Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #2

Populær
Updated
House of Franco #2

I denne uges nummer af House of Franco, har Jens fået sig en snak med David fra Københavns - ifølge ham - mest undervurderede metalband, Undergang, der spiller tung død.

Kunstner
Titel
Undergang
Dato
07-12-2010

Undergang er klart Københavns mest undervurderede metal band. Igen og igen har trioen og deres onde rådne dødsmetal flået mine frontallapper (og nakke) til atomer med deres tunge brutale riffs og apokalyptiske eksplosioner af umenneskelig energi. På studiefronten har de deres overjordiske debut album fra 2009, 'Indhentet Af Døden', som satanisk trumfkort.

Jeg synes at de fleste nyere metal plader er alt for overproducerede og pæne, jeg sværger mest til primitiv 80'er-thrash og proto-black, hvorfor Undergang var en gave sendt fra himlen (eller helvede) til metal afvigere som mig. Jeg møder David (vokal/guitar) jævnligt til diverse undergrunds-shows, og fortæller ham hvor meget jeg elsker Undergang, men ikke mere snak...nu har Devilution-læsere chancen for at stifte bekendtskab med fænomenet Undergang, som forhåbentlig vil ændre den danske metal scene forevigt. Enjoy.


Fortæl lidt hvordan Undergang startede i 2008, jeres inspirationskilder?

- Kasper (bas) og jeg have i noget tid gået og snakket om at føre et dødsmetal band ud i livet. Jeg havde skrevet nogle riffs i årene op til, inspireret af favoritbands som Autopsy, Winter, Death, Impetigo, Suffocation, Pungent Stench osv. Jeg spillede det for ham ved lejlighed og han var selvfølgeligt blæst væk og var med på vognen med det samme. Kasper og jeg kendte hinanden, fra dengang da jeg stadig spillede i metal-crust bandet Realm of Chaos. Kasper var trommeslager der, til den bitre ende. Anders som spillede leadguitar i R.O.C., var begyndt at spille lidt mere metalorienterede trommer ved siden af og vi blev enige om at spørge ham, om han var interesseret i at tage trommetjansen, i vores forstående bandprojekt. Det var han interesseret i og så var den tjans heldigvis fyldt ud. Realm of Chaos smed mere eller mindre håndklædet i ringen, efter en minitour i Tyskland i foråret 2008, derefter begyndte vi tre at øve dødsmetal.

- Under de første øvere spillede Kasper guitar og det var meningen at vi skulle have en anden ind på bas og en separat sanger, men de dukkede aldrig op til vores første øvere, så vi besluttede os for at Kasper røg over på bas i stedet og at jeg samlede op på vokaldelen foruden guitaren. Den line-up har vi så kørt lige siden. Vi valgte navnet Undergang, da vi følte at det beskrev vores lyd og udtryk perfekt. Ovenpå det danske navn virkede det kun naturligt at holde hele tekstuniverset på dansk. I starten øvede vi stort set hver dag og fik dermed skudt orkesteret ret hurtigt i gang.

- Det var lidt andre tider i vores liv dengang, så vi mødtes mere eller mindre hver dag og fuldede os, falkede den og spillede rå og rådden dødsmetal, lige ud af Københavns kloaker. Vi startede som før nævnt, med at øve sent på foråret 2008 og spillede vores første koncert med canadiske Limb from Limb i Spektakel 14, i slutningen af august samme år. Tror at vi havde et set på omkring 5-6 numre, da vi sprang vores jomfurhinde på scenen den aften.

'Indhentet Af Døden' (2009) albummet var først et promo tape?

- Vi indspillede alle numrene til 'I.A.D.' over vinteren 2008/2009 (hvis jeg husker rigtigt) og havde det så først færdigmixet og mastereret omkring sommeren 2009. Der satte jeg mig for at lave et promobånd, med vores fulde optagelse på, så vi kunne finde et pladeselskab til at udgive det på vinyl. Jeg nåede dog ikke engang at få det hele færdigt til båndet, med layout og print (kopiering af covers osv., før vi fik pladetilbud af Me Saco Un Ojo records, som vi valgte at springe på. De 100 bånd jeg havde lavet til promovering gav vi til venner, byttede med andre bands og solgte til interesserede, som en mere eller mindre normal demo velsagtens.

- Overraskende nok blev alle båndene udsolgt inden for et par uger. Havde på ingen måde forventet den slags interesse omkring Undergang på det tidspunkt og fortryder i dag lidt, at jeg ikke lavede flere bånd, da jeg var i gang med det. Skønt fremstillingen var lettere billig, havde jeg dog ikke økonomi til at producere flere bånd på givende tidspunkt og de interesserede kunne selvfølge også bare samle LP'en op, når den var ude et halvt år senere.

