Kill-Town Death Fest 2011: Fredag

Populær
Kill-Town Death Fest 2011: Fredag

Det var især Cerekloth og Vanhelgd, som Devilutions udsendte fandt rigtig stærke i fredagens program på Kill-Town Death Fest.

Spillested
Dato
02-09-2011
Fotograf
Jacob Dinesen

Den udsendte Devilution-skribent aflagde sit første besøg i "det nye" Ungdomshuset til weekendens Kill-Town Death Fest. Andre i redaktionen har dækket koncerter fra spillestedet, men desværre ikke fra festivalens første version sidste år. Men man må jo starte et sted, og denne anden udgave skulle bestemt vise sig at være besøget værd. Egentlig var det hele startet med et warm-up show om torsdagen på Loppen med Undergang, Burial Invocation, Bone og Antichrist.

Lidt rundspørge blandt festivalgæsterne kunne berette om et godt opvarmningsshow med et fint fremmøde. Det virkede det også til at være fredag på festivalens officielle første dag. Der dukkede helt klart flere folk op dagen efter, og da hasteindkaldte Gorephilia fra Finland åbnede fredag, stod publikum lidt spredt i salen. Men finnerne leverede ufortrødent en god omgang tung, tung dødsmetal, som sine steder blev nærmest doomy. En god start på fredagen, som oven i købet havde taget fint vejr med sig, så besøgene i den hyggelige gård, når der ikke stod et band på scenen, blev ekstra hyggelige. Og antallet af publikum steg støt.

Gården bød på salg af billig mad og ditto drinks, mens en masse træstubbe og et par sofaer sørgede for rigeligt med siddepladser, når maden eller en af de billige øl som Thy økologisk, Høker Bajer, Ale no. 16 osv. skulle indtages. Desuden var der en yderst interessant distro-afdeling, hvor vinyl, kassettebånd og andet merch kunne erhverves i lange baner. Man kunne også tage sig en snak med diverse bandmedlemmer, da de fleste blev hængende festivalen over for at opleve de andre bands udfoldelser på scenen i salen indenfor.

Diskord fra Norge var næste band til at udspy larm. Lead-vokalen kom fra manden bag trommesættet, men han fik lidt hjælp af og til fra bassisten, som i høj grad var med til at gøre det her band til noget specielt. Et arsenal af baseffekter og så et temmelig kreativt og effent spil på den femstrengede. Gutterne så mere nørdede ud end skribenten bag tasterne, men det visuelle udtryk var helt passende til den anderledes og interessante dødsmetal-servering.

Danske bejlere til næste års Roskilde

Med undtagelse af bandene på opvarmningsaftenen, så var Cerekloth eneste danske indslag. Og hvilket et! Fedt, atmosfærisk og med en herlig knusende ond lyd. Det lød lidt specielt, når forsangeren mellem numrene talte med en nærmest stille og hyggelig stemme, når nu growlene var dyriske. Men tak for det alligevel – det kan blive så kunstigt, når frontmænd growler mellem numrene i kontakten til publikum.

Hvis traditionen med dansk dødsmetal i opvarmningsdagene på Roskilde Festivalen skal fortsætte – i år med Undergang og sidste år med By The Patient – så er Cerekloth et seriøst bud til næste år. Bandet luftede også sit nyeste nummer, og det var meget lytteværdigt - bandet har bestemt ikke peaket endnu, så der er sikkert meget mere fedt i vente. Til sidst i koncerten begyndte spændingskurven måske at dale lidt, men da langt over halvdelen af showet havde været mere end fremragende, så var mindre også mere end godt nok.

Mellem shows var der som regel 30-45 minutter til lige at genstarte systemet, så man ikke blev kørt over af et program, som udelukkende bød på dødsmetal, selvom hovedgenren var fint varieret og i de fleste tilfælde rigtig stærk. Cadeau til arrangørerne, som de fleste musikere også sendte en stor tak til fra scenen.

I Dödsmaskinen, det lille bar/scene-område, kunne man på storskærm se en japaner tage sit øje ud med en gaffel og spise det eller andre tilsvarende blodige ting fra splatterfilmsuniverset.


