Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ihsahn under vanlig standard

Updated
cover Ihsahn - Pharos

Ihsahn har i et par år stået i ualmindelig høj kurs hos mig. Han har, som den eneste, fået to gange topkarakter hos mig, og jeg står stadig ved mit udsagn om, at han laver black metal for voksne. Men alting har en ende.

Kunstner
Titel
Pharos
Trackliste
Losing Altitude
Spectre At The Feast
Pharos
Roads (Portishead)
Manhattan Skyline (A-ha)
Forfatter
Karakter
1

Og jeg får nok min samme på komedie for at sige det her, for Ihsahn er blevet magelig i sit hjemmestudie, og hans seneste ep lyder mest, som om han endelig har besluttet sig for at gå Ulver i bedene. Det gør mig såmænd ikke det fjerneste, da jeg sætter stor pris på dyster synth-æstetik – men havde det dog bare forholdt sig således, at Ihsahn havde gjort Ulver kunsten ordentligt efter.

Åbningsnummeret ’Losing Altitude’ er en sær størrelse, selv efter Ihsahns standarder. På den ene side har vi støvede, drævende riffs, der vækker mindelser om dengang, da Metallica klippede håret af og spillede blues. På den anden side har vi knitrende og glitrende syntheziserbeats, som nok er i Ihsahns ånd, men ingen af de to poler formår at løfte hinanden. Han viser tænder et øjeblik med noget reel heavy metal, og strygersektionen er ikke helt ved siden af, men den virker mest som en påklistret eftertanke og hænger ikke rigtig sammen med resten af nummeret.

Det bliver ikke meget bedre på ’Spectre at the Feast’. Jeg sad ingenlunde med en forventning om hverken en ny ’Arktis’ eller en ny ’Ámr’, men jeg havde bestemt ikke forventet så anonymt et nummer fra så markant en kunstner. Det patos-ladede synthpop med et strejf af filmmusik kunne have været efterårets soundtrack, men det mangler pondus, og ikke engang den ellers velkendte Ihsahn-solo kan løfte nummeret ud af kedsommelighedens sump. Titelnummeret ’Pharos’ er så anonymt, at han lige så godt bare kunne have optaget baggrundsmusikken på en wellnessklinik og det eneste lyspunkt i det nummer er det Portishead-inspirerede mellemstykke. De efterfølgende intermissioner munder ud i en form for easy listening-jazz, der får mig til at mistænke Ihsahn for at have hørt Opeths ’In Cauda Venenum’ og ærgret sig over han ikke selv fandt på det.

Inspiration eller mangel på samme
Min tanke om Portishead viste sig ret hurtigt ikke at være grebet helt ud af den blå luft, for de to sidste numre på ep’en er covers af henholdsvis A-ha og ja, du gættede det, Portishead. Portishead fortjener stor ære for at gøre længsel og melankoli mainstream, og her på matriklen har de lagt soundtrack til mere end ét knust hjerte. Man siger, at imitation er den største kompliment, man kan give en kunstner, så et covernummer må velsagtens være en musikalsk highfive. Men selvom det er fremført af en samling i alle henseender overkvalificerede musikere, mangler inderligheden og ikke mindst nerven, som gjorde ’Roads’ til en kartasis-oplevelse. Den er som minimum ligegyldig, men er du typen, der ukritisk sluger alt, hvad Onkel Rullekrave spytter ud, er der her rig mulighed for at sidde i halvmørket og udforske sine triste følelser.

Som rosinen i pølseenden har vi landsmændene i A-ha med ’Manhattan Skyline’, som til gengæld er en væsentligt større succes. Norges ubetinget største musikalske eksportvare får en helt anden dybde med Einar Solbergs vokalarbejde, der for alvor kommer til sin dramatiske ret. Jeg gad bestemt godt se ham samarbejde med Carpenter Brut og gå så meget ind på 80'erne, at der ikke findes nok koboltblå mascara til at udtrykke, hvor meget jeg ville høre det.

Mor er ikke sur, mor er skuffet.
Af de fem numre på ep'en er det faktisk kun ét, jeg vil anbefale – og det er tilmed et cover. Jeg håber ikke, det er symptomatisk for Ihsahns videre færd hen imod totalt kreativ stilstand, for der er en naturlig progression i hans musik. Det kan meget vel munde ud i, at han går all-in på synth-musik, med et
endegyldigt farvel til ophavet, men hvor Ulver på deres seneste udgivelse grov-flirter med 80’er-noir, er Ihsahn næsten for poppet til at kunne bære manglen på black metal. Han befinder sig bedst i grænselandet mellem kompromisløs black metal og højtflyvende, syntetiske drømmelandskaber, og jeg synes ikke, han er sluppet heldigt fra det denne gang.