Ye olde engliſh blacke magick
Populær
"Den svære toer", siger nogle. "Nemt", siger Green Lung, og demonstrerer overlegenhed på alle parametre i så høj udstrækning, at det er svært at forestille sig Djævelen ikke skulle være på deres side.
2. Old Gods
3. Leaders of the Blind
4. Reaper’s Scythe
5. Graveyard Sun
6. Black Harvest
7. Upon the Altar
8. You Bear the Mark
9. Doomsayer
10. Born to a Dying World
Neil Gaiman og Terry Pratchetts ‘Good Omens’, Max Porters ‘Lanny’, Andrew Michael Hurleys ‘The Loney’, Robert Eggers’ ‘The VVitch’, Robin Hardys kultklassiker ‘The Wicker Man’ – den angelsaksiske folk horror-tradition er rig og dyb, og det skorter ikke på storslåede eksempler på den snigede gru, kombinationen af et fugtigt og mørkt miljø, ældgammel religion og kristen inkvisitorisk nidkærhed kan fremkalde.
Et nyt pragteksemplar kan føjes til listen med Londonbandet Green Lungs anden LP.
Green Lung er en stråle af lys, i den moderne, dystopiske musikscene. Allerede da vi først stiftede bekendtskab med dem tilbage i 2017, på den råt tilskårne demo ‘Green Man Rising’, var det tydeligt at bandet kunne andet og mere end deres lettere barnlige navn tilskrev dem.
Selvom udgangspunktet måske nok var stoner metal, er det Black Sabbath, der ligger som den helt store inspirationskilde med et strejf af Electric Wizard i de tonstunge riffs. Det høres tydeligt fra første færd, men sjældent mere end her på ‘Black Harvest’.
Den mesterlige LP-debut ‘Woodland Rites’ katapulterede bandet ind på den internationale scene og siden har fulgt adskillige interviews og features i store magasiner som Guitar Magazine, Decibel Magazine og intet mindre end The Guardian. Og det med god grund.
‘Woodland Rites’ var et mesterværk og den folk-gotiske vinkel på den jordbundne, Cathedral-inspirerede doom fungerede upåklageligt, hvilket også sikrede den plads på adskillige årslister – dog kun enkelt på indeværende magasin.
Nu er bandet klar med en ny udgivelse, men denne gang med lidt omrokeringer i lineup. Andrew Cave har forladt den firestrengede og er blevet erstattet af Joseph Ghast, hvilket ikke medfører de helt store ændringer. En anden tilføjelse, og dette en, der i den grad kan høres, er den nye rolle organist John Wright har spillet i sangskrivningen. Egentlig har han været tilknyttet bandet siden 2018, men det er først nu, på ‘Black Harvest’, vi får lov at høre hvad han kan, når han får frie hænder. Og det er ikke så lidt, hvilket høres allerede i første track, ‘The Harrowing’.
Efter en kortere passage, hvor det primært er forsanger Tom Templar, der står i front, høres lyden af hammondorgel, som det ikke har lydt i mange år. Som taget direkte ud af Bostons ‘Foreplay/Long Time’ hamrer de sværmende tangenter omkring os, og tager os direkte over i den hamrende solide ‘Old Gods’, der, i stil med forgængeren, minder os om, at den gamle tro ikke er død, men at guderne stadig venter i skyggerne. Alt dette til øredøvende harmonier fra Wrights piber og Scott Blacks formidable 70’er-ekvilibristiske guitar. Stilen er lagt og pladen følger direkte i sporene herefter.
‘Black Harvest’ er succes på succes og dette kan ikke mindst tilskrives de fem musikeres enorme talenter. Måske blandt de største af disse er forsanger Tom Templar. Ligesom hardlinere sværger til Ozzy Osbourne, og fuldstændig bevidstløst afviser alt andet fra Sabbath-lejren, kan en forsanger i den grad afgøre, om et band bider sig fast i hukommelsen.
Det er naturligvis ikke uden grund, at det er Ozzy vi nævner, for ingen anden sanger end Tom Templar er kommet tæt på at fange legendens nasale, drævende stemme så godt som han. Helt ubesværet klinger den dissonante stemning ud over det massive lydlandskab og indvarsler den foruroligende stemning Green Lung, meget lig inspirationen fra Christopher Lee som Lord Summerisle, er mestre i.
Som forbilledet er han fuldt ud i stand til at justere tempo, så det bliver hurtigt som i Reaper’s Scythe, hvor Templar for øvrigt også nærmer sig Lee Dorrians toneleje, eller helt langsomt som i ‘Born to a Dying World’, der sender kuldegysninger ned ad ryggen. Stærkest er han dog, når han giver den rene, klare vokal fuld skrue. Særligt stærkt står ‘Graveyard Sun’, hvor hans kæmpemæssige stemme opnår en nærmest diabolsk klang i den gotiske Type O Negative-beslægtede heksehymne.
Lyrikken er gennemført og mørk, og kredser omkring ældgammel mytologi og det foruroligende på en yderst besnærende facon. Særligt godt ved det, er dog den utroligt gennemførte melodiøsitet og den elegance med hvilken Green Lung gør fremførelsen mindeværdig. Det er svært at høre ‘Upon the Altar’ og ikke synge med når denne litani til førkristne afguder fremføres og både Belphegor, Astaroth og Behemot anbråbes til at iagttage en ugudelig kopulation på et uhelligt alter. Det er meget sejt. Og det er måske det vigtigste for en metalplade. Det skal være sejt, og det kriterium opfylder ‘Black Harvest’ til fulde.
Trods ‘Woodland Rites’’ mange gode elementer, har Green Lung alligevel formået at bygge ovenpå og skrue alt op på elleve.
Der er ingen gode grunde til at ikke at lytte til denne plade. Og så sætte den på igen, så snart den er løbet ud. Bedre er sjældent hørt.