Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kunsten at slutte på toppen

Populær
Updated
Kunsten at slutte på toppen

Den femte udgave af Killtown Death Fest er lige om hjørnet, og vi fangede en af folkene bag, Daniel fra Killtown Tour Bookings, til en snak om, hvorfor øllene i år vil være gravøl for festivalen.

Titel
Daniel Abecassis

Det er trist at høre, at Kill-Town afvikles for sidste gang. Er det en brat afslutning, eller har I som arrangører allerede andre idéer til lignende flerdagsarrangementer på Dortheavej?

- Jeg kan jo starte med at fortælle, hvorfor vi lukker ned. Da vi startede projektet, var der et opsving i en bestemt slags dødsmetal, primært i Skandinavien. Sådan oldschool-orienteret. Vi startede festivalen, fordi vi syntes, vi kunne samle op på nogle af de tendenser, der skete på det tidspunkt.

- Især i Finland og Sverige var der en lang række bands, som begyndte at dukke op i 2009/2010. Alle os, der laver festivalen, har en baggrund i Ungdomshuset og er tilknyttet den måde, man laver arrangementer på dér, hvilket er tilknykket DIY-kulturen: en ikke-kommerciel organisationsform. Idéen var at prøve at koble det sammen med en ”ny slags musik”, som vi ikke rigtigt følte, der havde været gjort forsøg med før herhjemme. Og så kom konceptet med Kill-Town ud af det.

- Nu er vi seks  år henne i forløbet med den femte festival, men vi har været i gang som forening i seks år. På den personlige side er vi alle sammen blevet dét ældre og har arbejde og familie osv., og det er jo 100 % frivilligt og tager megameget energi, så vi er på en eller anden måde ved at løbe tør for tid og overskud. Ikke, at vi ikke brænder for projektet, men det er bare sådan, at for at lave noget ordentligt, så skal der lægges en masse tid og energi, og det har vi bare ikke længere.

- Ud fra det kulturelle, musikalske perspektiv, så synes vi, at vi har nået en masse af de mål, som vi havde, da vi startede, hvilket er at bringe fokus på DIY og sige, at det ikke bare er punk, der kan gøre det. Det kan være alle genrer, fx hiphop eller elektronisk musik eller i vores tilfælde forskellige afarter af metal. Den form for dødsmetal, vi gerne vil promovere, er på en eller anden måde, ikke helt stagneret, men den har ikke samme opsving længere, så vigtigheden af vores festivals eksistens er ikke så vigtig, som den var for 5-6 år siden. Vi er begyndt at booke gengangere for at kunne opretholde en vis standard i programmet.

- Endelig har vi aldrig haft så mange danske kandidater, og det er jo en dansk festival, så uden så mange danske bands kunne vi ligeså godt have en festival i Berlin eller i Stockholm, hvor den ville have langt større tilslutning. For det har aldrig været københavnere, der har fået den her festival til at fungere. Det er under halvdelen af publikummet, som er danskere, resten er tilrejsende.

Set udefra, så har det ellers virket meget populært herhjemme også, og man kunne måske have gættet på, om det i virkeligheden var blevet for stort til at kunne fortsætte?

- Altså, vi har altid haft et rigtigt godt navn, allerede fra den første udgave, hvor vi fik en ”thumbs up” fra alle de rigtige mennesker i dødsmetalverdenen. Et enormt cadeau, at der lige fra start var større bands og labels, som sagde, at det her var et godt projekt, som de gerne ville bakke op om.

- Og det var sådan vi startede op ved at netværke med en masse pladeselskaber, som vi mener, udgiver god musik, og en lang række bands selvfølgelig, forskellige metalmedier og lignende festivaler. Der har altid været en enorm opbakning overalt i verden: folk har hørt om festivalen og synes, det er det fedeste, overhovedet. Men når det kommer til billetsalg, har det aldrig hængt sammen, og festivalen har kørt primært på fondsmidler. Den har aldrig kunne bære sig selv økonomisk… Men det er også, fordi vi vælger at flyve bands ind fra USA, Finland, Frankrig, Spanien osv. Det koster, og det er et forholdsvist begrænset segment af folk, der lytter til den type dødsmetal.

HVAD GØR EN FAN SÅ?

Du nævnte de tilrejsende. Hvis nu man som dansker skulle gøre gøre omvendt som ”erstatning” for Kill-Town Death Fest, kan du så anbefale festivaler med lidt samme stemning og musik i udlandet?

- Herhjemme har vi jo Metal Magic, som er en metalfestival, ikke kun dødsmetal, og det synes jeg, er et af de bedste initiativer herhjemme. Og ellers skal man til Berlin til en festival den 7.-8. november: Nuclear War Now. Hmm... Der er ikke mange lignende fede festivaler. Der var en i (øst)Tyskland, der hed Hell’s Pleasure, men den er desværre lige lukket ned. Ellers er der Neurotic Death Fest, men det er ikke samme stil som Kill-town, det er mere sådan nogle ting som Cannibal Corpse og større bands.

Det passer jo også med, hvad du nævnte i et tidligere interview: at I var nærmest den eneste af jeres art?
-
Det er vi vel også stadig... Vi har hørt om flere forskellige forsøg i USA og Australien, i Holland og Italien. Det er folk, som har taget inspiration fra vores festival og lavet lignende koncepter, men det kræver bare en hel del at stable et så stort arrangement på benene, og det er de færreste, som kan det uden en masse penge i ryggen. Vi har været heldige at have hele det system, som Ungdomshuset er bygget op om, og har haft koncertsal, lydanlæg, musikudstyr, frivillige, velfungerende køkken, security team, lys- og lydfolk osv. Vi har haft strukturen og måtte så lave en forening til at stå for det organisatoriske, så som at skaffe penge, sælge billetter, lave promotion og bookingarbejde.