- En fejl som folk tit begår omkring vores vinyludgivelse af 'I.A.D.' er at de mener at det er en demo, der er blevet genudgivet på vinyl. Planen fra starten har altid været, at det var vores debut fuldlængde vi indspillede. Båndet var til promovering, så vi kunne jage et pladeselskab op, som følte for at udgive det på vinyl på vores præmisser.



Me Saco Un Ojo Records, der bl.a. også har udsendt tyrkiske Burial Invocation, tog kontakt til jer?

- Jesus Iglesias (muligvis det sjoveste navn, til en person der udgiver dødsmetal-plader) og hans nyopstartede pladeselskab Me Saco Un Ojo Records tog kontakt til os, efter at have hørt nogle af vores numre på myspace. Han tilbød os der et tryk af 'I.A.D.' på vinyl i 500 eksemplarer, og da vi efter nogle email-udvekslinger kunne konstatere, at han var en fed fyr, takkede vi pænt ja til det tilbud.

- Vi havde løbende op dertil fået udgivelsestilbud fra flere pladeselskaber, men ingen af dem faldt rigtigt i vores smag og de fleste var kun gældende for en CD-version. For os betyder det mest at vores udgivelser er ude på vinyl før anden format, synes at det er den fedeste og mest ægte format at udgive musik på og jeg ejer egentlig heller ikke mere end en håndfuld CD'er i min musiksamling privat...Og det er alt sammen nogle jeg har fået, hehe. Siden udgivelsen af "I.A.D." på M.S.U.O. Records har pladeselskabet vokset en del og jeg synes bestemt at det er et stærkt bagkatalog han har sig allerede, med nyere bands som Stench of Decay, Burial Invocation, Krypts og Miasmal.

- Forestående er også Swalloweds første fuldlængde, som jeg ser meget frem til ovenpå deres EP tidligere på året. Vores plade var den anden udgivelse på M.S.U.O. records og blev sendt på gaden i januar 2010, ovenpå lidt forsinkelse. Førstetrykket på de 500 eksemplarer blev udsolgt i løbet af et halvt års tid og genoptrykket på 200 eksemplarer, der fandt sted op til Kill-Town Death Fest 2010 i september i år, er vidst også allerede godt på vej til udsolgt, så folk der endnu ikke har fået fingrene i et eksemplar skal nok til at være hurtigere, da jeg ikke ved hvornår et næste optryk vil finde sted... Hvis det overhovedet sker.

Albummets side 2 er betydeligt tungere end side 1, hvordan kan det være?

- Udviklingen musikalsk I undergang er betydeligt blevet tungere og tungere, som vores eksistens er skredet frem. Vi valgte blot på indspilningerne til 'I.A.D.' at lægge de lidt tungere, krybende numre på B-siden af pladen, da længden og sammenhængen mellem numrene passede bedst der. Pladen ligger rigtigt nok ud med nogle lidt kortere numre, med lidt mere smæk på end side to. Rækkefølgen af numrene er nøje planlagt, ligesom vi har arbejdet med at få overgange til at fungere fra nummer til nummer. Nogle folk har vidst lidt problemer med at skille vores numre fra hinanden dog, men det er egentlig også kun meget fedt, for så for pladen nærmest en følelse af at det er en lang masse om hymner til døden.

Jeg elsker lyden på 'Indhentet Af Døden', den blev indspillet i Rock Island studiet på Islands Brygge?

- Pladen blev indspillet i et øvelokale på Rock Island, Islands Brygge. Morten, som vi har arbejdet sammen på på alle vores indspilninger, havde på givende tidspunkt opsat et ministudie i et af øvelokalerne på Rock Island. Anders havde tidligere arbejdet sammen med ham, med et af hans andre bands, som vi ikke nævner her og han anbefalede varmt at vi gav det et skud. Indspilningerne var en fornøjelse og Morten var rigtig fed at være i studie med. Han formår altid at give den rigtige kritik, til de enkelte ting, så man ikke bliver pisse rasende eller noget. Man føler sig jo noget blottet, når hele fokus i et nummer står rettet mod en under optagelserne, så det er en del af indspilningerne som jeg har været virkelig tilfreds med.

- Pladen blev indspillet efter bedste lagkagemetode, først lagde Anders alle trommesporene ned, så optog vi de forskellige guitarspor, så bass og sidst naturligvis vokalen. Det var en anderledes indspilningsmetode end nogen af os havde prøvet før, men det fungere ganske fint. Bliver dog ikke samme metode som vi benytter os af, til vores næste fuldlængde. Det var mest for at prøve det. Selve indspilningerne fandt sted over en måneds tid, tror jeg nok og vi gav os god tid til det hele. Der gik dog af og til lang tid mellem vi mødtes og fik rykket på at få lortet færdigt, da Morten var på tour med nogle bands i visse perioder og så skulle det også lige passe med arbejde for os andre og lignende.

