KTDF 25: Torsdag

Sort familiefest er i gang. Vi giver gensynskrammere, bevidner næste generations bud på de store bands for genren og drikker dåsebajere. 

Læn dig ind i familiefølelsen, lad dig suge ind i fællesskabet og mød dine nye venner. Kill-Town Death Fest er tilbage med sort familiefest i Pumpehuset, og som til enhver sammenkomst af den slags ifører man sig sin bedste side og bærer over med startvanskeligheder, som når Vacuous med helt enormt ringe lyd spiller både stillestående og introvert uden at henføre publikum tilsvarende, og lader sig henføre, når Corpus Offal veloplagt viser, hvordan den slags skal ordnes. Man uddeler krammere og minder indimellem familien om sit navn (vi ses jo kun et par gange om året), lytter til historier om levet liv fra mellemtiden og finder ind i den fælles begejstring, mens man hiver hinanden med fra bænkens drikkelag, for vi er jo trods alt kommet for at danse. 

Familien er international, og det er en af festivalens store styrker. Faktisk udgør den danske gren under halvdelen, og viben er ubønhørligt urban, smeltedigel når det er bedst. Assume good intent er standardindstillingen, og derfor mødes al nysgerrighed med åbenhed og gode historier, som eksempelvis da jeg får øje på, hvad jeg bedst kan beskrive som en battlekjole. Sam fra Liverpool bliver kun mildt forarget, da jeg kalder den det, og retter mig med nogen indignation: det er en battle cloak, og han har aldrig mødt nogen vanvittig nok til at kalde den det andet. Den er en samtalestarter, men upraktisk, fortæller han, for den bliver hurtigt varm, og han er ikke meget for at tage den af. Jeg foreslår ham pragmatisk at køre bar dunk indenunder, men man bliver så frygtelig solskoldet af den løsning. Udover den patchbesatte kåbe bærer Sam et umiskendeligt godt humør, godt fedtet ind i scouse-dialekten, hvilket nok er meget godt, når man nu er den til sammenkomsten, der hele tiden skal lægge øre til velmenende kommentarer om garderoben.

Når nu det for min nye britiske ven er første år på KTDF, håber jeg ikke, han bliver skuffet, da Vacuous går på. Om de er nervøse, trætte eller bare uoplagte er ikke til at sige, men nogen mindeværdig åbning bliver det aldrig, og det hjælper selvfølgelig heller ikke, at der er lydsump i hele lokalet. Har man ørepropper, får man hurtigt fisket dem ud af ørerne igen for overhovedet at have en lydoplevelse. Jeg har oplevet fænomenet på Pumpehusets overetage før; paradokset, hvor det eneste korte glimt af nogenlunde ren lyd optræder på vej ned af trappen, mens man er i færd med at udvandre. Heldigvis er det ikke det generelle billede for første dag, og der er intet at udsætte på hverken Malformed, Castleumbra eller Corpus Offal, bortset fra dødsmetalspublikummets generelle – og åbenbart internationale – tendens til at lade kropsodører sive. Hvad er det med dødsmetal og prutter? 

På vejen ind fra det selvvalgte eksil, på en udendørs bænk i særdeles godt selskab, standses man i døren, hvis man stadig har en dåse i hånden. Kill-Town disker i år op med fire forskellige festivaløl fra Slowburn, og desuagtet hvor glad man kan være for en nyåbnet dåse gose med hindbær, så har den ikke dunkepotentiale, når man gerne vil skynde sig videre. Jeg får heldigvis hjælp af en makker og kan mase mig ind til Malformed, som allerede har fyldt salen nedenunder fuldstændig. Som følge ender jeg bag en mur af høflige, høje mænd, som pænt har fundet sig en plads tilstrækkeligt langt tilbage i lokalet, så de lavere mennesker også har en chance for at se noget. To kvinder på en halvanden meters penge er kommet ind i salen nogenlunde samtidig med mig, og bevæger sig forsøgsvist frem og tilbage i en søgen efter sprækker i den uigennemtrængelige mur af brede rygge.

