Helvede tur-retur
Populær
For atten år siden skabte Mysticum lyden af industrial black metal. Nu er den norske trio bemærkelsesværdigt tilbage med deres anden plade, der er deres pioneropus værdigt.
2. Annihilation
3. Far
4. The Ether
5. Fist of Satan
6. All Must End
7. Cosmic Gun
8. Dissolve to Impiety
Det lå ikke i kortene, at der nogensinde skulle lyde nye toner fra Mysticum. Den norske trio, der i starten af 1990’erne var pionerer inden for industrial black metal. Oprindeligt var deres debut sat til at udkomme på Euronymous’ selskab Deathlike Silence Productions, men planen faldt til jorden, da han som bekendt blev myrdet af Varg Vikernes.
I stedet indspillede Mysticum to numre til ære for den dræbte Mayhem-guitarist på hyldesten ’Nordic Metal – A Tribute to Euronymous’ fra 1995. Året efter udkom så deres milepæl, ’In the Streams of Inferno’, på amerikanske Full Moon Productions, hvor danske Apollyon i sin tid også var signet.
’In the Streams of Inferno’ var for sin samtid en unik udgivelse med sin særprægede sataniske stemning. Pladen var en diabolsk lydcollage med programmerede, militaristiske trommer og en meget diskant, hvepsesværmende guitarlyd komplimenteret med et rungende ekko af pinselskrig fra helvedes dybder.
Hvorfor Mysticum ikke kom med flere udspil, står umiddelbart hen i det uvisse. Som en del af kliken omkring Euronymous og hans pladeshop og selskab i Oslo forlød det, at de var the real deal. Rygterne lød blandt andet, at én fra bandet pandede Shagrath i gulvet på Elm Street Bar (stedet, hvor man hang ud) i Oslo, fordi frontmanden fra Dimmu Borgir blev anset for at være en sølle poser.
Et andet rygte gik på, at én anden fra bandet i lang tid lå på en psykiatrisk afdeling, så gruppen gik i stå. Undertegnede husker da også på et tidspunkt i 90’erne at sende en e-mail til dem og modtage et knap så høfligt svar om, at jeg bare skulle fucke af. Godt så. Så måske var der noget om rygterne. Måske der var slet ikke. Af Dayal Pattersons bog om black metal, 'Evolution of the Cult', fremgår det, at bandet ikke ligefrem var kostforagtere, når det galt bevidsthedsudvidende (og knap så bevidsthedsudvidende) substanser. Men uanset hvad der passer og ikke passer, så er de i hvert fald tilbage efter atten år med endnu en rejse til helvede, der ganske passede har fået titlen ’Planet Satan’.
Det starter med lyden af blæsende vinde og dødens klokke, der ringer i helvede, før musikken i åbneren ’LSD’ brager velkendt løs, som hvor den slap for atten år siden. Det er faktisk bemærkelsesværdigt, hvor meget Mysticum formår at genskabe det voldsomme lydbillede, de malede på ’In the Streams of Inferno’. Den misantropiske lyrik er såmænd også intakt med titler som ’Annihilation’ og ’Fist of Satan’.
Mysticum er ikke for de sarte sjæle. Musikken er aldrig melodiøs, atmosfærisk eller på nogen måde catchy eller lyttervenligt. De programmerede trommer drøner løs til de konstant høvlende og forvrængede guitarer og med ildevarslende synthlyde i baggrunden. Eller som lukkeren ’Dissolve Into Impiety’, der er lyden af otte minutters kryptisk knagen og dødsklokker.
Meget sigende for den norske trios hjemmebryg. Det er smagen af Satans brændevin, der byder på en brandert af galskab. Og det er foruroligende, ondt, stemningsfuldt og fedt!