Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Unik festival for undergrundens død

Populær
Updated
Unik festival for undergrundens død

Devilution har talt med Daniel, som er en af folkene bag næste uges Kill-Town Death Fest, der er en helt særlig dødsmetalfestival i undergrundens rette ånd.

Fortæl lidt om festivalen: hvor længe har I været i gang, hvem arrangerer osv.

- Festivalen er et initiativ der er opstået i miljøet omkring Ungdomshuset på Dortheavej i vinteren 2009/2010. Vi afviklede den første udgave af Kill-Town Death Fest i september 2010 med 21 bands fra hele verden, dog primært med skandinaviske navne. Vi syntes selv, at det var en stor succes og fortsatte derfor med at arbejde på en efterfølger.

- Vi er en bred sammensat gruppe af folk med forskellige aldre og baggrund. Vi brænder alle for undergrundsdødsmetal og undergrundskultur i det hele taget. Vi har organiseret os i en forening, der hedder Undergrundsmusikkens Fremme, og vi har til formål at arbejde med kultur på en anderledes måde og skabe opmærksomhed omkring og fokus på alternativ ikke-kommerciel kultur.

- Festivalens grundidé er at være en hyldest til undergrunds-dødsmetalscenen, de aktive bands og de involverede folk. Vores mål er derigennem at skabe en festival, der sætter fokus på musikken og de optrædende bands - ikke på penge og prestige. Kill-Town Death Fests organisatoriske fundament er baseret på D.I.Y-principperne, hvilket vil sige at festivalen er ikke-kommerciel, og stiller sig som et alternativ til den etablerede musikindustri og de kommercielle festivaler. Ligeledes er al arbejde i forbindelse med planlægningen og afviklingen af festivalen baseret på frivillig arbejdskraft, og derfor tjener hverken arrangørerne eller artisterne, der spiller på festivalen, penge på foretagendet.

Hvad er "kravet" til bands, som I vælger at booke? Selvom man er glad for dødsmetal, så kan det være svært at kende alle navnene, hvis man normalt mest interesserer sig for bands som Morbid Angel, Bolt Thrower, Cannibal Corpse osv. De "store" kan de måske kaldes...

- De navne du nævner der, er som du selv kalder dem "de store". Disse bands har KTDF ingen interesse i at have på programmet, selvom vi alle selvfølgeligt lytter til disse bands. Vi vil give plads til bands fra undergrunden, som normalt ikke ville blive eksponeret for et større publikum eller have muligheden for at turnere.

- Vi booker selvfølgeligt ikke hvad som helst. Tværtimod. Vi er meget kritiske og selektive i bookingprocessen og bruger meget tid på at blive enige om, hvilke bands der skal præsenteres på programmet. Vi arbejder tæt sammen med en række undergrundspladeselskaber, distributører og promotere rundt omkring i verden. Programlægningen er en afvejning af hvem, der er oppe i tiden, hvem der er pladeaktuelle, hvem der er nyskabende, og hvem som ellers passer ind i vores idé om DIY og anti-kommercialitet.

- Hvis man ikke kender de navne, vi præsenterer på KTDF, så skulle der være rig mulighed for at stifte bekendskab med dem gennem links på vores sider på nettet (web, Facebook og Myspace)


PUBLIKUM FRA HELE VERDEN

Der lader til at være et dedikeret publikum omkring arrangementet - hvordan ser I selv interessen fra billetkøberne og potentielle deltagere?

- Det var et meget blandet publikum, vi havde sidste år. En sjov blanding af punkere, metallere, lokale folk og tilrejsende. Dele af den danske punkscene har i de sidste mange år bevæget sig mere og mere mod metallen, også mod dødsmetallen. Se bare bandet UNDERGANG, som er folk med baggrund i punkmiljøet, og som kastede sig over at lave et meget utraditionelt, tungt undergrundsdødsmetal band. Ligeledes kan KTDF ses som et produkt af den udvikling. Vi havde ikke helt så stor opbakning sidste år fra den danske metalscene som håbet, og det var en kamp for os at komme ind og få opmærksomhed og opbakning, da det er en bane, vi normalt ikke arbejder på.

- Desuden virker det som om, at den danske metalscene er mere fokuseret på netop "de store" navne, og ikke hvad, der rør sig i undergrunden. Og uden "headlinere" på programmet var det svært at hive folk væk fra sofaen og en tur ud i Nordvest. Vi håber på, at de folk, som deltog sidste år - og som det på os virkede som om, de havde en god oplevelse - vil fortælle det videre til deres venner, således at rygtet om festivalen spredes i de danske metalkredse.
Det meget dedikerede publikum, du nævner, må nok være de mange tilrejsende. Det lykkedes meget tidligt i processen at skabe en god stemning og lidt af et "hype" omkring festivalen i de internationale undergrundsdødsmetalmiljøer gennem opreklamering på div. internetfora og gennem samarbejde med en række pladeselkaber etc. Så sidste år havde vi tilrejsende fra hele Skandinavien og størstedelen af de europæiske lande. Billetsalget viser at vi ligeledes i år får gæster fra store dele af Europa og endda folk, der rejser hele vejen fra USA!

Hvad er jeres største "scoop" på programmet, hvis I selv skal sige det?

- Vi arbejder jo ikke som sådan med headlinere eller lignende, men hvis et par navne skal trækkes frem, så er vi stolte over at kunne præsentere FUNEBRARUM (USA) og bandets første Europa show nogensinde. Det er et dødsmetal outfit fra New York, som har spillet siden 1999, og inkluderer medlemmer af legendariske Incantation, Assück og Evoken. Ligeledes vil SONNE ADAM fra Israel spille deres længe ventede første Europakoncert på Kill-Town Death Fest. Bandet spiller atmosfærisk mørk mystisk dødsmetal i samme ånd som bl.a. tyske Necros Christos.

- Vi er også stolte over at kunne præsentere meget roste og anerkendte engelske GRAVE MIASMA, som er en af hovedeksponenterne fra den nyere generation af mørk, atmosfærisk mystisk dødsmetal, som hylder det okkulte. Desuden er det værd at lægge mærke til spanske AVULSED, der har spillet siden 1991 og må siges at være Spaniens ukronede konger af ekstrem metal. De har udgivet et hav af LP'er, splits og 7" og tourneret jorden rundt. Nu gæster de København for første gang! 

- Ligeledes præsenteres for anden gang fra den okkulte tyrkiske undergrund BURIAL INVOCATION, som hyggede sig så godt på sidste års festival at de besluttede sig for at arrangere deres Europatourné omkring KTDF. Værd at lægge mærke til er, at vi har hele 5 svenske bands på programmet: NECROVATION, DEGIAL, VANHELGD, ENSNARED og ANTICHRIST. Vi ser alle disse bands, som eksponenter for en ny tendens indenfor skandinavisk dødsmetal, som rykker dødsmetallen i en mere rå, tung og melodisk retning med rødderne godt plantet i den skandinaviske gammelskole-stil og hjertet i undergrunden.

- Derudover kan fremhæves norske DISKORD, som med deres egen meget abstrakte og ikke-konventionelle tilgang til dødsmetal bliver det mest genre-eksperimenterende indslag på festivalen. Sidst men ikke mindst kan vi fremhæve to af de lokale navne, som er jyske CEREKLOTH som er opstået af asken fra CHURCH BIZARRE, og for anden gang præsenteres lokale UNDERGANG, der er et sjældent indslag på den danske metalscene med deres blæsende tunge doomdødsmetal. De spillede en anmelderrost koncert på dette års Roskilde Festival og er netop hjemkomne fra en USA turné, hvor de bl.a delte scene med legendariske Autopsy på Chaos in Tejas festivalen.

Hvad gør en festival god efter jeres mening?

- En god festival er vel en festival med god stemning, der løber af stabelen uden nogen afviklingsmæssige problemer, uden vold og ulykker og med et stort publikumsfremmøde. Vi synes, at det gik rigtig, rigtig godt sidste år og vi håber at kunne afvikle en festival med ligeså få problemer og med ligeså god stemning igen. Vi vil gøre vores for at få skabt de bedst mulige rammer for at dette kan gentage sig igen i år!


SOLIDARITET

Der er mange andre metaltilbud i Kbh. mens festivalen løber af stablen. Hvad synes I om, at der samtidig er Gorgasm m.fl., Dawn of Demise og Saturnus i de dage på hhv. The Rock og Beta? Det er jo lidt uheldigt, da metalpublikummet jo ikke er så stort igen - også selvom jeres program er af en lidt anden art, end de andre tilbud?

- Dette er meget ærgerligt. Vi blev faktisk godt tilbudt Gorgasm-pakken, men takkede pænt nej tak. Vi synes, at det er nedtur at steder som Beta og The Rock vælger at lægge koncerter med lignende indhold oven i vores arrangement.

Ovennævnte kunne godt være en konkurrerende faktor, men hvad er der ellers af konkurrence for en festival som jeres - hvis der er nogen, for den er jo ret unik?

- Vi er ligeglade med "konkurrence-elementet", men synes det er usolidarisk at lægge sådanne arrangementer oven i et arrangement som vores, som kræver månedsvis af planlægning og virkeligt har brug for opbakningen af det lokale metalmiljø.

Hvis man går og overvejer at tage med, men ikke helt har besluttet sig: hvorfor skal man tage på Kill-Town Death Fest?

- Det skal man fordi festivalen er en ener. Man kan altid tage på The Rock eller på Beta. KTDF er et projekt som ikke bare er unikt for Danmark, men faktisk for det meste af verden. Festivalen er den første af sin slags, som udelukkende lægger vægt på undergrundsdødsmetal, og som præsenterer de mest oppe-i-tiden navne over et forløb på tre dage med god stemning, horrorfilmsfremvisninger, god mad, billige øl, metal-DJ's m.m. Og så løber det hele af stabelen i Nordvest til en pris på 250 kr. for alle dagene. Det finder man sgu ikke mange andre steder!

Er der planer om at blive større, i deltagerantal, køre over flere dage eller måske holde festivalen et par gange om året?

- Vi ønsker selvfølgelig, at festivalen skal vokse og blive mere udbredt. Men vi ønsker ikke at blive kæmpe store. Vi har en kapacitet til omkring 1000 mennesker ude på Dortheavej og den størrelse er vi fint tilfredse med. Sidste år havde vi omkring 500 gæster igennem dørene – i år ku' det være dejligt at have flere. Flere gæster vil betyde, at vi kan lægge et større budget til næste år, og dermed få flere bands fra andre kontinenter og måske andre og flere sjove indslag på festivalen. Vi har ingen planer om at skulle afholde festivalen flere gange om året, men foreningen bag festivalen, Undergrundsmusikkens Fremme, vil i løbet af året afholde mindre, endags-events med undergrundsdødsmetalbands.

Fyr løs, hvis der er nogle ting I har lyst til at vore læsere skal have at vide!

- Næ, jeg tror det var det for nu. Vi håber at se jer alle sammen på Dortheavej i weekenden 2.-3. september og til warm-up-gigget på Loppen, torsdag den 1. september. Tak fordi I gad læse dette. Støt metal-undergrunden! DIY!


TJEK PROGRAMMET UD PÅ EN AF FESTIVALENS SIDER HER:
Web - Facebook - Myspace

Nyd lidt Funebrarum her, mens du venter på at festivalen løber af stablen: