MMF 24: I grind-orkanens øje
Napalm Death triumferede på Metal Magic med vrede knaldperler på snor og tro på egen fortsat relevans 40 år inde i karrieren – dét kunne mange lære noget af!
Taste the Poison
Next on the List
Continuing War on Stupidity
Contagion
The Wolf I Feed
Resentment Always Simmers
That Curse of Being in Thrall
Amoral
It’s a M.A.N.S. World
Backlash Just Because
Fuck the Factoid
Suffer the Children
When All is Said and Done
Scum
M.A.D.
Success?
You Suffer
Metaphorically Screw You
Dead
Nazi Punks Fuck Off
Instinct of Survival
Contemptuous
Som en bekendt konstaterer, så er dette nok den mindste scene, vi nogensinde har set Napalm Death på. Og det kan vel at mærke dårligt tælles på to hænder efterhånden!
Samtidig står de øverst på plakaten på årets Metal Magic, og det giver vist også sig selv, med den historie, Birmingham-kvartetten har bag sig. Egentlig imponerende, at et så kaotisk grindcore-foretagende, med så mange kunstneriske krumspring, som de har haft gennem årene, stadig består af samme grundkerne, de har haft siden 1991. Den type trofasthed kan i nogle etablerede kunstneres tilfælde i højere grad vidne om diplomati og omverdenens forventninger, end om et band med integriteten og kemien i behold – men sådan som Napalm Death har udviklet sig igennem årene, kan der næppe sås nogen tvivl om passionen her.
Alt ligner sig selv, som de klokken 22:40 indtager udendørs-scenen til de velkendte toner af titelnummeret fra ‘From Enslavement to Obliteration’. Det sniger sig op i gear, før Barney Greenway vrider og vræler stemmeregisteret i gang, inden de ubarmhjertigt springer 12 år længere frem i tiden, med lidt mere form på numrene uden på nogen måde at forfalde til det prætentiøse. Bevares, det skal nok komme siden hen, men da Greenway endelig henvender sig til publikum, bliver det under introduktionen til den fremragende ‘Continuing War on Stupidity’. Som han konstaterer, en anti-krigssang, “...fordi det vil vi altid kæmpe for! Krig har aldrig været nødvendigt, og det vil det heller aldrig blive!” Således opstemt tordner ‘...Stupidity’ afsted med pumpende opbygninger fra Danny Herrera bag tønderne og imponerende riff-arbejde fra manden med de lange dreads, John Cooke.
Herfra er det svært at sætte noget på kvartetten fra “det utopiske paradis, Birmingham!” Ganske vist slipper de ikke helt for nogle midlertidige lydproblemer, men det er på ingen måde sammenligneligt med Copenhell-showet sidste år. Blot bagateller, der står på et par minutter, og ellers er det et hæsblæsende sæt, hvor Greenway benytter påfaldende lidt af tiden (i forhold til hvad han plejer at gøre, i det mindste) på at tale spilletiden væk. I aften er de tydeligvis kommet for at vise den fulde Napalm Death, og således forkæles vi med 23 numre (ja ja, bevares, to af dem varer under fem sekunder, men lidt har også ret), hvor vi kommer godt rundt i karrieren. ‘The Wolf I Feed’ giver os lidt af den mere Killing Joke-inspirerede tone, ligesom ‘Backlash Just Because’ (blot ét ud af fem numre i aften fra den seneste fuldlængde) får hele rytmesektionen stærkt i spil, med flere tekniske finesser, der sidder lige på kornet. “This song may make you think of sonic beauty”, lyder det inden ‘Resentment Always Simmers’, og selvom det nu nok mest siger noget om resten af Napalm Deaths lydunivers, så får den alligevel noget mere storslået frem i bandet, som en bekvem afveksling fra al galden, de ellers har i ærmet.
Selvfølgelig får vi også vanlige udmeldinger som “Fuck sexism, fuck homophobia and fuck transphobia! If you can’t take a human being at face value, then what is the fucking point?” Vi bekræfter som vanligt brølende, og så får vi som vanligt ‘Harmony Corruption’-klassikeren ‘Suffer the Children’, der tordnes afsted som en reminder om deres mere dødsmetallisk smagende periode i fortiden. Deres Dead Kennedys-cover af ‘Nazi Punks Fuck Off’ leveres senere så drabeligt, så vi dårligt kan genkende den længere, hvilket blot føjer til charmen.
‘Contemptuous’ runder timen af med det lange, dronende build-up, lidt i den mere post-punkede Swans-ende af deres mange artistiske krumspring – en del år, før de for alvor begyndte at grave dybere i den type inspirationer.
En majestætisk afrunding på et sæt, der demonstrerer, hvorfor Napalm Death fortsat hyldes som den vigtigste spiller på grindcore-scenen. Ikke blot var de væsentlige, da grundstenene blev lagt, men de bibeholder deres relevans i dag, og det fik vi mange eksempler på i dag. Samt en Barney Greenway, der begrænsede sin taletid og gjorde det, han nu engang gør bedst, med alle de excentriske armvrid og kradse twists på stemmebåndet, vi kender ham for. Så kan man da tale om et band, der lever op til headliner-værdigheden – vi takker!