Metaldiktator: Deicide – ‘Deicide’

Metaldiktator: Deicide – ‘Deicide’

Med hadet som drivkraft var Deicide start-90’ernes go-to-satanister, der altid var friske på en kontrovers og havde både musikken og de rappe svar til at bakke det op med.

Kunstner
Titel
Deicide
Trackliste
Lunatic of God's Creation
Sacrificial Suicide
Oblivious to Evil
Dead by Dawn
Blaspherereion
Deicide
Carnage in the Temple of the Damned
Mephistopheles
Day of Darkness
Crucifixation
Karakter
666

Helt tilbage til 60’ernes psych og den tidligste heavy rock har satanismen gået hånd i hånd med metal. Da Jimmy Page købte Aleister Crowleys gamle herregård og begyndte at fumle rundt med ritualer og magi, og Black Sabbath kom ud med sange om møder med Djævelen, hvor det var svært ikke at heppe på mørkets seje kræfter, selvom bandet selv skrev fra et kristent perspektiv, begyndte et langt og smukt kærlighedsforhold mellem Satan og heavy. I dag er de to komplet uadskillelige, og det er kun de mest opmærksomhedssøgende frimenigheder og missionerende typer, der synes at have et problem med, at genrens store festivaler har navne som Hellfest og Copenhell. Det er i det store hele ufarligt og gjort med et glimt i øjet, og i de fleste tilfælde handler det mere om en udtalt skepsis over for etablerede religioner end om decideret sort magi og djævletilbedelse.

Sådan har det aldrig været med Glen Benton: Han hader, hader, hader Gud. Nok til at kalde sit band for Deicide, “gudsmord”; nok til at brændemærke et omvendt kors i panden på sig selv, indtil en læge bad ham om at holde op, inden han brændte hul i pandeskallen; nok til at lade alle sine sange handle om, hvor meget han hader Gud, Jesus og de kristne, alle retninger, alle sammen.

Rygtet om det had var løbet forud for Deicide, da de i 1990 albumdebuterede. Tre år tidligere var de blevet dannet under navnet Carnage, som kort efter blev til Amon; da de fik kontrakt med Roadrunner Records, bad labelbossen Monte Connor dem om at skifte navn, og det nye bandnavn skulle komme til at opsummere alt, hvad Deicide stod og nogensinde skulle stå for.

Tampa og samlebåndsdøden
Mens resten af den blomstrende dødsmetalscene i hjembyen Tampa, Florida handlede mere om gore og splatter, handlede det for Deicide om gudshadet. Det er det had, der driver den selvbetitlede debutplade frem fra åbningsnummeret, den lettere spekulative Charles Manson-hymne ‘Lunatic of God’s Creation’: Med gudsbespottelse og rituelle rovmord som kulørt baggrund tæsker kvartetten gennem riffs, temposkift og melodier presset til det yderste, mens Glen Benton snerrer, brøler og vræler sig gennem sangen. Pladen igennem er der lagt ekstra spor ind med effektmanipulerede brøl og skrig (selvom Benton konsekvent har påstået, at der ingen effekter er brugt: lydene var et resultat af hans besættelse af musikken) for at tilføje vanviddet en ekstra dimension og få det hele til at virke endnu vildere, end det egentlig er. Det virker temmelig godt og får Deicide til at skiller sig markant ud fra tidens anden dødsmetal.

For i bund og grund var Deicide ellers bare endnu et Tampa-dødsmetalband, der havde været en tur i Morrisound Studios med Scott Burns. De bands var der en flodbølge af i de år, og fordi alle havde travlt – bandene med at få pladekontrakter og komme ud at spille, pladeselskaberne med at samle så mange som muligt af dem op og håbe på, at nogle af dem havde potentiale i sig, og Morrisound med at få samlebåndsproduktionerne ekspederet videre i en fart, fordi der endnu ikke var de store penge i dem – var det sparsomt med afvekslingen pladerne og bandene imellem. Hvor bysbørnene og trosfællerne i Morbid Angel året forinden havde udmærket sig på debuten ‘Altars of Madness’ med komplekse sangstrukturer, fængende melodiøsitet og imponerende musikalske talenter, der blev indfanget af en infernalsk produktion med øre for bandets brutalitet, var Deicides dødsmetal umiddelbart langt mindre skelsættende. Også selvom der intet var at udsætte på hverken Hoffman-brødrenes guitarsamspil, Steve Asheims konstant vekslende trommer eller Bentons dedikerede indsats bag mikrofonen. 

Deicide måtte uundgåeligt tåle sammenligninger med Morbid Angel, og det var sjældent, at det faldt ud til deres fordel. For mens kollegerne konstant skubbede grænserne for, hvad deres musik kunne rumme, hvor fængende den kunne være, hvor episk den kunne blive, var Deicide langt mere tro mod genren. Musikalsk rettede de sig ikke mod noget større publikum, som Morbid Angel gjorde det: Det var musik for de allerede omvendte. 



Den personificerede djævel
Deicide havde til gengæld udseendet, attituden og aggressionerne. Med en yderst fotogen Glen Benton i front som det tætteste, man i starthalvfemsernes heavy metal kom på Satan genfødt på denne jord, og med de blonde Hoffman-brødre som et par sataniske surferdudes på hans flanker var Deicide det amerikanske bud på en arvtager til Twisted Sister og Judas Priests korstog mod de religiøse kræfter, der forsøgte at holde rockmusikken i behørig afstand af ungdommen. Hvor Cannibal Corpse havde de groteske albumcovers, havde Deicide de ekstremt blasfemiske tekster og en forsanger, der kunne bakke holdningerne op i interview. Både MTV og utallige radiostationer tværs over USA blev mødt af en ung mand med langt sort hår, et omvendt kors brændt i panden og øjne, der gennemborede enhver journalist, når denne turde stille spørgsmål til afguden selv. 