Det er hårde odds. Men man vil gerne tættere på, for Malformed leverer al den energi, Vacuous ikke diskede op med. De unge drenge leverer undergrund med groove, gode breakdowns og tempofyldte soloer. Det bliver umuligt ikke at komme til at køre en compare and contrast på Vacuous og Malformed, og det falder ubetinget ud til fordel for sidstnævnte. Her er fuld plade på spilleglæde og fede riffs, og der er så godt gang i Black Stage, at der vitterligt drypper kondensvand ned fra loftet. Bassisten smider da også trøjen, da de første ti minutter er gået, og da det endelig lykkes mig at finde en sprække i kødmuren, maser jeg mig igennem for at opleve pitten. Det er det her, dødsmetal er. Vi er ved at bevidne et band, der kan gå hen og blive rigtig store, det er jeg slet ikke i tvivl om. 

Efter koncerten falder jeg i snak med to franskmænd, som er kommet her siden 2018, og de har haft nøjagtig samme oplevelse som mig. Vi er alle tre født for sent til at opleve dødsmetallens fødsel, men de har på KTDF oplevelsen af at se den næste generation udvikle sig lige for øjnene af dem – lidt ligesom at have set Blood Incantation her for syv år siden. De er oppe at køre af begejstringen over Malformed, som er så sindssygt unge, men som de alligevel mener har en formfuldendt lyd. Det er bemærkelsesværdigt, er vi enige om, hvordan Kill-Town er et sted fyldt med vores nye venner, som endnu slet ikke ved, at de bliver det, og for dem er lige præcis stemningen og familiefølelsen lige så afgørende for lineuppet i forhold til deres deltagelse. Det skåler vi på. 

En familiefest er kun så god som de samtaler man fører og den musik man danser til. For Kill-Town på en torsdag med godt vejr er der et umiskendeligt træk mod de udendørs arealer i behovet for afsvaling og tørstslukning, for der bliver den ondefløjteme varmt i Pumpehuset i dag. Langbordene giver de perfekte rammer for bull sessions, nogle om musikken, andre med en mere generel karakter af røverhistorieudveksling. 

Jeg møder min gamle kammerat, Lasse, som jeg kender fra dengang Copenhell var ung. Han er et af den slags mennesker, som andre drages imod, fordi han er så pisserar at være sammen med, altid til stede når der er metalfestival, altid i godt humør. Den type, som cykler hjem til Greve i aften, fordi han ellers ikke kan komme hjem hvis han også skal nå at se Portal. Han har været med fra starten på Kill-Town, da døden boede på Dortheavej, og faldt for femten år siden i snak med Anatomia på festivalen –  hvad der udviklede sig til et venskab. Efterfølgende rejste han til Japan og slog på tråden, fortæller han mig, og mødtes med Takashi (vokalist og trommeslager, red.) i Tokyo på en hverdag efter arbejde. Efter en tur rundt i byen prøvede de at komme med til en dødsmetalkoncert med et finsk band, der spillede den aften i et lille lejlighedskompleks. Da døren ind til den japanske piratkoncert åbnedes blev det tydeligt, at der ikke kunne proppes flere mennesker ind, og de måtte opgive hvad ellers utvivlsomt var blevet til en god historie.

- Vi endte med at sidde i tredje kælderetage i en skyskraber og drikke sake, griner Lasse og kan godt se hvordan historien er et fuldendt eksempel på, hvad Kill-Towns fællesskab er. Venskaber opstår på kryds og tværs mellem bands og publikum, måske især fordi der ikke er et egentligt backstageområde, og grænserne mellem menigmand og bandmedlem dermed udviskes. 

Man når aldrig det hele på førstedagen, og sådan er det. Men nu er de første gensynskrammere uddelt, nye venskaber er allerede opstået, og familiefesten er i gang. Det kan godt blive vildere, og man kan altid ende i en japansk kælder og drikke sake. 

Læs om fredagen på Kill-Town her.