Hällas indtager det store panorama
De svenske adventure-rockere nægter at gøre det let. Progressiv rock med mod og eventyrlyst – og en sjælden tro på, at lytteren stadig kan fordybe sig.
Face of an Angel
The Emissary
Bestiaus
At the Summit
Hällas har altid haft en fod plantet i eventyret og den anden solidt i den klassiske, progressive rocks håndværk. På ‘Panorama’ tager svenskerne imidlertid et langt, selvsikkert skridt fremad. Ikke ved at kappe forbindelsen til fortiden, men ved at gøre op med, at tålmodighed, kompleksitet og fordybelse tilsyneladende stadig er radikale greb i 2026.
Albummet åbner med den 22 minutter lange mastodont ‘Above The Continuum’, og allerede her sætter Hällas barren voldsomt højt. Spørgsmålet melder sig: Hvornår blev det kontroversielt at kræve koncentration af lytteren? Ingen blinker over for en symfoni af Beethoven, og alligevel opfattes lange rockkompositioner ofte som prætentiøse. Hällas vender elegant den kritik på hovedet, hvor åbneren her ikke er lang for længdens skyld, men simpelthen fordi fortællingen kræver plads.
Musikalsk bevæger den sig fortsat indenfor bandets veldefinerede adventure rock, men med en mere gennemgående vægt på synthesizer-flader og diskrete, symfoniske lag, der især i anden halvdel løfter dramatikken til næsten filmisk intensitet. Guitarerne – melodiske og fint flettede i bedste Wishbone Ash-/Allman Brothers-ånd – nedprioriterer de forventede lange soli til fordel for kollektivt sammenspil, mens tangenterne tager rollen som kosmisk guide og skyder laserlys gennem lydbilledet. Midt i de komplekse strukturer sniger der sig også passager ind, der er mere spontant livlige og ligefrem dansable. En fin påmindelse om, at teknik ikke udelukker umiddelbarhed.
Lyrisk er ‘Above The Continuum’ samtidig et dystopisk kammerspil mellem far og søn i en verden i forfald, hvor minder om græs, vind og dyr står i skærende kontrast til nutidens tomhed. Det er både sørgmodigt og alarmerende, og sangens grundidé (“The song can certainly be seen as a counter-reaction to AI and easily digestible streaming pop, but just as much it declares a belief in humanity's will to delve deeper and receptivity to the complex“) føles ikke som nostalgisk brok, men som et oprigtigt forsvar for menneskets behov for fordybelse.
Kontrasten er derfor slående, når ‘Face Of An Angel’ efterfølgende sparker B-siden ind med hestevrinsk, boogie-energi og et omkvæd, der er så uimodståeligt, at det næsten føles provokerende. Sing-along-prog i et parallelunivers, hvor ABBA og Status Quo deler øvelokale, og hvor hooket er stærkt nok til at bære selv de mest skeptiske lyttere igennem.
Albummets sidste skæringer demonstrerer til gengæld Hällas’ formsikkerhed. ‘Bestiaus’ er en vidunderligt bevægende, ligefrem urovækkende pianoballade med ekko-vokaler og eftertænksomhed. Et strategisk velplaceret åndehul mellem de to numre, der lægger sigg tættest op ad den mere klassiske Hällas-lyd. Forinden i form af ‘The Emissary’, der drives frem i et Strawbs-rocket tempo, før den opløses i drømmende passager og samler sig igen i den hymniske finale, mens den efterfølgende ‘At The Summit’ – Steve Hacketts fingerspil har ikke levet forgæves her – bygger tålmodigt op mod et sidste crescendo, som toppen af den lange, eventyrlige rejse.
Med 2022s ‘Isle of Wisdom’ lurede en anelse komfortabel stagnation. Den frygt er til gengæld fuldstændig manet i jorden her. ‘Panorama’ udvider Hällas’ lyd uden at udfordre deres etablerede stil, og er du allerede Hällas-fan, vil du uden tvivl fortsat være med på rejsen – er du ny i Hällas-gamet, så er ‘Panorama’ samtidig også det helt rette sted at stige på.
Det er innovativt, men genkendeligt, ambitiøst uden at være selvfedt – og frem for alt et album, der tør tro på lytterens vilje til at lytte. I disse tider en næsten revolutionær handling.