KTDF 25: Fredag
Der lugter stadig af prut overalt, men ingen snakker under koncerterne.
Det er sådan med Kill-Town, at der er tale om en glidende indflyvning. Første dag går første band på klokken 18, og så pilles der ellers to timer af starttidspunktet dag for dag. Det er en hård præmis at hygge efter, når nu man efterhånden har ramt midttrediverne og både kan mærke sin lænd og sine fødder, når man er på festival. Men festivalen kan naturligvis ikke gøre for, at vi er nogle, der har forvandlet os til en millennial-meme, så det er bare noget med at snøre de ergonomiske sko, tage lidt smertestillende på forskud og hanke op i sig selv.
Det har regnet det meste af dagen i København, og vejrudsigten lover egentlig opklaring fra den sene eftermiddag, men det danske vejr er en uforudsigelig kælling, og Cancer Void får lov at betale prisen. Det ellers fremragende tiltag, at et par af koncerterne på KTDF spilles udendørs i Byhaven, og endvidere er gratis og dermed også tilgængelige for folk uden billet, udfordres cirka proportionelt med regnens intensitet.
Tjekkiske Cancer Void lægger ellers så fint fra kaj med genial energi, og de er lette at holde af. De har kun udgivet en enkelt EP fra dannelsen sidste år, og jeg har ikke fået tjekket dem særlig grundigt ud på forhånd, men de udgør et fremragende match til scene og setup. Desværre kvæles gnisten hos nogle, som regnen tager til, og parasollernes ly lokker.
Der er som sådan intet at udsætte på lysten til at lade op på en bænk – det er et langt program – og for eget vedkommende bemærker jeg da også, at gårsdagens tilvirkede hovedpine først begynder at lette en anelse, nu som jeg får smagt på en reparationsbajer.
Okay, to reparationsbajere.
Men nu går det også bedre. Det passer så fint, for så er vi klar til Galvanizer. Det er vi ikke de eneste der er, og dørmanden ved indgangen må forklare nogle stykker, at det kun er udendørskoncerterne, der er gratis og ikke kræver armbånd. Der er ellers nogle stykker, som med fadøl i hånd har øjnet sig en mulighed for at gøre deres fredag meget bedre. Synd, men lad os håbe, at de har fået lyst til at købe en billet til næste år, så de kan indlemmes i flokken.
Galvanizer entrerer scenen i shorts så korte, som var der tale om et fodboldherrelandshold i 80’erne – den ene endda i KTDF's egen satsning fra i år i limited edition; Et par marineblå “short shorts” (jeg har allerede selv anskaffet mig det næstsidste par dagen forinden), og den finske uhøjtidelighed går lige ind. Det kan vi fandme godt lide. Bandet er i kæmpe humør, og publikum løfter det videre, mens der ellers bliver serveret en dødsgrindtempohåndmad, som ligger godt i maven. Man har sørget for at understrege den semihektiske fornemmelse med travl, orange scenelys, som næsten fremstår med strobo-effekt. Lyden lader til at være i orden i dag, og det er dejligt.
Vi går direkte fra hovedscenen og nedenunder for at sikre os en god plads til Noroth. Jeg er gift med en dødsmetaller af den lidt ældre skole, og udover at være et fremragende opslagsværk på ben har han også tendenser født af en kærlighed til en mørk New Yorker-scene og er eksempelvis en uforbederlig Suffocation-fanboy. Ikke at det kendetegner Noroth, som temmelig tværtimod er Seattle-fødte, og dermed tilhører vestkysten, men der er alligevel en tendens mod den mørke, tunge dødsmetal, lidt hulemandet om man vil, som gør dem til en slags åndsbeslægtede.
Hvorom alting er, så bliver det i hvert fald for alvor både hårdt og tungt nu, og Noroth slynger solide riffs ud, mens de har en veritabel maskine med bag trommerne. Kæft, en workout han får leveret, mens trommerne kommer til at fremstå som en fuldstændig rasende base. Resten af bandet tillader ham faktisk også nogle velintegrerede pauser undervejs med en slags feed-baserede mellemspil, mens han lige får pusten og en tår vand. En slags umærkeligt hensyn, som bare får dem til at fremstå som god stil-typer. Black stage er fuldstændig tætpakket, og selvom Noroth udløser spontane stank faces rundt omkring, er der i høj grad tale om en sal fyldt med mennesker, der hovedsageligt står stille med korslagte arme, mens de tager det ind – ikke i demonstrativ afvisning, men aktiv (passiv) anerkendelse og med lejlighedsvise nik med nakken. Det er godkendt.
Det er også i forbindelse med Noroth, at jeg falder i snak med Stephen og Ellie, som udgør intet mindre end en Kill-Town kærlighedshistorie. De mødte hinanden til London-udgaven sidste år, er nu flyttet sammen og har fået sig en guldfisk. Stephen er oprindeligt fra New Zealand og fortæller, at denne slags festivaler er umulige at opdrive der, så for ham er det fortsat en anelse eksotisk, og han har været trofast tilbagevendende siden 2018. Selvom de bor i London er de positivt indstillet på at tage til København for at være med, og de fortæller også, at det ironisk nok er billigere at tage til Danmark for at være på Kill-Town, end det er, hvis man skal befordre sig fra andre byer i Storbritannien til London og overnatte under festivalen. De hævder, at deres guldfisk kommer til at ignorere dem som straf for deres fravær i et par dage, når de kommer hjem, men det tager de gerne med for at opleve Mitochondrion, Reverence to Paroxysm og Mausoleum på samme dag.
