Top 5 - Ting, du ikke må misse til Hardcore Showdown
PopulærPå lørdag afholdes den fjerde omgang af Hardcore Showdown. Du har alligevel ikke planer for din lørdag, så du skal selvfølgelig med. Hvis ikke, får du her fem højdepunkter, som du efterfølgende vil slå dig selv i hovedet over at være gået glip af.
1. Napalm Death
"Napalm Death har angiveligt været en af arrangørernes hedeste drømme siden starten - og det forstås, for her er der tale om ægte legender inden for ekstremmusikken. Med deres potente blanding af punk, hardcore og grindcore og en eddikesur Barney Greenway i front, kommer Napalm Death til at brænde sig ind i huden på alle tilstedeværende."
2. Scarred By Beautys midlertidige konstellation
"Scarred By Beauty har for længst sømmet sig fast som et af landets allerbedste livenavne inden for hardcore-genren. Bandets vilde og til tider næsten koregraferede scene-moves og det brølende energibundt Jonathan Albrechtsen i front er altid en fornøjelse at overvære. Denne gang bliver særlig, for mens trommeslager Dennis Leszkowicz færdigggør studier i New York, tager bassist Chris Kreutzfeldt pladsen bag trommestolen og giver sin bas videre til ven og producer Jeppe Andersson."
3. Spillestederne BETA og Amager Bio
"Det tidligere i år lukningstruede Amager Kulturpunkt, som omfatter BETA og Amager Bio, endte lykkeligvis med at få tilført en ny pose penge, så vi også fremover kan nyde små og store, særegne og hårdtslående navne på to af landets bedste scener. BETA besidder med sin kapacitet på blot 150 en uhørt intimitet og forvandles til en sand kogekedel under et heftigt hardcoreshow. Amager Bio står for altid god lyd i bredformat, så alle uden problemer kan se og høre alt, hvad der foregår."
4. Hardcore- og metalmarkedet
"Hardcore og metal er en kæmpe merchandisekultur, og for mange bands er merchandisesalg en ikke uvæsentlig kilde til økomisk overlevelse. Til Hardcore Showdown kan du svælge i patches, pins, trøjer og limiterede lp'er i et kæmpe marked lige uden for spillestedernes indgangsdør. Husk kontanter."
5. Punkrock-yoga
"Den anerkendte svenske yoga-instruktør Maria Rizell Hegg lægger vejen forbi Hardcore Showdown, hvor hun vil afholde en workshop og et foredrag om, hvordan man kan forene punkens destruktionslyst og utæmmelige energi med kærlighed og viljen til forandring. Da fru Hegg desuden er en meget velskabt kvinde, skal workshoppen nok blive en øjenåbner på den ene eller den anden måde."