Rullekraven strammer
Et interessant projekt lider under stilstand
2. Contorted Monuments
3. Dom Andra (Kent cover)
Det er efterhånden ved at være et par år siden vi har hørt fra alles yndlings Onkel Rullekrave. Godt nok gæstede han Danmark hele to gange i løbet af 2022, både som sig selv og med Emperor, men på udgivelsesfronten har der været stille siden de to EP’er ‘Pharoh’ og ‘Telemark’. Begge udgivelser ramte forbi de respektive anmelderes målskive og varslede en kurre på tråden mellem Devilution og en kunstner, vi ellers har været passende benovede over.
Og nu har han sørme udgivet endnu en EP, denne gang opkaldt efter det studie, den er indspillet i. I al sin enkelhed er det en instruktion i, hvordan man indspiller en plade; et samarbejde mellem URM Academy og Ihsahn som et led i et online kursus for producere, orkestreret af Jens Bogren fra samme studie. Det færdige produkt vi sidder med, er altså blevet filmet, og undervejs er der kommenteret på alt fra mikrofonindstillinger, til hvilke knapper man skal dreje på — alt sammen i lærdommens ånd.
Det lyder alt sammen virkelig spændende, og jeg tror nærmest ikke, at man kunne finde en bedre samarbejdspartner end Ihsahn. Jeg har en særlig plads i mit hjerte til ham, blandt andet fordi han anskuer sit virke som et håndværk — og det må man sige, at dette i den grad er. Dog må jeg konstatere, at jeg synes omstændighederne for tilblivelsen af ‘Fascination Street Sessions’ er langt mere interessante end det egentlige resultat.
Åbneren ‘The Observer’ går Enslaved i bedene i mere end én forstand og føles på sin vis mere upoleret i sin søgen efter form, end jeg er vant til fra Ihsahns side. Den blide vokal tilhører keyboardspilleren Øystein Aadland, der i stil med sin kollega i det mere skæggede ensemble, leverer modspil til en rusten stemme, som slår fast, at vi altså stadig lytter til metal, uanset hvad andre end måtte mene. Samtidig minder de om hinanden på den tilbagelænede stemning, rolige stemmeføring og et evigt allestedsnærværende orgel, mens proggetheden lægger sig som en tåge over det bakkede landskab.
Det andet originale nummer, ‘Contorted Monuments’ minder utroligt meget om, hvad der foregik på ‘Arktis’, både i sin struktur og fortolkning. Men hvor permafrosten regerede på et, i min ører, fejlfrit album, føles isen ikke sikker på et nummer, der smager som en udvandet version af Ihsahn selv. Misforstå mig ikke, der er stadig masser af gode sager at hente, uanset om du er til Hammond eller harmonier. Tempoet er højt, niveauet er højt, det hele spiller bare, og det er tydeligt, at alle har anstrengt sig overmåde for at levere et kvalitetsprodukt.
Derfor er det svært ikke at sidde og ærgre sig lidt over, at noget, der er så gennemført og gennemtænkt, ikke lever op til præsentationen. Først og fremmest, så forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor en EP skal indeholde mindst ét covernummer. Det er jo ikke ligefrem fordi, der er masser af plads at rutte med i forvejen, og Kents ‘Dom Andra’ er her nærmest gengivet én til én. Ja ja, vi har svenske Jonas Renkse fra Katatonia med til at sætte lidt ekstra fut i sagerne, men hans stemme er i forvejen som skabt til svea-pop fra årtusindskiftet. Der bliver derfor overhovedet ikke tilføjet noget nyt til et nummer, der i sin endelige form allerede er som det skal være.
Det virker efterhånden som om, han ikke rigtig har held med at samle de mange tråde sammen, før sweateren trevler helt op. Der er trykket på de rigtige knapper og drejet på de rigtige håndtag, og der skal nok være noget at hente for andre end mig, men som anmelder bør jeg ikke være hævet over at kunne slagte mine egne hellige køer. Jeg vil stadig insistere på, at Ihsahn laver black metal for voksne, men spørgsmålet er så om jeg, min fremskredne alder til trods, ikke er gammel nok alligevel.