Glen Benton personificerede djævelens musik og nød den opmærksomhed, det gav at være konfrontatorisk og ligefrem i sin religionskritik. Hvor Morbid Angel udøvede deres virke på en mere subtil og tidløs måde i teksterne, var Deicide og Glen Benton et godstog, der bare bankede derudad og direkte ind i hjerterne på de teenagere, hvis hjerte var lige så sort som Bentons syn på katolske præster.

I dag er Deicide primært kendt for kontroverserne – som dengang dyrerettighedsaktivister sprængte en bombe under en koncert i Stockholm i protest mod Bentons skryden op om at dræbe smådyr for Sjov & Satan – og anerkendt for trods alt at have skrevet musik, som måske nok ville kunne stå på egne ben, men får ekstra kraft af den helhed, den indgår i. De ti sange på den godt og vel en halv time lange plade ‘Deicide’ tager tydeligt afsæt i Death, Possessed og ikke mindst Slayer, hvilket er særligt tydeligt på ‘Dead by Dawn’ – den eneste sang på pladen, der ikke har noget at gøre med religion men i stedet tager afsæt i splatterfilmen ‘Evil Dead’ – og sangen ‘Deicide’, der åbner med det kålhøgne slagord “no lord shall stand before myself.”

Mens Morbid Angels David Vincent forfulgte netop den overmenneske-tanke, var Glen Benton’s religionskritik noget mindre filosofisk og intellektuelt funderet: “Died for me, well that’s too bad I don’t believe,” lyder det i ‘Deicide’, så man næsten kan høre et drillende “na-na-na-na-na” ekkoe i baggrunden. I den afsluttende ‘Crucifixation’ opfordres indledningsvis til at “give praise to Satan, he has won.” Juryen voterer nok fortsat her, men man kan dog ikke underkende, at blandingen af et stærkt sammenspillet band og en ganske god forståelse for, hvordan man skaber afveksling, så man skal helt hen til midten af pladen omkring ‘Blaspherereion’, før de for en stund mister momentum, indgyder en vis respekt. 

På ‘Carnage in the Temple of the Damned’ om sektlederen Jim Jones (som Manowar seks år forinden havde sunget om i ‘Guyana (Cult of the Damned)’) er der for afvekslingens skyld sågar et noget aparte omkvæd, der næsten lyder som rapmetal, men det bliver hurtigt blæst væk af de ekstra lag vokal, og fra næstsidste sang, ‘Days of Darkness’, finder Deicide formen igen og holder den gående pladen ud.



Tiden har ikke været nådig
Det er stadig svært ikke at genkalde sig den skuffelse, man umiddelbart følte, da debutpladen kom ud i 1990. Det her skulle jo være det vildeste, det allermest brutale og hadske, og så var det så … ordinært. Hørt i dag står det klart, at Deicide trods alt ikke var ordinære på de første par plader. Allerede på efterfølgeren, ‘Legion’, var de nået et godt stykke videre, men udtrykket var stadig hermetisk. Mens andre Tampa-bands som Obituary og Death åbnede for et langt mere varieret udtryk i dødsmetal ved indgangen til 90’erne, lukkede Deicide sig om sig selv og deres had til Gud og alting. De prøvede ikke at gøre sig til over for et større publikum i musikken, og man skal virkelig ville Deicide for at lytte godt nok efter til at fange kvaliteterne på ‘Deicide’. Men så belønner pladen også. Vælger man sådan virkelig at dyrke debutpladen, så er det i sange som ‘Sacrificial Suicide’, ‘Deicide’ og ‘Lunatic of God’s Creation’, man kan høre, at Steve Asheim, Glen Benton og Hoffman-brødrene sagtens kunne skrive en sang, der fængede. Det blev hits for de indviede. De, der valgte Deicide og religionskritikken til. Det blev hymner for Deicides fans. 

Det her er den vej, dødsmetal også kunne have gået: Væk fra de hvide basketstøvler og tegneseriesplatteren. Sammen med Morbid Angel kunne Deicide have ledt an i en satanisk vækkelse, hvis ikke de norske black-metallere havde stjålet deres torden. I stedet blev Deicide reduceret til lidt af en parodi på sig selv. Efter Hoffman-brødrene forlod bandet i 2004 og gendannede Amon, har Deicide primært været Glen Bentons projekt med Steve Asheim som sangskriver og ham selv som tekstforfatter, og de to har savnet det musikalske modspil, de fik fra brødrene. Provokationerne er blevet mere og mere hule, som da bandet i 2011 udgav en plade med titlen ‘To Hell with God’ som et modsvar til det kristne metalband Strypers ‘To Hell with the Devil’. 

Det var så vidt, Deicide var nået. “I rule this world” proklamerede Benton i sangen ‘Deicide’: Det kom hverken han eller bandet til. Men for en stund lød det, som om de godt kunne trække hele verden ned i deres hadefulde rasen. I et årti blev Glen Benton stemt ind som ‘Most Evil Person’ af bladet Terrorizer. Det var før internettet og i dets spæde fase. Da han og Deicide stadig var mystiske. Kunstnere var ikke allemandseje. Der var kun kontakt til dem gennem bladene. Der kunne facaden stadig opretholdes. Her har tiden ikke været nådig ved hverken Deicide eller Glen Benton. Men dengang i 1990: Da var Deicides debutplade en sort perle, der ramlede ned i teenagernes oprørssind og vakte en glød og en gnist, der varede så længe, som testosteronen og vreden mod autoriteter tillod det.