Eventyrrock i halvmørket
Kapper, kosmos og kontrolleret kraft: Hällas leverede en tidsrejse, der fik Amager Bio til at holde vejret.
Tear of a Traitor
Repentance
The Emissary
Advent of Dawn
Bestiaus
Stygian Depths
Face of an Angel
Carry On
—-----------
The Astral Seer
Star Rider
Hällas
Selvom vi misser de første otte minutter af Scimitar, står det allerede klart, fra øjeblikket vi træder ind i salen, at de med tiden er blevet et mere levende act fra scenekanten.
Debutpladen har endnu ikke for alvor bidt sig fast – mest af alt, fordi jeg ligesom min kollega efterlyser flere melodier, i det hele taget flere øjeblikke der klistrer. Men live kan meget tilgives, hvis varen sælges med overbevisning, og dér har 60 % af bandet trods alt rutinen med sig fra fortiden i Slægt.
Adam Nielsen har i mellemtiden byttet trommestikkerne ud med rytmeguitar og angriber materialet med ild i hælene, mens Anders Jørgensen stadig er den samme ekstravagante spirrevip – konstant i bevægelse, konstant i gang med at flå lick efter lick ud af strengene. Der er overskud. Der er vilje. Dejligt at se.
Til gengæld mangler der en gnist i dag hos Shaam i front. En smule låst i sin levering, som om hun holder igen i stedet for at slippe vildskaben løs, som jeg ellers har set hende gøre med overbevisning – ikke mindst i fortiden med Shaam Larein. Det bliver en anelse tilbageholdt her, hvor det burde flamme. Johan Ekstrand forsøger at kompensere bag tønderne med blasts og tempo, og sættet fremstår generelt tungere end tidligere – måske faktisk det tungeste, jeg har hørt dem. Alligevel kan selv ikke den ekstra tyngde forhindre Anders i at gå full-on Gary Moore i en inderlig solo mod slutningen.
Kompetent er det, og energisk, men det er alligevel ikke helt deres dag på kontoret.
Og så er der elefanten i rummet: At de simpelthen ikke matcher hovednavnets 70’er-svævende, proggede farvepalette. Kontrasten er tydelig, da Hällas indtager scenen – iklædt sorte kapper med glinsende skuldre, som var de trådt ud af en glemt fantasy-epos fra vinylens guldalder.
Proggens eventyrlyst fornægter sig ikke, og da ‘Above the Continuum’ – den 21 minutter lange åbner fra ‘Panorama’ – får lov at brede sig som koncertens første, reelle statement, er vi i en helt anden verden. Det er ambitiøst, luftigt og leveret med sikker hånd. Nicklas Malmqvists tangenter lægger et farvemættet tæppe ud over salen, og pludselig føles Amager Bio både mindre og større på samme tid.
Jönköping-kvintetten bruger halvanden time på ikke blot at promovere den nye plade, men også at bevise, at bagkataloget er mere end staffage – og tak for det! Ældre, energiske rockere som ‘Repentance’ og ‘Tear of a Traitor’ falder naturligt ind mellem det nyere materiale, og for en førstegangsoplevelse er det en gave at få serveret så bred en tour gennem diskografien.
Kasper Eriksson skruer op for dobbeltpedalen, mere end på pladerne, og selvom det hist og her virker en smule forceret, giver det en ekstra metallisk bund, en mere massiv lyd, som går godt i spænd med den stærke live-setting i Amager Bio. 
Aftenens måske største øjeblik kommer overraskende nok i den nøgne ‘Bestiaus’. Tommy Alexandersson står alene i front, kun ledsaget af Malmqvists tangenter, og pludselig snakker vi det famøse øjeblik, hvor man nærmest ville kunne høre en knappenål falde til jorden. Hvor tiden for en stund står stille. Skrøbeligt, intenst og ægte. Et øjeblik, hvor Hällas viser, at de kan mere end at male med brede, kosmiske penselstrøg, også er kommet stykke siden debutpladen.
Momentummet daler så desværre en anelse på den efterfølgende ‘Stygian Depths’, men det indhenter svensken hurtigt igen. Lyden er med dem hele vejen, og selvom de ikke er et band, der lever af store, fysiske armbevægelser og teatralsk publikumskontakt, så taler håndværket nu også sit eget, tydelige sprog.
Ikke mindst, da ekstranumrene sender os lukt tilbage til deres unge år. ‘The Astral Seer’ får den mere lirende guitarside frem i bandet, mens det selvbetitlede nummer fra debut-EP’en stadig står som en kontant, fokuseret forsmag på det mere vidtfavnende og ambitiøse udtryk, de har udviklet sig videre til den dag i dag.
En fortræffelig første oplevelse af de svenske adventure rockere, hvor både metallens tyngde og 80'ernes svulstighed gav modspil til de mere ambitiøse udskejelser, de sidenhen har gjort til deres varemærke. Uagtet jeg gerne havde oplevet dem tilbage i deres unge dage, så er det her nu også et fortræffeligt sted at hoppe med på Hällas’ tidsrejse – og det bliver bestemt heller ikke den sidste!