Top 5 – Brutal Assault 2022

Mysticum
Mercyful Fate (Copenhell)
Paradise Lost
Igorrr
Melt-Banana

I år blev vores første visit på det tjekkiske fæstningsanlæg. En festival, som bestemt fortjener din opmærksomhed, hvis du brænder for de hårdere ender af metalspektret. Vi bringer her en håndfuld højdepunkter fra vores ene mand på skansen.

Kunstner
Titel
+ Mercyful Fate + Paradise Lost + Igorrr + Melt-Banana
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter

Vi skal tilbage til 90erne for at finde festivalens rødder, da det i højere grad var grindcore, som var omdrejningspunktet. Her, +20 år senere, er Brutal Assault et mere alsidigt bæst, hvor alskens afskygninger og generationer af død, black og grind mixes op med core, doom og diverse elektroniske indslag. En behagelig afveksling, når nu festivalen i år har valgt at kompensere for pandemiens fravær ved at tilføje en hel, femte dag til line-uppet. Vildt nok i forvejen at skulle holde sig kørende til fem dages brutaliteter, ikke mindst når vi forsøger at holde systemet i balance i dagtimerne med citronradler og hindbærsaft, mens temperaturerne koger omkring de 25-30 grader hele ugen. Under de forhold bør der også sendes et blodigt hjerte til hvemend, der holdt biografen kørende fra morgen til aften, så vi kunne lægge svedkirtlerne on hold til fx 'Helvete´-dokumentaren,  'Der Goldene Handschuh' og den komisk bizarre 'The People Under the Stairs'.

Nu er det dog først og fremmest musikken, der har sendt os til disse breddegrader, hvorfor jeg her vil samle op på et par af de største, musikalske fuldtræffere (udover Arcturus og Pentagram, som anmeldes særskilt) på årets udgave af Brutal Assault:

1. Mysticum
Halvkvæstet kl. halv et fredag nat stillede de norske galninge sig op på hver sit høje podie. Den ene af guitaristerne sagde et par enkelte, tørre bemærkninger, og derfra fik musikken og de visuelle projektioner lov til at tale 100% for sig selv. Selv kendte jeg kun albummet 'Planet Satan' fra 2014, som det meste af sætlisten var taget fra, relativt overfladisk, og derfor var denne koncert den perfekte indføring i Mysticums univers. De programmerede, industrielle trommer stormede derudaf, mens de to guitarister brølede sig igennem et sæt, der aldrig stod stille. Ikke mindst visuelt, hvor cirkulære formationer, sataniske referencer og ord som LSD og Annihilate stod grafisk penslet på tværs af scenen. En vanvittig, transcenderende koncert, som ikke afkrævede nogen transcenderende hjælpemidler for at lade sig drage hen af mystikken, og som stadig står lige klart i baghovedet her tre dage efter.



2. Mercyful Fate
Hvad kan vi snart sige om Mercyful Fate-koncerten, som vi ikke har nævnt til nogen af de andre tre koncerter, vi har dækket på denne turné?
Personligt var jeg godt nok knap så bevæget af koncerten på Copenhell som af King Diamonds tidligere bedrifter på Refshaleøen, muligvis fordi der var røget lige rigeligt indenbords på sidstedagen. Helt anderledes frisk var jeg her i det tjekkiske til at opsluge det store drama, som den aktuelle turné byder på. Der blev skrålet og skreget til den der om faroerne, Kim Bendix fandt igen de sorte kjortler frem til 'Black Funeral', og Mike Wead udgjorde en imponerende pendant til Denner som Hank Shermanns twin-leadede modspil, når nu det ikke kan være anderledes. At den nye 'The Jackal of Salzburg' så er lige lovligt lang i forhold til, hvor meget den gentager de samme riffs og temaer, står fortsat ved magt, men så var der da også lidt tid til at gå i baren.

