Metaldiktator: Napalm Death – ‘Harmony Corruption’
Populær
Skelsår: Napalm Death vendte grindcore ryggen på deres udskældte gennembrudsplade. Det banede vejen for en konstant udvikling de næste tre årtier.
If the Truth Be Known
Inner Incineration
Malicious Intent
Unfit Earth
Circle of Hypocrisy
The Chains that Bind Us
Mind Snare
Extremity Retained
Suffer the Children
Nichepublikummet er en røv. De elsker én hele vejen op til toppen, og når man så indfrier de forventninger, de havde til én, vender de én ryggen, fordi man har svigtet rødderne. Solgt ud. Og så er der ikke andet at gøre end at vende dem ryggen og gå sin egen vej.
Klasseeksemplet på den fortælling er Metallica, som udløste et ramaskrig blandt deres faste fans – og vandt dem tusindfold igen blandt et helt nyt publikum – da de forlod thrashen på det sorte album i 1991. Men allerede året før havde Napalm Death taget konsekvensen af, at snakken gik om, at de havde solgt ud, fordi de var begyndt at blive populære uden for snævre grindcorekredse. Med et nyt band omkring sig tog bandlederen, trommeslageren og eneste tilbageværende nogenlunde originale medlem, Mick Harris, skridtet væk fra grindcore og over i dødsmetal.
Reaktionen udeblev ikke: “New Napalm Death album with 10 songs in 40 minutes? Sounds blah!” skrev min daværende redaktør på magasinet Total Ear Destruction forud for udgivelsen af ‘Harmony Corruption’ 1. juli 1990. Det kan virke fuldkommen absurd i dag, men dengang føltes det som et kæmpe svigt, at Napalm Death hoppede på dødsmetalvognen. Specielt fordi ‘Harmony Corruption’ essentielt stadig er en grindcoreplade.
Men årene omkring årtiskiftet var en brydningstid i metal i det hele taget og specielt i Napalm Death. Efter at have udgivet den skelsættende EP ‘Mentally Murdered’ og turneret i Japan, forlod sangeren Lee Dorrian, der senere startede det toneangivende pladeselskab Rise Above, og guitaristen Bill Steer bandet. Den officielle begrundelse var, at Lee Dorrian ville fokusere på doom metal i Cathedral og Bill Steer på sit andet grindcoreband, Carcass, men bag det lå utilfredshed med pladeselskabet Earache, med en tourmanager og et uvenskab med trommeslageren Mick Harris og bassisten Shane Embury.
Fingerpegen
Som selvbestaltet bandleder havde Mick Harris en klar vision for, hvor han ville tage Napalm Death hen, og hvilke folk han kunne bruge til det. Den amerikanske guitarist Mitch Harris havde han allerede haft sideprojektet Defecation med, som tidligere i 1989 havde udgivet pladen ‘Purity Dilution’. Mitch Harris dyrkede metalundergrunden og var ivrig tapetrader, og det skinnede igennem i hans egen spillestil, der var tydeligt inspireret af den tidlige dødsmetals huggende riffs. Hans landsmand Jesse Pintado havde i Terrorizer til gengæld demonstreret sin tæft for at riffe punket og råt. Som sanger bragte Mick Harris ‘Barney’ Greenway fra Benediction ind, der delte hans egen ærgrelse over den udvikling, grindcore havde gennemgået:
“Benediction was a time, to be really brutally frank, when I’d actually lost a bit of my passion for hardcore. [...] I just wanted to do pure death metal at the time, because the whole hardcore/grindcore scene was going through a really weird time, and there were a lot of people stabbing other people in the back because a couple of bands had got a bit of exposure, and it was like there was the sellout fingers a-pointing about Napalm. And I was just really disgusted that people could be like that, people that were friends of the bands and knew them really well and just knew that that was not the case at all. And I was just really fucking disenchanted with the whole thing. I was like, ‘Fuck this shit, I’ll just do death metal, amd fuck this hardcore shit if people are gonna be assholes,’” siger han i Albert Mudrians bog om perioden, ‘Choosing Death’.
