RF 25: Trent til de trætte
Populær
Sent lørdag tog et træt publikum imod Nine Inch Nails på Roskilde. Reznor og bandet gjorde kun lige akkurat, hvad de skulle, og den ofte tvivlsomme sætliste spændte også ben.
2. Wish
3. March of the Pigs
4. Piggy
5. Reptile
6. Heresy
7. The Lovers
8. Copy of A
9. Find My Way
10. Closer
11. 1,000,000
12. Less Than
13. Every Day Is Exactly the Same
14. Burn
15. I'm Afraid of Americans (David Bowie)
16. The Perfect Drug
17. The Hand That Feeds
18. Head Like a Hole
19. Hurt
Nine Inch Nails har kun turneret sporadisk siden tiden før corona, og har ikke udgivet ny musik siden 2018 (fraset den eksperimenterende ‘Ghosts’-serie). Reznor har brugt det meste af sin tid på at komponere film-soundtracks sammen med Atticus Ross i kølvandet på duoens Oscar-statuette for ‘The Social Network’ (2010) - sidste år fik de en Golden Globe for scoren til 'Challengers' - og det lignede da også et langt farvel, da Nine Inch Nails i 2014 spillede i Forum, som var nedskaleret på grund af svigtende billetsalg.
Den igangværende ‘Peel It Back’-turné, som både præsenterer greatest hits og deep cuts, er således Nine Inch Nails’ største tilløbsstykke siden netop 2018, hvor de for øvrigt også var på plakaten på Roskilde. For fjerde gang. Tidligere havde vi fået en midnatskoncert på Orange 2009, foran et medlevende, men ikke ligefrem talstærkt publikum, mens 2000-koncerten, ved udgangen af Reznor & Co.’s største succesårti, var anderledes velbesøgt.
Hvorfor så al denne snak om publikumstal? Jo, fordi Roskildes musikchef præsenterer Nine Inch Nails som et navn, der kan forbinde generationerne herude på pladsen. Arh, hva?
Med og uden tænder
Lørdag aften var Arena-teltet ganske vist fyldt, uden at være overfyldt, men publikummer under 30 var der bestemt ikke mange af. Reznor er selv lige fyldt 60, mens trommeslager Ilan Rubin, der var teenager, der han kom med i bandet, i dag er 36. Det er noget med, at tiden flyver... Alders- og publikumssnak til side, i hvert fald for en stund, så understregede åbningstrekløveret ‘The Beginning of the End’, ‘Wish’ og ‘March of the Pigs’, at Reznor stadig har energien, uden at være helt så fysisk i sin scenepræcens, som han var engang. Og det er vel forståeligt nok.
Men et underligt blødt lydbillede fik det hele til at lyde yderligere tandløst. Vi skulle faktisk et stykke ind i koncerten, før ‘Heresy’ viste tænder og sendte publikum tilbage i teenageværelserne for at skråle med på “God Is Dead, and no one cares!”. Det var stærkt, men Reznor havde brug for en del pusterum, og især koncertens midte var præget af deepcuts fra den senere del af diskografien, og publikum kendte hverken ‘The Lovers’, ‘1000000’ eller ‘Less Than’.
Der var ellers ikke en finger at sætte på bandets performance. Robin Finck havde smidt dreadlocks’ne og var det mest levende billede på scenen ud over Reznor. Atticus Ross, som stod forrest i venstre side og drejede på knapper, fortrak aldrig en mine, det samme gjaldt bassist, Allesandro Cortini, der var gemt godt væk bagerst. Og når Reznor så selv ikke er 40 længere, så savnede man lidt energi fra scenen, når nu der heller ikke kom så meget fra publikum.
Fest til sidst
Reznor havde også gravet den lidt obskure 'Burn' frem fra 'Natural Born Killers'-soundtracket, som heller ikke vakte genklang hos publikum. Det gjorde til gengæld 'The Perfect Drug' fra 'Lost Highway'-soundtracket, som selvfølgelig blev dedikeret til David Lynch, kort efter at vi havde fået David Bowies ‘I’m Afraid of Americans’ fra Bowies industrial-fase. En sang og tekst, der synes mere relevant og aktuel end nogensinde og med et junglebeat af den slags, som 90'erne flød over med, og som Ilan Rubin tæskede ind i 2025.
Til sidst startede festen endelig med 'Head Like a Hole', mens publikum blev skudt i sænk af blitzende strobelys og fik hoppet for de sidste kalorier. 'Hurt' satte selvfølgelig punktum for den professionelle koncert, hvor Nine Inch Nails personlige crew løb rundt med kamera og personlige spotlys, hvilket gav en mere levende oplevelse på storskærmene, men publikum var der ikke til at løfte bandet.
Kontrasten mellem energiniveau og stemning til denne koncert og Wet Leg på åbningsdagen var vild, og Nine Inch Nails føltes desværre som et jævnt punktum for et ellers godt Roskilde-år.
Note til Roskilde: Lad Nine Inch Nails spille på åbningsdagen, når de vender tilbage i 2030'erne.