DØDSMETALPRIMADONNAER?

Festivalen har altid virket virkelig tjekket, men har der været hændelser, du husker særligt fra kulissen, hvor stressniveauet har været højt eller måske ligefrem panikken har været på vej?

- Der jo altid sådan nogle historier, kan man sige. Men vi har været forholdsvis heldige på den front. Vi har haft 2-4 aflysninger over årene, og det har været i god tid, så vi har kunnet nå at finde erstatningsbands.

- Vi har prioriteret at have mange bands på kun én scene. Det har gjort det mindre komfortabelt for os som afviklere med kort tid til sceneskift. Hektisk! I år har vi så valgt at gøre det anderledes til denne sidste udgave, så vi kører vores mindre scene i stilling, præcis som vi gør på vores anden festival, Heavy Days in Doomtown. Det giver mere arbejdsro at køre en times show på én scene og direkte skift til én times show på den anden scene, hvilket giver os en time til sceneskift på hver af scenerne. Før var det 45 minutters musik og 30 minutters change-over, hvilket altid var helt vanvittigt hektisk.

- At få et band af scenen og et nyt på er ikke nemt på 30 minutter, skulle jeg hilse og sige! Og især ikke når man har med primadonnaer at gøre, som skal stå og have hår og støvler til at sidde rigtigt og have nitterne rettet til.

Det er jo sjovt, for det er jo ikke det indtryk, man normalt ville have af grum dødsmetal...

- Haha!

SATS OG VIND

Nu nævnte du , at I sjældent havde danske bands, så hvor ofte er det sket, at I har booket bands, som I intet live-kendskab har haft til?

- Mange af de bands, vi har booket, har været demobands og forholdsvis unge bands, så vi har taget mange chancer. En succeshistorie, synes jeg, er, da vi på vores første festival fløj et band ind fra Tyrkiet, som aldrig havde spillet live og kun havde udgivet en demo. Burial Invocation. Og det synes jeg faktisk den dag i dag stadig er en af de bedste koncerter, vi har haft på Kill-Town. Det var fantastisk, hvad de leverede, så man kan være heldig, når man tager nogen chancer.

Har der været noget, som har været decideret skuffende? Hvis du altså vil røbe det?

- Heh... Det er der jo altid. Der er nogle ting, man har forventninger til, og så kan de ikke leve op til det. Ikke at jeg vil nævne nogle navne, men der har da været skuffelser over årene.

Hvordan har modtagelsen fra lokalmiljøet været i forhold til at få en dødsmetalfestival i nabolaget – såfremt I har hørt noget som helst ris eller ros?

- Jeg tror ikke, det har handlet om musikken, men mere Ungdomshuset generelt. Og Ungdomshuset har været gode til at gå i dialog med dets nye naboer. Jeg ved ikke, hvad det er, ungdomsboliger eller sådan noget. De har været inviteret ind på flere rundvisninger, og der har været hængt nabosedler op. Jeg er ikke længere daglig aktivist derinde - det har jeg været i mange år - men jeg ved, de gør meget ud af at have gode naboforhold.

- I forhold til festivalen har jeg haft meget kommunikation og samarbejde med kulturhuset og biblioteket inde på den anden side. Blandt andet kan man under Killtown gå ind at se ”Virus bio”, altså kult-horrorfilm, inde på biblioteket som en del af festivalen.

Til slut: Nogle af de samme folk, som er aktive med festivalen lader også til at have fået godt gang i booking-arbejdet på andre steder end Dortheavej og sågar i udlandet. Kan du fortælle lidt mere om det arbejde, I laver dér, og hvilken betydning det har for at få fede bands til landet?

- Nu tænker du på mit eget firma, Kill-Town Bookings? Det er nogle år siden, vi trak det ud af foreningen, for det er faktisk det, jeg lever af nu som et rigtigt firma. Det kommer til at fortsætte, og vi er tre stykker nu. Vi arrangerer turnéer i hele Europa, og nu er vi også gået i gang med verdensturnéer... Japan, Australien, New Zealand, USA og også nogle ting i Latinamerika. Det vokser. Nu lyder det selvfølgelig større, end det er, men det bliver til en 10-12 turnéer om året.

- Og så laver jeg selvfølgelig koncerter i København, hvor jeg samarbejder primært med Loppen, Stengade og Beta, men også Pumpehuset, og så er jeg i dialog med Vega.

Så vi kan forvente en fortsat strøm af brutal musik til Danmark?

- Ja! Et band vi har forsøgt at få på Kill-Town i årevis, Incantation fra USA, har jeg netop fået booket til Loppen den 21. september, så folk, der er til den slags, kan komme ud at se dem sammen med John McEntees (guitar/vokal i Incantation – red.) sideprojekt, der hedder Funerus, og Iniquity, som jeg tror, mange gerne vil se. De har ikke spillet i lang tid.

Fedt! Har du ellers noget, du lige vil slutte af med at fortælle vores læsere?

- Næ, jeg håber selvfølgelig bare på, at den danske metalscene bakker op om det her sidste arrangement, så vi får en fed festival, og ellers kan folk støtte op om Heavy Days in Doomtown, som kommer i sin sidste version til maj, og så er det ellers også et overstået kapitel.

Kigger man i Devilutions arkiv, så vil man finde adskillige rosende ord om Kill-Town Death Fest og Heavy Days in Doomtown, så vi kan fra redaktionen kun støtte Daniels budskab. Vi ses på Dortheavej den 5.-7. september – hvis ikke før, til opvarmningen den 4. september på Loppen.

Sonne Adam spiller igen på Kill-Town Death Fest, varm op med fx dette nummer, 'Hater of Mankind':




Menu