'Opslugt Af Mørket', 'Forkullede Rester'...horror tekster på dansk var planen fra starten af?

- Både og. Horrorfilm har altid fyldt en stor del i mit liv, så det faldt mig meget naturligt som kilde til tekstuniverset. I Undergang har vi tit siddet og set utallige horrorfilm sammen og bygget en gedigen brandert op, så horror fylder bestemt en plads i vores rækker. Mange af teksterne handler dog også nok så meget om hvor bitter og lille et menneske jeg er, hehe.

- Tekster om død, modbydeligheder, misantropi og lignende virkede som det eneste rigtige for Undergang og så er det det nemmeste for mig at skrive om. Teksterne bliver altid skrevet efter, at vi har skrevet musikken til et nyt nummer færdigt. Jeg lægger klart mest vægt på musikdelen og rent vokalmæssigt foretrækker jeg også at bruge min stemme mere som et instrument, end som direkte sang. Jo mere gutturalt og råddent, des bedre.

Undergang (20.09.2010, Koma F in Berlin) - Foto ud af UNDERGANG

I har navne i Undergang som Torturdød, Ondsind og Dødshjælp. Et nyk til norsk black...eller?

- Haha, nej ikke rigtigt. Vi tænkte bare at det ville være meget råt med "kunstnernavne" i bandet. Anders havde noget Aktiv Dödshjælp-reference kørende i forvejen, et punkband han sang i for år tilbage, så han er jo bare Anders Dödshjælp. Ondsind var noget vi fandt på til Kasper lidt i mangel på noget sejere, ved ikke hvor godt det passer men det er vel også ligegyldigt.

- I starten blev der joket lidt med Hadsbølle, som et ordspil til hans efternavn Husballe, haha...Helt ufatteligt dumt, indrømmet! Torturdød har jeg tidligere brugt til min distro og som tag på mine tegninger, så det faldt mig naturligt at bruge det her også. Der er sgu dog ikke så meget dybere i det, bare en del af pakken der udgør Undergang-fænomenet.

Undergang er tit på K-town hardcore lineups som det eneste dødsmetal band...

- Ja, det må man sige. Vi har hovedsagligt spillet show med punk/hardcore/crust bands, men det skyldes jo også at vi alle kommer fra punkmiljøet i Kbh og stadig har rødder der. Lettere fejlplaceret som regel, men om ikke andet har vi da oftest hygget os rigtig godt til disse "gilder" alligevel. På metalscenen i DK bliver der ikke lagt så meget vægt på promovering af den slags metal, som vi spiller og derfor har der ikke været interesse i at booke os andre steder end til de lokale punkarrangementer, hvor vi alligevel færdedes.

- Der er dog efterhånden kommet lidt mere interesse i metalscenen for Undergang, vi har efterhånden så småt skabt os et navn føler jeg. Så vi må se hvad der sker i forhold til hvilke scener vi optræder på. Vi spiller bare der hvor vi føler for og vi har da også delt scene med nogle gode bands gennem vores korte levetid, bands som Hellbastard, Age, Hellshock, Limb from Limb for at nævne et par af mine favoritter. Men Undergang er nok bare det umulige barn, som aldrig rigtig helt passer ind.

KILL-TOWN DEATH FEST 3-dages festivalen i Ungdomshuset på Dortheavej var noget et projekt. Der kommer en KTDF festival igen i 2011?

- For helvede, det var lidt af en omgang bestemt! Fik kørt mig ned med stres flere gange, end hvad sjovt var. Men alt i alt er jeg rigtig glad for at have været en del af at få den begivenhed op at køre. Vi startede vores møde som gruppe i januar 2010 og knoklede ellers løs derfra. Desværre faldt der nogle folk fra undervejs, som nye medlemmer kom heldigvis også til, så det fungere nogenlunde som det skulle. Selve festivalen var bestemt også en succes i mine øjen, tre rigtig hyggelige dage med masser af svedige bands, kan vel ikke rigtig bede om mere... Andet end mere tid til at nyde festivalen dog, hehe.

