MMF 24: Fredag – Blod til deling, regn til forløsning

Sardonic Death runder grind-kapitlet af, mens Abyssinia debuterer, og Mysticum fortryller under tykke regndyner – en fredag med nok af skarpe skud fra MMF-bøssen!

Der skal dog nogen timer til, før programmet begynder at tage fart. Efter at have fået vasket de værste plamager af støvlerne, høvlet et par rundstykker med mellemlagret og samlet lidt tanker om gårsdagens nok bedste Napalm Death-show, jeg har set til dato, skal klokken blive 14, før dagens første indslag venter. Det føles, som om Altar of Oblivion har spillet de sidste fem år i streg, og selvom jeg da godt kan høre kompositoriske forbedringer i nogen af de nye numre på tapetet i dag, så bliver jeg nok aldrig den store fan af deres Candlemass-inspirede take på doom-kanonen. Uden naturligvis at forklejne Candlemass i øvrigt.

Efterfølgende render jeg på en tidligere arbejdskollega, som i dag er her i en ganske særlig anledning. Som den tidligere bassist i Sardonic Death, der skal spille sit sidste show nogensinde, her i dag. Mephisto har sat en lille Meet & Greet op med både tidligere og nuværende medlemmer i hjørnet af merchteltet, og så kan de gamle rødder ellers dele ud af minder om shows på Tusindfryd og spæde, musikalske flirts med en Commodore 64. Desværre ikke videre velbesøgt, men charmerende som en tidsrejse tilbage til en del af dansk metalhistorie, der sjældent ellers får megen omtale.


Abyssinia

Af samme årsag når jeg kun et par hurtige billeder af Lucid Grave, før turen går tilbage ind i det nye, store telt. En fremragende investering for festivalen, der letter muligheden for at se koncerten hele vejen rundt i.f.t. det mere snævre langtelt fra de øvrige år. Denne gang er det St. Digue-duoen, der venter med deres black metalliske sideprojekt Abyssinia. Inspirationerne fra den norske andenbølge er åbenlyse, og vokalerne fra både Kasper Deichmann og Sophie Lake går hidsigt i spænd, mens de fræser igennem deres endnu ukendte repertoire. Desværre bliver det virkelig ferme trommearbejde spillet via backingtrack, hvor det havde hjulpet dem med et tredje medlem til at sælge helheden bedre, og noget visuelt havde også fået dem bedre udover scenekanten. Som det nu er med debutkoncerter – man skal starte et sted, og Abyssinia slipper fint fra det, uden dog for alvor at skabe overskrifter – men hey, lidt afrundingsvis anerkendelse af de danske rødder fra Mercyful Fate skader naturligvis aldrig.

Sardonic Death er til gengæld svære at stå for. Eneste tilbageværende medlem fra dengang, Rasmus Helmin Welling, er et energisk indslag i front til at minde os om, hvordan tiden var anderledes dengang i 1987, da de dybt nede i den jyske muld blev grebet af ‘Scum’-pladen fra Napalm Death, der jo gæstede samme scene i går. Målet var at lave en dansk pendant til samme grindede bedrifter, og det mundede så siden hen ud i ‘Celestial Mindwarp’-demoen i 1991, før bandet kort efter gik i opløsning. En demo, der er genudgivet på vinyl, og som vi får det hele at høre fra i dagens anledning, krydret op med fortællinger om de gamle dage. Dengang alle punkerne hadede dem, fordi de var for metal, og alle metallerne hadede dem, fordi de var for punk. At spille grindcore i 80'erne, og ovenikøbet i det sønderjyske, var bestemt ikke noget, der solgte billetter, men i dag kan vi i fællesskab nyde deres sidste gang i manegen, hvor numrene som oftest fatter sig i passende korthed, et minut eller derunder. Trommeslager Duddi og bassist Janus Helmin Welling har lagt musikken på hylden, men det skal dog ikke hindre dem i lige at komme ind og vise Sardonic-fanen til sidst med et par brøl og lidt broderlig morskab mellem de to Welling’er.
En forfriskende, sjov afrunding på en karriere, der aldrig nåede så langt ud af starthullerne. Ifølge Janus snakker vi deres blot 14. koncert nogensinde her i dag, men ikke desto mindre tjener denne fornøjelige afrunding som et værdigt minde om, at også Danmark havde sine egne bedrifter tidligt i grind-historien.


Sardonic Death

Mens norske Magister Templi kører deres doomede take på heavy metal-kanonen, der dårligt gør andet for mig end at imponere på frynsefronten, må madudvalget sonderes, og en afrikansk gryderet viser sig at gøre underværker, mens en kollega og jeg samler trådene på de stærke navne forude.

