RF 25: Girls just wanna have fun!
Wet Leg tog publikum på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor Roskilde var spas sjov og eskapisme. Ingen politiske paroler, bare et minimum af akkorder, fest og så af sted.
2. Wet Dream
3. Supermarket/Sweet Home Alabama
4. Oh No
5. Liquidia (NY)
6. Davina McCall (NY)
7. Ur Mum
8. Too Late Now
9. Jennifer's Body (NY)
10. Being in Love
11. Mangetout (NY)
12. Pillow Talk (NY)
13. Angelica
14. Chaise Longue
15. CPR (NY)
Med mindre man har levet under den berømte sten, eller ikke været i nærheden af en radio i tre år, så har man hørt ‘Chaise Longue’, Wet Legs første og største hit. En forfriskende skramlet og uhøjtidelig sag, der stikker ud blandt al den perfektionisme og harmoni, der ellers præger æteren i disse tider.
Duoen er mildt sagt ikke musikalske orakler eller ekvilibrister, men det er de heldigvis selv klar over, hvilket man kan få bekræftet på debutalbummet, der egentlig blot indeholdt et par håndfulde forsøg på at lave flere ‘Chaise Longue’er. Live er Wet Leg dog udvidet til kvintet, hvor Rhian Teasdale og Hester Chambers bakkes op af tre mænd, som spillede den engelske duo frem i et ret pakket Arena-telt.
Trommeslager Henry Holmes sendte en hilsen til Deftones, der spillede efter Wet Leg på Arena: WetTones stod der på hans stortromme, og så var der ellers dømt spas powerpop, som den lød for 20-30 år siden. Wet Leg udsender deres andet album i næste uge, og på lidt speciel vis bestod halvdelen af det timelange sæt af sange fra en plade, der altså ikke er udkommet endnu.
Det satte dog ikke en stopper for festen, og den nye single ‘Catch These Fists’ stod som et åbnede power-statement, hvor Teasdale trådte frem på scenekanten med spændte overarme, inden ‘Wet Dream’ fortsatte festen. Det føltes som at være på Roskilde for 15-20 år siden. På godt og ondt.
Wet Legs sange er sjove, men også ret anakronistiske. Ligesom Fontaines D.C., der kort forinden spillede på Orange, rider de videre på en bølge, som Alvvays startede for snart mange år siden, og som artsfællerne i Wolf Alice har bygget videre på i længere tid end Wet Leg, mens Royal Blood da heller ikke har levet forgæves. Og de af os, der er grå i toppen, kan også høre Elastica og riot grrrl-tendenser, og – hvis vi tager piben frem og peger – også The Cars, The Go-Gos, und so weiter.
Dét sagt, så var det unge, primært kvindelige publikum da fucking ligeglade, og feststemningen i Arena-teltet ville ingen ende tage. Fx da frontkvinden med det enormt engelske efternavn, Teasdale, fik hele teltet til at råbe og skrige af lungernes fulde kraft i 'Ur Mom', men generelt var der lidt langt mellem de musikalske snapse. Og ved bandet, at de spiller bedaget boogierock i et nummer som 'Mangetout'?
Mod slut kom det så, motorik-beatet til 'Chaise Loungue'. Tænk sig, at et krautrock-nummer kan gå viralt og få et helt Arena-telt til at gå amok i 2025. Under alle omstændigheder fik fansene, hvad de var kommet efter – Wet Leg leverede en energibombe af en powerpop-koncert. Bare for sjov.