3. Paradise Lost
De britiske goth-metallere er et soft spot for undertegnede helt fra de tidlige teenage-år, da 'Embers Fire' kørte i rotation på Headbangers Ball. På trods af et par fejltrin igennem 00'erne er de dog kommet stærkt igen, og det var torsdagens hitkavalkade et glimrende eksempel på. Nick Holmes kan til tider godt virke som en bitter, gammel mand i front, men siden hans indlemmelse i Bloodbath er han gået mere modent til opgaven, hvor hans vokal også lyder bedre, end den har gjort i årevis, efter han har genvundet sit fordums growl. Festivalrutinen var tydelig, men ligeledes var indlevelsen. Førnævnte 'Embers Fire' manglede lidt af Holmes' rustne vokal-appeal, selvom Hetfield'ismen i fremførslen dengang i 1993 trods alt var lige lovligt tydelig, men Gregor Mackintosh's solo under 'Forever Failure', en stærk udgave af 'Eternal' fra 'Gothic'-pladen og nyklassikeren 'No Hope in Sight' var blot nogle af højdepunkterne – det gør mig ikke det mindste at se dem igen på Summer Breeze på onsdag.



4. Igorrr
Et andet band, som jeg bliver nødt til at gense på Summer Breeze, er Igorrr. Første gang jeg så dem på Copenhell gled deres teatralske tilgang først og fremmest ned med en betagende eftersmag, hvor den musikalske anarki blev en mindre stopklods for helt at fange, hvad det reelt er franskmændene har gang i.
Man kan gudskelov altid blive klogere, og det blev jeg så i onsdags, hvor jeg kom direkte fra en koncert med Imperial Triumphant, der prøvede alt for meget på at være noget særligt uden reelt at have nok at have det i. Igorrr havde netop fundet balancen, hvor DJen i centrum sørgede for alle de musikalske krumspring udi barok, trip hop, industrial og hvad hjertet ellers måtte begære af adrenalin-inducerende abstraktioner fra det metalliske, mens Gautier Serre i front raldede og skraldede sig igennem lydmuren som manden, der holdt det hele i vatter. Desværre var den kvindelige sopran ikke med denne gang, hvorfor sættet lagde mindre vægt på de sange, hvor sopranen er for dominerende. Igorrr er på sin vis alt det, som Rob Zombie i den perfekte verden ville være, med industrielle, abstrakte og dystre, teatralske virkemidler i højsædet, og hatten af for det.



5. Melt-Banana
I sidste uge spillede de på Stengade – i denne uge foran flere tusind mennesker på Brutal Assaults hovedscene. Den japanske duo deler mildest talt vandene. Man kan dårligt gøre andet end enten at elske eller hade dem, hvor en veninde var godt og grundigt utilfreds med at skulle lægge ører til dem, mens hun sad på forreste række og ventede på Leprous på naboscenen, mens en ven og jeg stod med de største, smørede smil og bangede løs til deres finurlige skævheder. Det kan dårligt undre, at de har lavet musik med Mike Patton, for vi befinder os i samme, skizofrene sindelag, hvor sangerens skingre skrig og guitaristens hidsige stormløb vækker minder om den første plade med Fantomas. Pulsen var konstant på højeste leje, som da de fx halvvejs i sættet leverede en kavalkade af deres kortere numre, i form af ni sange på fire minutter. Man kan mene, hvad man vil, men kedelige er Melt-Banana i hvert fald ikke – man skal dog have sans for de sære indfald for ikke at blive afskrækket for livet …



Boblere:
Benighted – Barfodet dødsgrind med pig squeals, wall of death og hele pivtøjet i bagende solskin – så var fredagen ligesom sparket i gang!
Bloodbath – spillede de overhovedet noget fra Holmes' tid i bandet? Føltes som at opleve den legendariske koncert på Wacken '05, bare med en ny sanger – og uden tvivl bedste gang jeg har set dem.
VOLA – Ondsindede tunger ville mene, at det var musik for folk, der sender deres skjorter til rens. Det har jeg nu aldrig selv prøvet, men jeg nød ikke desto mindre gensynet alligevel – et aktuelt, dansk band, vi kan være stolte af, også selvom de mildest talt stak noget ud i disse festivalomgivelser.