RMF'22: Veni, vidi, Vegard

_XTD4821
_XJD4958
_XTD4647
_XTD4598

Ihsahn rev Voxhall midt over, mens vi tiggede om mere.

Kunstner
Spillested
Dato
02-04-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

“Hnnng” sagde det indeni, da jeg så, at Ihsahn var booket til RMF. “Den tager jeg”, sagde det udenpå og som sagt, så gjort. Manden har været en af grundpillerne i den norske black metal scene i mange år, primært for sin rolle i Emperor. Men i aften kom han som solo-artist, med et helt nyt line-up af dygtige musikere. Det var vel nærmest også at forvente, eftersom Vegard “Ihsahn” Sverre, falder indenfor samme kategori.

Rullekraven var, til min makkers enorme skuffelse, blevet efterladt derhjemme. Men som jeg kunne berolige ham med, at det er rullekraven indeni, der tæller. Og den manglende beklædningsgenstand til trods, var det præcis så godt, som man kunne have håbet på. Om jeg nogensinde kunne have været tilfreds med sætlisten, er en anden snak. Hvis han havde spillet udelukkende numre fra de forrygende ‘Arktis’ og ‘Sámr’, havde jeg ikke brokket mig. Havde han stillet sig op og spillet alfabetsangen, havde publikum ikke været mindre begejstrede heller, for der var bestemt ingen tvivl om, at Ihsahn og venner var særdeles velkomne.

Det gik heller ikke kunstnernes næser forbi, at deres bidrag til festivallen var længe ventet. Som det forholdt sig med MØL, var dette også et kæmpe trækplaster, og jeg skal hilse at sige fra oppe foran, at der bestemt ikke blev holdt igen. Åbneren ‘Lend Me The Eyes Of Millenia’ fik alle omkring mig til at juble højlydt, og den fik ikke mindre respons end de øvrige numre, hvor især ‘Until I Too Dissolve’ og den skrævende heavy, der giver den form, for alvor satte gang i dansegulvet. Og danset, det blev der. For Onkel Rullekraves fødder lå hele Voxhall og ærede hans dekader lange indsats med piften, fællesklap og engagement.

Kun enkelte gange var der problemer med lyden, ser man bort fra den manglende strøm i begyndelsen af koncerten. Men som den professionelle entertainer han nu er, tog Ihsahn udfordringen med et smil. Et smil der kun blev bredere, efterhånden som musikken fik sit tag i folk. ‘My Heart Is Of The North’ og dens blide mellemstykke henførte publikum til grønne enge og endeløse horisonter, og orglet lod sig heldigvis høre nok, til at charmen ved nummeret ikke gik tabt. Der er ingen tvivl om, at det nok skal blive sjovt at se Emperor til sommer, men jeg holder nu fast i, at Ihsahn er en musiker, man bør tilstræbe at opleve som han er; en storsmilende mand med sans for musik og showmanship.