Troværdig kold, britisk galde
Populær
Godflesh er på trapperne med deres første album siden 2002. I mellemtiden kan man på ond, vedkommende vis varme op med ep’en ’Decline and Fall’, der lever op til alle forventninger.
2. Dogbite
3. Playing With Fire
4. Decline & Fall
I begyndelsen af 80’erne sad den 14-årige punk-knægt Justin Broadrick angiveligt på en kold trappesten i den østlige del af Black Sabbaths hjemby, Birmingham, og lavede ingenting, da en fem år ældre Ben Green med goth-make-up og iklædt en The Stranglers t-shirt tilfældigvis kom gående forbi. I en by, der, sandsynligvis som i dag, også for 30 år siden var kendt for fodboldkultur og fanatisk hooliganisme, tog det ikke mere end en udveksling af blikke for de to outside-of-society-knægte at falde i snak. Snakken førte til venskab og venskabet førte hurtigt til, at Broadrick i ’83 joinede Greens band, Fall of Because, der var opkaldt efter en Killing Joke-sang. Fall of Because kom imidlertid aldrig rigtig igennem til et publikum, og efter at have opløst bandet i ’87, besluttede Broadrick og Green året efter at starte et nyt projekt. Dette førte til dannelsen af Godflesh.
Første originale materiale siden 2001
Efter opløsningen af Fall of Because og umiddelbart inden dannelse af Godflesh var Broadrick for en kort periode sanger/guitarist i Napalm Death og den ekstremt sløve, industrielle tung-metal, der definerer flere af skæringerne på Godfleshs første selvbetitlede EP (1988), synes på mange måder at være en modpol til den hurtigt eksekverede grindcore, som Broadrick var med til at tage nye steder hen på Napalm Deaths debutplade, ’Scum’ (1987). Og denne industrielle, arrige, bevidst apatiske og monstrøse lyd, som Godflesh præsenterede på sit første udspil for mere end et kvart århundrede siden, står de stadigvæk ved på nærværende ep, ’Decline and Fall’, der byder på bandets første originale materiale siden 2001. Efter seks studieplader smed Green og Broadrick Godfleshs håndklæde i ringen i 2002, men efter en række kraftfulde, afprøvende genforeningskoncerter fra 2010-13 er de altså nu tilbage.
En sjældent, vedvarende attitude
Produktionen på ’Decline and Fall’ er muligvis hverken helt så skelsættende eller helt så industriel ondskabsfuld som på førnævnte selvbetitlede debut-ep fra Godflesh, ligesom produktionen heller ikke er lige så tør som på bandets to første fuldlængder, henholdsvis mesterværket ’Streetcleaner’ (1989) samt den fantastiske ’Pure’ (1991). Bandets fornemmelse for sangskrivning, der altid har haft en form for delvist opgivende/delvist opstandsberedt galde som primus-motor, er dog stadigvæk ikke til at komme udenom. Hos Godflesh kommer numrene an som et vakuum af modbydeligt koncentreret vrede, og er desuden ofte så formfuldendte, at de kun sjældent har meget fedt på de respektive sangskeletter. Det er også tilfældet med de 21 minutter, der tilsammen udgør ’Decline and Fall’: Ep’ens fire numre er musikalsk skåret helt ind til benet og det er sandsynligvis derfor, at lortet virker så brændende effektfuldt, som det er tilfældet.