‘Barney’ Greenway var med sin dødsmetal-grynten en markant forandring fra Lee Dorrians punkede brølen. Men sangskrivningsmæssigt var ‘Harmony Corruption’ en endnu større forandring: Fra de to første pladers ultrakorte sange, der ofte ikke var meget andet end et gevaldigt rabalder rundt om et par powerakkorder, der lejlighedsvist blev spædet op med et riff eller én af Bill Steers tremolomelodier, skrev Embury og Harris nu 4-5 minutter lange sange med midtempo-parts, breakdowns, broer, omkvæd, soloer, sågar et koda i ‘Suffer the Children’ og gæsteoptrædener af Glen Benton fra Deicide og John Tardy fra Obituary på ‘Unfit Earth’.
Tampasumpen
Men det mest chokerende på ‘Harmony Corruption’ var lyden. For at få den rigtige dødsmetallyd – og fordi de nu var store nok til at have et budget fra Earache Records, der tillod det – drog Napalm Death til Morrisound Recording i Tampa. Her havde Scott Burns allerede fundet sin egen, varme lyd på fødte klassikere som Deaths ‘Leprosy’ og ‘Spiritual Healing’, Atheists ‘Piece of Time’, Obituarys ‘Slowly We Rot’, Morbid Angels ‘Altars of Madness’, Deicides og Masters debuter, Sepulturas ‘Beneath the Remains’ og i de følgende år mange, mange flere.
Morrisound og Scott Burns var det oplagte valg. Lidt for oplagt, set i bakspejlet: ‘Harmony Corruption’ drukner i en tyk gulvtæppeproduktion, vokalen ligger for højt i mixet, trommerne er flade, bassen rumler et sted langt omme bagved, og guitarerne lyder som en vred hvepsesværm, der bare aldrig tager sig sammen til at stikke. Lydbilledet er mudret, men hvad værre er: Det er ikke særlig brutalt, og brutalitet var nøgleordet i de år. I de følgende år skulle Scott Burns’ stjerne falme, fordi så mange bands blev mudret ind i hans signaturlyd, og ‘Harmony Corruption’ kan ses som begyndelsen på den udvikling. I ‘Choosing Death’ forsvarer han sig med, at han arbejdede under tidspres på et skrabet budget i et dyrt studie.
“I’m not a miracle worker. I probably did 80 death metal records, but you’ve got dums, bass, guitar, they’re all playing double bass, they’re all downtuned and they’re all barking, so how many ways can you make it sound different?”
Famlende
Det kunne han, når maestroer som Morbid Angels Trey Azagthoth eller Deaths Chuck Schuldiner kom med en klart defineret vision om, hvad de ville have frem. Men det Napalm Death, der kom til Florida i begyndelsen af 1990, var et famlende band, der skulle lære hinanden og deres nye stil at kende – og så havde de et gevaldigt hængeparti i form af bandlederen Mick Harris.
“Mick’s more of a traditional European grind player, and he definitely has a style, but I guess when you put it under a microscope and really try and get a good recording of it, you see some things that aren’t so good,” formulerer Scott Burns det diplomatisk: Den lille brite kunne frembringe et fabelagtigt rabalder, men han kunne ikke holde tempo eller spille stramt. Det førte til verbale konfrontationer mellem produceren og trommeslageren, der endte med, at Mick Harris måtte tage et par ugers fri hjemme hos Morbid Angels David Vincent for at få ro på gemytterne.
Pladen kom i kassen, men der var ikke rigtig nogen i bandet, der jublede over resultatet. Specielt ikke, da de hørte de indspilninger, Entombed netop havde lavet i Sunlight til deres debutalbum: Her var den friske, brutale smadrethed, som Napalm Death gerne ville have haft, men ikke kunne finde ud af at skabe sammen med Scott Burns.
Altid i udvikling
Det var den erkendelse af sine egne begrænsninger og en mere generel udmattelse og begyndende afsmag ved metal, der endte med at sende Mick Harris helt ud af Napalm Death efter EP’en ‘Mass Appeal Madness’ det følgende år. Han prøvede at få Shane Embury med sig i et brev; det ville have været enden på Napalm Death, men bassisten betakkede sig, og i stedet skabte Mick Harris Scorn, der skurrede uheldssvangert rundt i industrial, dark ambient og dub. Ikke helt ulig den vej, Napalm Deaths oprindelige guitarist, Justin Broadrick, havde taget i Godflesh.
