MMF 24: Når du ikke kan få den ægte vare …
Bare fordi det ligner og lyder rigtigt, behøver det ikke leve op til idealerne. Carnivore A.D. smagte som kopivarer, men bed trods alt fra sig i momenter.
Angry Neurotic Catholics
Predator
Inner Conflict
Zero Tolerance (sekvens)
Jesus Hitler
God is Dead
Der Untermensch
Male Supremacy
Race War
Sex and Violence
World Wars III & IV
“It’s magical, isn’t it?”, lyder det fra Baron Misuraca, efter de første to Carnivore-slagere er afviklet. Måske lige lovligt selvsikkert at melde ud, under ti minutter inde i en koncert fremført af et band, der ganske vist er godkendt af de overlevende Carnivore-medlemmer, men stadig i bund og grund blot er et cover-band. Ganske vist har Misuraca det lange, sorte hår og den muskuløse fremtoning til fælles med Peter Steele, men uden at have bare tilnærmelsesvis samme overvældende karisma.
Nuvel – det er trods alt ikke det sværeste repertoire at lære op, og som koncerten skrider frem, hjælper det nu på underholdningsværdien at kunne skråle med på episk macho Steele-fraser som “Woman will never know or understand the power, men feel to kill with their hands” eller “if you can’t eat it or fuck it, then kill it”, uden på nogen måde at tage slige budskaber mere seriøst end som så. Humoren er, som vi kommer ind på i vores Metaldiktator om ‘Retaliation’-pladen, et centralt virkemiddel i Steeles lyriske værktøjskasse, og Misuraca rammer habilt den råbende tone, så vi alle kan være med.
Alle os, der kender Carnivore i hvert fald. Blandt dem, vi mødte, der ikke var indforståede, var det tydeligt, at denne booking var gået helt hen over deres hoved, og det kan vi ikke bebrejde dem. Carnivore A.D. føltes meget indforstået – musikken bliver fræset afsted, interaktionen med publikum er til at tage og føle på, og bliver der sagt noget, så er det oftest ikke meget mere end endnu en påmindelse om, at de hedder Carnivore A.D. og kommer fra New York City. Tak for den.
Som indforstået vækker det begejstring, da de også inkluderer et par tunge numre fra Type O Negatives undervurderede debut ‘Slow Deep and Hard’, hvor især ‘Der Untermensch’ er et nummer, jeg aldrig har drømt om at skulle komme til at høre live. Dog bliver det uden det samme nådesløse attack, der kendetegner originalen, og således er der stadig aldrig rigtig noget, der får os helt op at ringe.
Carnivore A.D. er i bund og grund en hæderlig hyldest, som får samlet os, der rent faktisk har et forhold til Carnivore, mens resten kan samle kræfter til Napalm Death. Hele sættet bliver dedikeret til Carnivore-guitarist Keith Alexander, der døde samme dato for præcis 19 år siden, og Chuck Lenihan nailer for så vidt fint hans riffarbejde her i eftermælet, ligesom trommeslager Joe Cangelosi banker energisk derudad med punket drive. Det er nostalgisk, charmerende, sejt og ligefrem underholdende til tider – men derfor er det nu stadig hverken mere eller mindre, end hvad man kan forvente sig af et hyldestband, og når vi nu ikke kan få den ægte vare …