores hjerter. Som humørsvingninger tippede de frem og tilbage mellem følsomme og lyse vokaliseringer og mere rå og sprukne sungne emotioner. Hendes stemme gik klart igennem uden at være poleret, og der var ikke spor af anstrengelser eller krukkeri for at lyde på en bestemt måde.
Ikke nok med, at det håndværksmæssigt var en fornøjelse at observere, så var musikken i sig selv også nok til at få mine fødder til at slippe jorden. De har en masse mærkater klasket på sig for at guide søgende ører på rette vej, post-hardcore, shoegaze, math rock, men i bund og grund føles det ligegyldigt at prøve at putte det i kasser. Det eneste der gjaldt til aften, var Brutus og deres emotionelle balancering på knivsæggen.