Helt generelt mærker man tydeligt, at der er flere mennesker i dag end torsdagen, som på ingen måde føltes affolket eller tom. Generelt gælder også for Kill-Town, at scenerne er pakket. Her er ikke i nævneværdig grad tale om et publikum, som forlader salene til fordel for at drikke bajere udenfor, og den procentdel, som indimellem faktisk gør, er ikke afgørende for, hvorvidt der bliver tale om en god koncertoplevelse for både band og publikum. De sløje halvmåner, som indimellem er at finde rundt om på danske spillesteder, ser vi absolut ingen af her; tværtimod bliver det i stigende grad tydeligt i løbet af fredagen, at man gerne må komme i god tid til de respektive koncerter, hvis man gør sig forhåbninger om at være i en umiddelbar nærhed af scenen.
Og så skal det fremhæves, hvor afgørende god stil der udvises: Der er ikke rigtig nogen, der står og snakker til koncerterne. Selv bagerst på overetagen ved hovedscenen, hvor der både er en bar og trapper, er der ikke nævneværdige problemer med det. Folk går simpelthen udenfor for at forrette den trang, som det sig hør og bør, og jeg er vild med det. Kan man sende den samlede, danske publikumsstand på etikettekursus her? Der er meget at lære, men behovet for at prutte midt i flokken behøver måske ikke yderligere spredning.
Det samme billede gør sig gældende til Purulency lidt senere (det med etiketten, ikke prutterne), og der er ikke gået to minutter fra koncertstart, før der er crowdsurf og godt gang i en pit. Rådden sydstatsdød fra Tennessee af den slags, hvor alverdens adjektiver, der har med forrådnelse, død og ikke mindst pus, ligger langt fremme, når man skal beskrive associationsrammen. Jeg betages af forsangerens hår, som skaber instant associationer til den lille, animerede sekvens i ‘Grease’, hvor drengene skal tæmme vildt hår med gavmilde mængder brylcreem, før anderumpen er klar. Andrew Browns ansigt er oftere væk bag tæppet af krøllede lokker, og der er noget på samme tid komisk og uendeligt seriøst over udtrykket, når der stikkes en arm med mikrofon op i, ja, hår.
Der er noget vidunderligt over den energi, unge bands i et undergrundsmiljø lægger for dagen. Det er som om, genren aldrig er mere pur end i de setups, og det gælder for Purulency i dag, som det gjorde for Malformed i går, og det er svært at sætte fingeren på nøjagtigt hvad der gør det. Der er noget i kontrasten mod de større, veletablerede bands, og bliver tydeligt sat over for eksempelvis Mitochondrion, som er tydeligt scenevante. De ved nøjagtigt hvornår man sætter en grimasse på, en fod på en monitor, hvornår man hæver sin guitar eller bas, fordi det giver et godt billede. De er professionelle, og det er fedt, men det har også en snert af indstuderethed over sig, hvorimod de unge har den renere je nais c’est quoi, som bare appellerer som ind i helvede.
Og det er ikke for at tage noget fra Mitochondrion, for de leverer såmænd en udmærket koncert. Det er bare ærgerligt, at noget af den helvedesmagi, man kan lulles ind i på en plade som ‘Archaeaeon’, forsvinder i en liveoptræden. Det er bestemt ikke, fordi alle bands skal lave detaljerede teaterkoncerter, røgindhyllede og med hornbesatte masker, men jeg kunne godt have brugt lidt ekstra her. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at vokalerne, som i deres konstrastfyldte call and response-opsætning er en af bandets store styrker, drukner i lydbilledet – i hvert fald oppe foran. Der er fuld smæk på, og objektivt set er det en god koncert med et band, som afkræver sit publikum respekt qua hvad de formår, men fordybelse er der ikke meget plads til. Til gengæld spiller de i samvittighedsfulde 52 minutter, så der er ikke meget tid for folk til at komme fra den ene scene til den anden, og som folk begynder at vælte ned til Reverence to Paroxysm, er Black Stage faktisk allerede pænt fyldt på forhånd.
Mexicanerne står heldigvis klar til at tage godt imod folk med en tyngde så hård og et lydniveau så kraftigt, at jeg fysisk kan mærke mit åndedræt sitre i torsoen. Det er en god booking til den lille scene, og der er fuldstændig proppet – selv langt op af trappen, og bandet er dygtige til at inddrage deres lille kreds af indviede i deres esoteriske metal, som fordrer en indre malstrøm frem for en ekstern energi. Når det er sagt, er der da også plads til en crowdsurf eller to. Der er skruet ned for alt, der handler om lys og lir, og op for lyd, vægt og ren intensitet. Visuelt er der alligevel noget at hænge sig i, for guitaristen sporter imponerende dreads, der næsten slæber hen ad gulvet. Det er dedikation i hårform, og når han headbanger, bliver de nærmest hypnotiske.
Reverence to Paroxysm er ikke et band, som bevæger sig enormt meget, men ulig andre bands vi har oplevet i går, opstår der ikke en mangelfornemmelse som følge. Det her er nemlig temmelig indadvendt – nærmest meditativt i sin brutalitet, og man får lejlighedsvist lyst til at lukke øjnene og lade sig føre væk. Det er jeg ikke den eneste, der gør under koncerten, og da jeg bliver prikket til med spørgsmålet “sover du?” er svaret naturligvis nej.
Det er det til gengæld ikke for homie, som jeg er lige ved at træde på, bedst som han sidder på gulvet med korslagte ben og øl i hånd, mens han sover dybt. Det gør han for øvrigt stadig, mens vi efter koncerten bevæger os ud for at få noget frisk luft.
Da jeg senere går ned ad hotelgangen, hyler mine ører stadig. Jeg kommer i tanke om ham igen og håber, at nogen har taget godt hånd om ham, og at han ikke har spildt sin øl.
Læs om torsdagen på Kill-Town her.