Shane Embury var til gengæld lykkedes med at skabe et, for Napalm Death, uhørt stabilt line-up og skabt det Napalm Death, vi kender i dag: 'Barney' Greenway holdt en kort pause fra bandet i 1996-97 men er med på alle plader; Jesse Pintado var med frem til 2004, hvor den alkoholisme, der skulle tage livet af ham to år senere, tvang ham ud af bandet; Danny Herrera kom ind som erstatning for Mick Harris og har trofast siddet bag trommerne siden. Lige nu synes Mitch Harris' fremtid i bandet usikker, og han er ikke p.t. officielt medlem. Men det var det band, der i 1992 med ‘Utopia Banished’ skulle lave den plade, ‘Harmony Corruption’ skulle have været: Punket, dødsmetallisk grindcore med stærk sangskrivning, masser af hooks og den helt rigtige, slagkraftige produktion til bandet.
Det var fuldbyrdelsen af den proces, ‘Harmony Corruption’ indledte; selve det Napalm Death, vi kender dem som i dag, er et resultat af ‘Harmony Corruption’: Det var her, bandet slog fast, at de kunne andet end at hærge igennem, og at de ikke blev mindre brutale eller hurtige af den grund, og det var her, de viste, at de var villige til at ændre musikalsk kurs uden give køb på de fundamentale værdier. Det er de blevet ved med at gøre op gennem karrieren, hvor de har eksperimenteret med noiserock, industrial, punkrock og hardcore og alligevel er blevet med at lyde som det Napalm Death, vi kender. De har vist, at de som band altid er villige til at bryde med ens forventninger til dem, gå skridtet videre, træde ved siden af, aldrig stagnere eller lade sig reducere til den novelty act, der spiller ‘You Suffer’.
Arven
Det er altså arven efter ‘Harmony Corruption’, men graver man sig gennem Tampa-dyndet, er der musikalsk meget mere at komme efter, end rygtet vil vide. Shane Embury markerer sig som sangskriver med åbneren ‘Vision Conquest’, der veksler mellem blastende grind og groovy midtempo med hvepsesværmeguitarer surrende rundt gennem sangen. Jesse Pintado og Mitch Harris har hver en enkelt sangskrivercredit, hvor sidstnævntes ‘Mind Snare’ introducerer det, der skulle blive standarden for Napalm Death-sange op gennem 90’erne: En bærende melodi, et par dødsmetalriffs og nogle breakdowns, der først suger alt ud af sangen for så at vende tilbage med dobbelt kraft.
Den klassisk dødsmetalliske inspiration, Mitch Harris tog med ind i bandet, får et nik i Embury-kompositionen ‘If the Truth Be Known’, hvor 'Barney' Greenway indleder med det “uh!”, som Tom G. Warrior fra Celtic Frost havde gjort til sin signatur. For selvom ‘Harmony Corruption’ er det tætteste, Napalm Death skulle komme på at spille decideret dødsmetal, har de karrieren igennem haft hele den del af musikhistorien i ryggen og skelet til den måde, man byggede sange op på, før det hele kom på formel.
Men hvor Mick Harris viste sig at være det svageste led i Napalm Death, da de gennemgik deres transition, er det ham, der står for pladens stærkeste sange: ‘Unfit Earth’, ‘The Chains That Bind Us’ og singlen ‘Suffer the Children’ har en melodiøsitet og nogle riffs, der gjorde dem til øjeblikkelige klassikere. Det er hans stjernestund som sangskriver, selvom det var begyndelsen på enden for ham i Napalm Death, og ‘Suffer the Children’ er – sammen med ‘ If the Truth Be Known’ – fortsat uomgængelige på setlisten, når Napalm Death spiller koncerter. På lige fod med ‘You Suffer’.
Napalm Death viste, at de kunne vende deres publikum ryggen og alligevel få dem til – fodslæbende i starten – at følge med. Hvorend de gik hen. Det kan de fortsat. Og selvom det ikke er alle deres eksperimenter, der er faldet lige heldigt ud, og selvom ‘Harmony Corruption’ i nogen grad er et af de eksperimenter, er det det, der har holdt dem relevante gennem snart fire årtier.