Copenhell '22: Magisk midnatsmesse
Populær
Med en suverænt syngende King Diamond i spidsen var Mercyful Fates comeback på Copenhell en triumf i natten.
2. The Jackal of Salzburg
3. A Corpse Without Soul
4. Black Funeral
5. A Dangerous Meeting
6. Melissa
7.Doomed By the Living Dead
8. Curse of Pharaous
9. Evil
10. Come to the Sabbath
11. Satan's Fall
De var det første navn, der blev annonceret på festivalen. Det var i sommeren 2020. I aftes skete det så. Mercyful Fate var tilbage. Deres første koncert på dansk jord i næsten et kvart århundrede. Der var lagt op til noget stort.
Præcis klokken 23.45 blev spændingen udløst. Et gigantisk bagtæppe med Mercyful Fates logo faldt til scenegulvet. Til de okkulte orgeltoner fra begyndelsen på ‘The Oath’, åbenbarede King Diamond sig i rød kappe og med en dæmonisk maske over sit malede ansigt. Et omvendt kors lyste op på scenen, hvor bagtæppet var det ikoniske artwork til ‘Don’t Break the Oath’.
Stemningen var perfekt. Publikum stod talstærkt klar foran Hades. Mange havde ventet på det her i over to årtier. Fans gik næppe skuffet derfra. Det her var ikke bare et nostalgisk trip fra et gendannet band, der slår plat på fortiden. Legendernes skelsættende heavy metal har fire årtier på bagen. Men Mercyful Fate var fucking kommet for at bevise, hvorfor de er koryfæer i musikhistoriens hårde afdeling. Og hvorfor de stadig er relevante at opleve.
På en volumen høj nok til at det formentlig kunne høres på den anden side af Øresund, spillede kvintetten sig igennem den ene klassiker efter den anden i knap 90 minutter.
Det var som at overvære en satanisk midnatsmesse med en forrygende King Diamond i spidsen for kulten. I tirsdags fyldte han 66. Han sang som i 1984. Hold nu kæft, hvor sad den stemme lige i skabet i aften.
Musikken kom lige så eminent. Svenske Mike Wead (fra King Diamonds eget band) og Hank Shermann spillede suverænt sammen. Bjarne T. Holm på trommer og Joey Vera på bas holdt maskinen hårdt kværnende.
Tidligt i koncerten kom gruppens første nye skæring i over to årtier. ‘The Jackal of Salzburg’ vækkede ånden til live. I ægte Mercyful Fate-stil høvlede Hank Shermann nye svedige riffs af, mens King Diamond gentagne gange skrålede Lucifer, Lucifer i nummerets omkvæd.
Der var dømt gåsehud så hårene rejste sig under titelnummret fra ‘Melissa’. Debutpladen var i særdeleshed med til at inspirere Metallica. Fire årtier senere er de ikke blevet mindre fans. Lars Ulrich stod i siden af scenen og lufttrommede sig igennem ‘Curse of Pharaohs’, mens James Hetfield stod begejstret ved siden af.
Hvor mange andre bands tror I lige har Metallica stående på sidelinjen lørdag nat? Næppe mange. Mercyful Fates betydning kan ikke overvurderes. Musikken talte for sig selv. Og det gjorde den lørdag nat, hvor højdepunkterne ‘Evil’, ‘Come to the Sabbath’ og episke ‘Satan’s Fall’ lukkede for en magisk midnatsmesse.