Martin Leth fra Strychnos indtager scenen med at spytte blodige, rød/sorte væsker ud over fremmødet, så der tydeligvis ikke er nogen resten af dagen, der er i tvivl om, hvilken koncert jeg har været foran til. Nuvel, ingen skam i det, for Strychnos er et fortræffeligt liveband, og selvom jeg efterhånden har set dem en god håndfuld gange, siden de første gang luftede ‘A Mother’s Curse’-materialet på Winter Metal Magic i ´22, så har deres gory charme endnu ikke fortaget sig. Sangene mangler måske stadig lidt for at stå individuelt ud undervejs, men omvendt er der bare en nerve og et drabeligt pondus i den aktuelle Strychnos-inkarnation, der er svært uimodståelig. En koncert, min kollega har belyst nærmere her.

Derfra går det slag i slag. Procenterne gør stille og roligt sit indtog, mens Venator minder os om Judas Priests tæft for gode melodier, nitter og læder, så vi kan hæve næverne i fælles flok til metal, som vor fader skabte den. Det første, rigtigt stærke navn i den klassiske heavy metal-gryde på festivalen i år for undertegnede, hvor elektriciteten kunne mærkes, og Hans Huemer gør jobbet fremragende i front.
Pentagram sikrer sig efterfølgende lige først, om vi nu egentlig er klar til et skud sydamerikansk undergrunds-dødsmetal, og det er vi tilsyneladende – nogle mere end andre – men det er fint. Det buldrer og skærer, som den slags nu engang skal skære. Ikke, at jeg kan huske nogle af sangene dagen derpå, men en vis smadret charme kan nu også fint gøre tricket, mens vi venter på noget større.


Pentagram

Det store her er for mit vedkommende Mysticum, men mens vi ser tiden an med uvejrets komme, kan jeg lige nuppe Afsky endnu en gang. En luksus, for det er blevet til mange gange efterhånden – men det er nu noget særligt at se booker Martin Jørgensen selv fra scenekanten som bassist, for ligesom selv at følge årets stærke line-up til dørs.
Afsky har i det hele taget vind i sejlene i den aktuelle live-konstellation med Ole Luk, Jørgensen og Simon Frenning Sørensens intense drive, denne gang flankeret glimrende af Mother of All-trommeslager Martin Haumann. En konstellation, der formår at løfte Afsky-materialet op til andre, intense højder i live-formatet. Selvom mange af sangene er skåret over samme model, er det noget, jeg nemmere kan abstrahere fra, mens vindmaskinen blæser og leadbassen giver lidt fornyende dybde til black-dogmerne.

Samtidig tager regnen til udenfor teltscenen. En skidt forudsætning for den dyreste booking i Metal Magic Festivals historie. Mysticums lysshow alene har kostet 125.000 kroner at sætte op, og som koncert for åben himmel kan man altid frygte for kombinationen af regn og elektricitet. Den faktor skal vi dog ikke bekymre os for, for da først musikken spiller, er der intet, der holder Mysticum tilbage. I dag dog ikke på deres vanlige podier, men stadig hver mand stærkt positioneret på hver sin plads i bar overkrop, som urokkelige søjler, der stormer igennem lydmuren, mens de elektroniske trommer pumper, og de visuelle backdrops sender os ud i trippede tankestrømme.
Selvom regnen, der fortsætter ubønhørligt showet igennem, på sin vis også bidrager til en ophøjet oplevelse, så må jeg dog kapitulere for ikke at ende med alt for gennemblødte støvler, og ser den sidste del af showet fra fællesteltet, hvor mange ligesindede har valgt at gøre det samme. Nogen udstiller deres rus ved at bade sig i tykke vandstrømme, der siver ned fra teltet, mens det generelt også bliver tydeligt, at en god del af fremmødet allerede har fortrukket mod egne gemakker, efter regnens indtog. Selvom Mysticum slap bedre fra showet på Brutal Assault i ´22, med lidt større opsætning og uden de vejrmæssige udfordringer, så er de dog helt i en liga for sig, og triumferer endnu engang med deres overvældende lydbillede og visuals, som en portal til en mere syre-inficeret black metal-understrøm.


Scimitar

Alt andet virker næsten ligegyldigt bagefter – og Scimitar får da ærligt talt heller ikke meget mere end en overfladisk chance for at imponere undertegnede. Trods alt virker materialet mere helstøbt her anden gang end på A Colossal Weekend, omend Shaam A’s rolle stadig mangler lidt for at komme ud over rampen i forhold til de mere energiske Slægt-sidekicks – men om numrene kan noget, det kan jeg dårligt sige endnu. Det er for barske vilkår for dem at tage over efter sådan en norsk mastodont, og efter at have scoret mig et tæppe ekstra til natten fortrækker jeg ligeledes, i ly mod vandets konstante indtog natten igennem.

En stærk dag med alskens blandet, nyt og gammelt i genrehatten. I morgen er der lidt flere klassiske metal-dyder i ærmet – og så tager vi mudderen, som den kommer. Der skal mere til for at slå MMF-folket ud!