Virtuost virvar
Efter Slægt kommer Scimitar, der albumdebuterer med imponerende spilleglæde og en sangskrivning, som er svær at komme ind på livet af.
2. Aconitum - 06:01
3. Red Ruins - 05:57
4. Hungry Hallucinations - 07:24
5. Fever Dance - 07:01
6. --- - 00:45
7. Ophidia - 10:20
Det er svært ikke at have høje forventninger til danske Scimitars første fuldlængde. Gruppen består nemlig af de mest urimeligt talentfulde (og samtidig rutinerede) musikere fra vældigt gode bands: 3/4 af Slægt (minus grundlægger Oskar J. Frederiksen), sangerinden Shaam Larein (fra gruppen Shaam Larein) og Johan L. Ekstrand (Endless Glory). De udkommer på det seje engelske undergrundslabel Crypt of the Wizard. Og folk har talt endog meget varmt om deres koncerter.
Og umiddelbart er der også meget, der taler for den dansk/svenske kvintets debutalbum, 'Scimitarium I', der udkommer i kølvandet på kassettedemoen 'MMXIV' fra sidste år. I hvert fald er der noget originalt og eksperimenterende på færde i gruppens genreblanding. Skal man placere Scimitar på genrekortet, kan man vel kalde det en slags melodisk black/heavy med sort eyeliner og duft af okkult røgelse. Slægt uden Dissection-inspiration, men masser af Tribulation-vibe? Og Lareins vokal giver associationer til den okkulte, doomy rock, der var så stor i årene omkring 2010. Jeg er ikke sikker på, jeg synes, den atmosfæriske vokalstil passer helt til den ret så muskuløse musik, men blandingen giver Scimitar en særegen lyd, og det er altid et plus.
Det er også et plus, at Scimitar spiller som en drøm. Det er virkelig overlegent, især Ekstrands trommespil. Og ovenikøbet åbner det instrumentale titelnummer ballet særdeles effektfuldt med sine genkommende temaer, sin dragende puls og mystiske stemning.
Men alligevel holder albummet som helhed ikke, hvad åbningsnummeret lover. Måske skyldes det sangenes længde – fraset to instrumentalnumre er sangene alle mellem knap 6 og lidt over 10 minutter lange, og det virker, som om de dels er længere, end de behøver at være, dels som om der presses for mange ideer ind, uden at lytteren sådan rigtig inviteres ind.
Sagt med andre ord: Der mangler flere melodier, som sætter sig, flere hooks, som holder lytterens koncentration fanget.
Det lykkes ret godt på 'Fever Dance' og et stykke hen ad vejen på afslutningsnummeret 'Ophidia', men jeg kan ikke lade være med at have på fornemmelsen, at Scimitar kunne opnå mere med en mere økonomisk sangskrivning frem for det virvar af virtuositet, der præger størstedelen af albummet.
Og det er også lidt frustrerende. For hver gang en ny sang begynder, sidder jeg og tænker på, hvor imponerende det lyder. Scimitar lyder som band, der har tænkt sig at erobre verden, hver gang de begynder en ny sang. Men alligevel sidder jeg på 20. gennemlytning og kan ikke rigtig huske, hvad jeg har hørt, selvom jeg for så vidt er godt underholdt, mens det står på. Måske skulle man se det live? Måske er det der, det hele falder på plads?