KTDF V: Torsdag

Populær
KTDF V: Torsdag

Åbningsdagen på årets Kill-Town Death Fest havde retrodød i forskellige varianter i fremtiden. Men det var ikke-retroramte Lvcyfire, der var mest mindeværdigt.

Kunstner
Titel
+Ensnared +Gouge
Spillested
Dato
04-09-2014
Forfatter

Den femte og beklageligvis sidste Kill-Town Death (KTDF) begyndte traditionen tro på Loppen, hvor der traditionen tror var temmelig varmt, selvom der ikke var ligeså crowdet, som man har oplevet Loppen tidligere.

Hvad der ikke var traditionen tro, var spilletidspunktet, da første band, norske Gouge, gik på – de var åbenbart startet allerede 21.30, hvad der havde været annonceret på Facebook, men ikke på festivalens egen hjemmeside. Mildt chokerende, at koncerter åbenbart kan starte før 22.00-22.15 på Loppen.

Det virkede nu ikke, som om jeg var gået glip af det helt store.  De par numre, jeg nåede at høre, var temmelig old school med Repulsion- og tidlige Death-tendenser og en tyk og larmende baslyd, der druknede det meste. Inspirationskilderne fejler ikke noget, men Gouge virkede sært forglemmelige, selvom de er Fenriz-approved og alt muligt. Måske det var bedre, før jeg kom?

Næste band, svenske Ensnared, der blandt andet består af tidligere Gravehammer-medlemmer, havde en lidt mere særegen lyd at byde på. De var også temmelig old school og fokuserede mere på lyden af tidlig Morbid Angel og tidlig svensk dødsmetal og lød i mine ører temmelig gammeldags med nogle thrashelementer, der også sad fint. Samtidig var guitarerne mindre nedstemte end normalt i genren, hvilket i nogle af de instrumentale passager gav et lidt psykedelisk præg, men hvor de her interessante psykedeliske elementer ikke hang så godt sammen med resten. Måske er der noget interessant at hente fra Ensnared i fremtiden.

Sidste band og aftenens hovednavn var engelske Lvcyfire. Bandnavnet giver ganske vist associationer til tvivlsom goth-rock (nogle af vore læsere husker måske Johan Edlund fra Tiamats soloprojekt Lucyfire?), men tag ikke fejl: Lvcyfire spiller blackened death af sorteste skuffe og kan i intensitet minde lidt om for eksempel australske Portal, uden dog at være helt så grimme og bizarre og kaotiske. Selvom blackened efterhånden er en etableret genre, lød Lvcifyre friske og med et nyt take på genren. Der var en frenetisk intensitet og fremragende guitararbejde (og instrumentalt arbejde i almindelighed) gennem hele koncerten. Mindre begejstret var jeg for vokalen i de første tre numre, der lød som en Johnny Hedlund (Unleashed) på en virkelig skidt dag (tænk sluthalvfemserne), og som stak lidt ud. Det blev heldigvis bedre, da der kom en mere varieret vokal, der både talte dæmoniske growls og umenneskelige skrig, hvilket lagde nye lag til den i forvejen fortættede atmosfære, Lvcyfire bød på.

Med Lvcyfire kom KTDF V for alvor i gang.