- Man var jo hele tiden på hele dagen, så når koncerterne var overstået var det fedt at endeligt at kunne slappe lidt af med nogle øl og snakke lidt med folk fra nær og fjern. Der kommer bestemt en festival igen til næste år, vi er allerede i gang med møder og planlægning igen. Havde blot en kort pause på en måneds tid ovenpå KTDF 2010. Vi har valgt at rykke festivalen en smule i forhold til i år, så næste år ligger den fra d. 1.-3. september. Så håber vi på lidt bedre vejr, skønt den smule regn der var i år, ikke var så slem som vi havde frygtet det ville være. Konceptet bliver det samme igen, en ordentlig røvfuld undergrunds dødsmetalbands fra en god bid af hele verdenen, dog med lidt ekstra fokus på Skandinavien som i år. Forvent kun en god oplevelse igen i 2011!

Touren med japanske Anatomia, som også spillede der, gik godt?

- Touren med Anatomia var rigtig fed, alt forløb som det skulle, skønt vi ankom lidt sent til begge shows vi havde. Det blev jo en lidt kort omgang, da japanerne skulle hjem ikke alt for lang tid efter KTDF, så jeg udnyttede de datoer jeg havde til rådighed så vidt muligt. Desværre faldt to af de shows jeg havde fået booket til jorden, men det lykkedes mig at få et nyt show i Berlin sat op. Det var også betydeligt det bedste af de to shows vi spillede..

- Måske ikke musikalsk for Undergang, da lyden var imod os som første band og vokalen var tæt på ikke at være eksisterende. Foruden det var der en fuld idiot der blev ved med at stå og rykke mikrofonstativet væk fra mig eller støde det op i hovedet på mig, når jeg sang... Store svin. Ærgerligt nok var han for langt væk til at jeg rigtigt kunne lange ud efter ham. Han valgte så halvt inde i vores set at lægge sig til at sove på gulvet i stedet.

- Anatomia var en fornøjelse at have med at gøre, fine folk og ret skægge. Deres engelske handicap var selvfølgelig lidt ærgeligt, med Takashi der synger og spiller trommer arbejder som oversætter fra japansk til engelsk, så han kunne oversætte lidt for de andre, når det var nødvendigt, hehe. Touren løb nogenlunde rundt i sig selv og vi fik solgt en helvedes masse merchandise på blot to shows. Vi har allerede snakket om at lave en længere rigtig tour i Europa sammen om et års tid eller to, så det er intet lukket kapitel. Fik set Anatomia spille en del gange under deres ophold (blandt andet også en spontan koncert i BumZen) og de skuffede ikke på noget tidspunkt. Virkelig stærkt band.

The gang

De var for svedige i BumZen! Sidst vi mødtes i Rockuglen nævnte du noget om, at du var involveret i japanske Coffins kommende Københavner besøg til april?

- Det husker jeg ikke at have sagt, i så fald har jeg pralet og løjet, hehe. Vi har lidt småforhandlinger kørende med at få Coffins på KTDF 2011, så det ærgrer mig lidt at de allerede spiller i Danmark i april, så det ikke ville være videre eksklusivt. Takashi fra Anatomia kender dem i Coffins og havde vidst varmet dem lidt op for idéen om at spille til KTDF 2011, da de selv havde en god oplevelse ud af årets festival. Lige meget hvad får man dem at se lidt i hvertfald så. Er ret pjattet med dem, så deres besøg på Loppen er bestemt godkendt herfra.

Planer for Undergang i fremtiden?

- Jesus Kristus, så meget som muligt vel! Lige nu ser det lidt travlt ud for det kommende år for Undergang. Vi er ved at planlægge indspilninger af en ny fuldlængde i Februar, som så vil blive udgivet på Xtreem Music records. De udgiver også CD versionen af 'I.A.D.' omkring jul i år, endeligt efter et års forsinkelser, fik jeg lavet layoutet færdigt der til, med hjælp fra Dave Rotten selv og Jeppe Hasseriis. Ellers skal vi indspille et rå-langt nummer til en 8" split med Anatomia på Me Saco Un Ojo Records. M.S.U.O. Records er også ved at skulle udgive et en-sidet flexi 7" med et tidligere eksklusivt nummer vi indspillede sidste år, til en compilation på Baphometal records. Jeg venter på optagelser fra vores koncert med Anatomia i Halle/S, som jeg udgiver på bånd på mit forestående pladeselskab Extremely Rotten records, hvis optagelserne ellers lever op til begge bands godkendelse.

- Så er der snak om en USA tour til sommer og vi har nogle enkelte shows rundt om i Europa, der er ved at blive planlagt også. Hvis tingene går som de plejer, så bliver måske halvdelen realiseret, haha. Vi rykker derud af som det passer os og tager den derfra. Der er ingen måde at stoppe bæstet Undergang.

Til information er Undergang-David gæste-DJ på Christianshavns Radio (98,9 FM/98,8 Hybrid) fra klokken 18.00 til 19.30 nu på søndag.