Herligt svensk indslag


Både den svenske stil og de svenske bands var rigt repræsenteret på Kill-Town. Vanhelgd blev denne skribents fredags favorit – med en tung ånde fra Cerekloth i nakken. Lækker, beskidt rocket dødsmetal, hvor mørk stemning fint blev mixet med herlig energi og tempo. Svensk, 100 % svensk! T-shirten på forsangeren med den seje stil hintede måske lidt i retning af, hvor inspirationen kunne komme fra: Entombed, men af den absolut ældste inkarnation.

Svensk var også det næste besøg – bandet Necrovation indtog de skrå brædder. Beskrevet som mørkt og knusende og i stil med den tidlige dødsmetal, som kom ud af Sunlight Studiet. Ikke langt fra det som, man fik at høre. I det hele taget var det lille program, som man fik ved indgangen ganske informativt og trykt i god kvalitet. En god følgesvend, når man lige skulle have styr på hvad man så på scenen – for er man ikke lige connoisseur i undergrundsdød, så var mange navne nok et ubeskrevet blad for en.

Necrovation spillede noget hurtigere end de foregående bands, som allerede havde spillet, og måske derfor var det lidt sværere at dechifrere sangene fra hinanden. Heldigvis havde enkelte sange nogle midterpartier med tunge akkorder, som fik lov til at ringe længe, mens den anden guitar lagde lidt lead på. Det gjorde det nemmere som førstegangslytter at "forstå" lydangrebet. Men nakkerne kom på hårdt arbejde, når tempoet steg, og det var tydeligt blandt publikum, at tempo bestemt blev værdsat.


En dræbende, men hypnotisk, rumklang

Rumklangen var tyk på vokalen hos Grave Miasmas guitarist og frontmand. Det betød desværre, at stemmen fyldte unødigt meget og nogle gange overskyggede resten. Men samtidig gjorde det musikken til en stor samlet masse, der kunne være hypnotiserende. Tempoet var også ofte højt, så vejen fra musik fra scenen til headbanging på gulvet foran var kort.

Deciderede moshpits så man ikke rigtig på Kill-Town, blot behersket headbanging og ivrige næver i vejret. Lørdag skulle vise sig at byde på lidt mere bevægelse og endda stagediving, men ellers var det holdt på et minimum. Det betød dog ikke, at folk ikke nød musikken, for bifaldene var ofte rørende store – fx til englænderne her.

Måske var det angrebet af dødsmetal fordelt over 8 timers tid, som gjorde at en vis mæthed overfor det kunne træde ind. Eller også så var græske Necrovorous bare lige en tand for kedelige i sammenligning med aftenens høje kvalitet. Og så var frontmandens scenefremtræden temmelig søvndyssende. Han mumlede uforståeligt mellem sangene, indtil han råbte sangtitlen af sted. Det var ikke fordi, at hans vokal ellers manglede kraft, men han stod mest bare stille, og uden et stort ondt garn eller andet typisk metal, så han, trods nitterne på armene, en anelse skræmt ud.

Necrovorous var på ingen måde en fiasko, men måske var tidspunkt og den perlerække af fede bands forud for dem bare for stor en udfordring. Det var dog ikke værre end, at festen sikkert fortsatte længe på området, og lørdagens program blev endnu bedre besøgt.


Karakterer:

Gorephilia: 3 (foto [taget af C.V], " target="_blank" title="Gorephilia">video)
Diskord: 3 (foto [taget af CV], " target="_blank" title="Diskord">video)
Cerekloth: 4 (fotogalleri, video forneden)
Vanhelgd: 5  (fotogalleri, video forneden)
Necrovation: 3 (fotogalleri, " target="_blank" title="Necrovation">video)
Grave Miasma: 3 (fotogalleri)
Necrovorous: 2 (fotogalleri " target="_blank" title="Necrovation">)

Læs lørdagens reportage HER!
Se udvalgte fotos fra festivalen HER!

Videoer fra arrangementet, Vanhelgd og Cerekloth: